Annonce
Erhverv

Facebook deler ud af kagen: Giganten åbner pengekassen

Facebooks datacenter i Odense åbnede i september - selvfølgelig med brunsviger på bordet. Nu er der også penge på bordet lokalt fra giganten, som vil støtte lokale it - og teknologiprojekter. Foto: Michael Bager
Mandag middag åbnede Facebook i Odense for ansøgninger til lokale it - og teknologiprojekter, som har fokus på natur, matematik og teknologi-uddannelser eller arbejder for at bringe folk tættere sammen. - Vi vil gerne støtte og spille en større rolle lokalt, siger Facebooks politiske direktør i Danmark.

150.000 kroner til et projekt med Internet of Things på Luleå Gymnasium eller 250.0000 kroner til et it-projekt for udsatte børn i området omkring den svenske by, hvor den amerikanske gigant Facebook har et af sine tre datacentre i Europa.

Det er et par af de mange projekter, som Facebook har ydet støtte til i løbet af 2019 i lokalområdet i Luleå, hvor giganten har sit svenske datacenter. Mandag klokken 12 åbnede Facebook i Odense så for, at skoler, institutioner og andre på samme måde kan søge penge til lignende lokale projekter i Odense og omegn.

12. september blev datacentret i Odense del af Facebooks globale netværk, da der blev tændt for de første servere i Odense, som nu er et af tre datacentre i Europa. De første to centre er opført i Clonee lidt uden for Dublin og i Luleå i det nordlige Sverige.

Annonce
Facebooks politiske direktør i Danmark, Martin Ruby, ser frem til at spille en rolle direkte lokalt ved at støtte projekter i Odense og omegn. Foto: Michael Bager

Tættere på lokalt

Begge steder har det amerikanske sociale medie åbner pengekassen for lokale projekter igennem sit Facebook Community Action Grant Programme. Programmet retter sig mod it-projekter, der kan være med til at øge børn og unges interesse for naturfag, matematik og tekniske uddannelser eller projekter, hvor intentionen er at bringe folk sammen ved brug af it og ny teknologi, fortæller politisk direktør for Facebook i Danmark, Martin Ruby.

- Vi er meget bevidste om, at vi er en stor amerikansk virksomhed, som godt kan blive lidt fjern for folk. Det vil vi gerne væk fra, da vi har mange lokale ansatte og mange lokale har været med til at bygge vores datacenter i Odense, siger Martin Ruby.

Derfor kan interesserede skoler, lokale grupper og organisationer fra nu og frem til 3. december søge om støtte til konkrete projekter, siger direktøren, som håber, at Facebook på den måde kan spille en aktiv rolle lokalt.

- Vi vil gerne støtte projekter i lokalområdet, da vi gerne vil være en aktiv del af Odense og omegn. Lidt på samme måder som når den lokale brugs og malermester bliver sponsor for den lokale håndboldklub, siger Martin Ruby.

Man kan læse mere om, hvilke krav Facebook stiller til ansøgningerne på datacentrets Facebook-side, men overordnet set handler det om ny teknologi, it og lokal sammenhængskraft, fortæller direktøren.

- Det kan være små eller større projekter, hvor vi støtter med 50.000 eller 200.000 kroner, som vi har gjort det i Sverige. Det afgørende er, at det er lokale projekter, så vi bliver en aktiv del af lokalsamfundet i Odense, efter at vi er rykket ind med datacentret, siger han.

Facebook åbnede de første datahaller i det nye center i Odense den 12. september, og ifølge Martin Ruby forløber arbejdet med at koble datacentret i Odense på det globale net, som det skal.

Mens der altså nu også er åbnet op for pengekassen til lokale it- og teknologiprojekter, så er der anderledes lang udsigt, hvis man som lokal Odense-borger gerne vil indenfor hos den nye store nabo i Tietgenbyen.

- Vi leger lidt med tanken om at åbne op for besøg, men lige nu skal vi have datacentret til at køre. Vi er i drift, som del af vores globale infrastruktur, og det er der, hvor alt vores fokus er nu, men jeg håber vi kan lave nogle tiltag, hvor vi åbner lidt op på længere sigt, men det er klart, at vi også er underlagt nogle meget strenge sikkerhedskrav, siger Martin Ruby.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce