Annonce
Svendborg

Første dag med selvpodning på efterskole: - Det er slet ikke så slemt

På Vejstrup Efterskole skal de i alt 280 elever og lærere fra nu selvteste for covid-19 to gange i ugen. - Det er ikke så slemt, mener Alexander Friis Wisøfeldt (forrest t.h.), mens hans kammerat Nikolaj Højer Hansen (t.v.) følte lidt mere ubehag.  Foto: Katrine Becher Damkjær
Torsdag skulle elever og personale på Vejstrup Efterskole for første gang give sig i kast med at selvteste for corona. En speciel oplevelse, medgav eleverne, der dog mener, at det er en meget lille pris at betale for at kunne blive på skolen.

Vejstrup: - Den kradser lidt.

- Det er virkeligt ikke så galt.

- Ah, det er altså lidt ubehageligt.

- Gør jeg det rigtigt?

Reaktionerne er lige så mange, som de er forskellige, da eleverne på Vejstrup Efterskole torsdag formiddag står foran opgave med at teste sig selv for corona.

Selvom de fleste har prøvet de normale test, som bliver udført af uddannede poder, så er det en anderledes fornemmelse selv at stå med vatpinden, som skal op at vende syv sekunders tid i begge næsebor. Det mener i hvert fald Nikolaj Højer Hansen efter at have prøvet det af få øjeblikke forinden.

- Det er ret ubehageligt. Jeg foretrækker faktisk, at der er en anden, der gør det. Men jeg synes, det er smart, at vi kan gøre det selv, lyder det fra efterskoleeleven.

Alexander Friis Wisøfeldt følte ikke helt samme ubehag ved selvtesten som sin sidemakker.

- Det er slet ikke så slemt. Og når du selv står med vatpinden, ved du ligesom, hvor langt den skal op, uden at det er for meget, siger han.

Mens de to efterskoleelever er uenige om ubehaget, er de helt på samme side, når snakken drejer sig om nødvendigheden af testene.

- Jeg har det helt fint med, at vi skal gøre det, hvis det er det, der skal til for, at vi holder skolen åben og smittefri, siger Nikolaj Højer Hansen.

Annonce

Udførlig guide

Torsdag var som sagt førstedagen med de nye selvtest, som alle de i alt 280 elever, lærere og andet personale på Vejstrup Efterskole fremover skal igennem to gange ugentligt.

I første omgang er et klasselokale blevet indrettet som testcentral, som eleverne ankommer til i mindre hold og her fra bliver guidet gennem testen punkt for punkt.

Den del står Andreas Færch for i dag. Han er lærer og fysioterapeut på efterskolen og en blandt fem udpegede supervisorer, som holder tilsyn med, at podningen udføres korrekt.

- I starter lige med at spritte bordet af, inden I pakker testkittet ud, forklarer han.

- Nu kan I tage vatpinden ud og hold den, så der lige er to centimeter i toppen. Den kører I op i først det ene næstebor i syv sekunder, og så det andet, lyder det fra læreren, inden han forklarer, hvordan vatpinden skal ned i væsken i den lille reagensglas-lignende beholder foran dem.

Selvtestens seks skridt. Foto: Katrine Becher Damkjær

Endeligt skal væsken dryppes i et måleapparat, som efterlades til testteamet, og så får eleverne ellers lov til at vende tilbage til undervisningen.

Hele seancen tager kun få minutter, og ifølge Andreas Færch har eleverne løst opgaven mere end fint.

- De fleste har taget det stille og roligt og er med på, hvordan det skal gøres, siger han og tilføjer, at det er det logistiske, der tager tid.

- Der ligger lige lidt arbejde i at skrive alle testresultaterne ind ud for alles cpr-numre.

Carsten Plagborg, der også er lærer på Vejstrup Efterskole og har haft ansvaret for det logistiske ved selvtestningen, forklarer, at eleverne allerede fra næste uge vil opleve ændringer i setuppet.

- Vi har fem supervisorer lige nu, men vi håber på, at vi bliver fem mere. På den måde vil de kunne tage sig af hver deres klasse og i stedet for, at alle eleverne skal herned og stå i kø, kan vi komme ud til klasserne og klare det der, forklarer han.

Annonce

Tænker ikke meget over det

Endnu et hold elever er netop blevet færdige med at selvteste, da vi fanger Frida Salver og Kamille Munk i testlokalet.

De tager det som en oplevelse.

-Det var da sjovt at prøve at gøre det selv, og det var virkeligt ikke særligt slemt. Så det har jeg ikke noget imod, at vi skal, siger Kamille Munk, mens Frida Salver forklarer, at eleverne efterhånden har indstillet sig på et efterskoleophold, som på en eller anden vis er præget af coronasituationen.

- Men nu har vi jo aldrig prøvet andet, og det havde måske været anderledes, hvis vi var startet inden, der kom corona og skulle vænne os til det. Så på den måde fylder det heller ikke så meget. Vi prøver i hvert fald ikke at tænke så meget over det, siger Frida Salver.

Alexander Friis Wisøfeldt indrømmer, at det til tider kan være svært hele tiden at holde afstand til hinanden, når man går på efterskole.

- Det er tit fristende lige at gå ind til hinanden og være sociale uden lige at tænke på det, siger han.

Frida Salver (t.v.) og Kamille Munk tog det som en oplevelse at selvteste for første gang. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Men jeg vil også sige, at jeg har oplevet nogle gange, hvor vi måske har været samlet 15 stykker og ligget på samme sofa, er stoppet op og sagt til hinanden, at nu vi lige skal tænke os om. Og så har vi rykket os lidt væk fra hinanden. Så vi gør da, hvad vi kan.

Annonce

Viser ansvar

Forstander på Vejstrup Efterskole, Michael Bjørn, oplever, at eleverne er forhippede på at gøre, hvad de kan for at holde skolen fri for smitte.

- Da vi kom tilbage fra påske mødte alle - og det er hver og en - tilbage med en negativ coronatest. Så jeg synes, de viser stort samfundssind og tager ansvar for efterskolefællesskabet og er yderst loyale over for hinanden, siger forstanderen, som ikke har mødt modstand mod de mange coronatest.

- Det er jo noget, som er pålagt os, at hvis eleverne ikke lader sig teste, kommer de ikke tilbage på skolen. Men jeg oplever, at de er enormt respektfulde over for det og er taknemmelige over at være tilbage på skolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce