Annonce
Fødselsdag

Drejebænk forløste drømmen: Taasinges fyldepennedrejer fylder 75

Hobby blev til virksomhed meget eget CVR-nummer, da Erik Møller Nielsen for alvor begyndte at dreje fylde,- kugle- og tuschpenne i 2014. Tirsdag fylder han 75. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
For otte år siden købte Erik Møller Nielsen en drejebænk, da han gik på pension og begyndte at lave lysestager. Men en gammel drøm om at lave sin egen fyldepen bankede på, og siden 2014 har han og hans hustru produceret penne på bestilling. Tirsdag fylder Erik Møller Nielsen 75.

Pensioneret historiker Erik Møller Nielsen har altid godt kunnet lidt at skrive med fyldepen.

Faktisk er han så glad for dette klassiske skriveredskab, at han indtil for otte år siden havde nøjedes med at drømme om at lave sin egen fyldepen. Det ønske gik dog i opfyldelse, da han gik på pension i 2012.

Indkøbet af en lille drejebænk skulle nemlig være med til at skabe en aktiv tilværelse for den dengang nyslåede pensionist, som til en begyndelse producerede lysestager til glæde for venner og bekendte.

Efter nogen tid købte Erik Møller Nielsen mere udstyr til sit træværksted ude i garagen på Vindeby Violvej på Taasinge, og da blev drøm og fascination til virkelighed og konkrete produkter.

- Jeg har altid godt kunnet lide at skrive med fyldepen, men de har været så dyre, så jeg ville lære at lave dem selv. Det lykkedes efter nogle år, fortæller Erik Møller Nielsen, der efter et par år som fyldepennemager på hobbyplan etablerede virksomhed sammen med sin hustru Else.

Annonce

Erik Møller Nielsen

Født 25. februar 1945 og opvokset i Horsens.

Har siden 1970 boet i det sydfynske i Svendborg samt på Langeland og Taasinge.

Uddannet historiker og brugte størstedelen af sit arbejdsliv på at arbejde freelance for museer. Var blandt andet en af kræfterne bag Øhavsstien på Sydfyn.

Har skrevet bogen "Svendborgs søfartshistorie siden 1253" som bestillingsopgave i anledning af byens 750-års fødselsdag i 2003. Udgiver var Svendborg Kommune.

Driver Taasinge Pennedrejeri sammen med sin hustru Else.

Arbejder i træ, men også i akryl og ebonit.

Har to voksne børn og to børnebørn.

Drejer også vinpropper og parfumepenne

Produktionen af både fylde- og kuglepenne finder sted Erik Møller Nielsens garage, hvor hver centimeter er udnyttet fuldt ud, og hvor stadig flere kunder kigger forbi for at få repareret deres skrivepenne.

Her producerer Erik Møller Nielsen også vinpropper og parfumepenne i træ. Sidstnævnte minder om en sprittusch med filtspids, som er beregnet til påfyldning af parfume, der så kan duppes på huden.

I privaten på Vindeby Violvej kan man også se et udvalg af pennemagerens færdige produkter, eller gøre, som kunderne gør oftest, nemlig bestille en pen via Erik Møller Nielsens hjemmeside.

Og selvom fødselaren har en forkærlighed for træ, arbejder han også i akryl og ebonit. De kunststige materialer bestiller han hjem fra udlandet og til dels også træet. En del træ finder han dog herhjemme.

- Det kan altid blive bedre

- Jeg har altid interesseret mig for modelbyggeri og har altid samlet på træ. Derudover køber jeg også certificeret træ fra udlandet og har blandt andet en smuk knude af australsk eukalyptus liggende. Men jeg får også tit træ af folk, der har været på loftet for at rydde op, og som kommer og spørger, om jeg kan bruge det. Der findes også nedlagte trævarefabrikker, der ikke skal bruge deres lager mere. De stykker jeg kan bruge, ser andre ofte som affaldstræ. Der findes meget fint træ rundt omkring, siger Erik Møller Nielsen, der i sit virke som pennemager altid stræber efter det perfekte.

Men ifølge ham selv sker det heldigvis aldrig, at en pen er helt perfekt. Det betyder dog ikke, at Erik Møller Nielsen går på kompromis med resultatet, når han forvandler træ til brugskunst.

- Det går aldrig helt, som man forestiller sig, og det kan altid blive bedre næste gang. Jeg har det nok også med at "bagtale" mine egne produkter ved at sige, at de ikke er helt perfekte. Men som en kunde sagde til mig på et tidspunkt, eksisterer det perfekte ikke. Den kan altid blive lidt bedre, slutter Erik Møller Nielsen, som har inviteret nogle gode venner til at kigge forbi på sin fødselsdag.

Vinpropper kommer også til verden i Erik Møller Nielsens garage. Disse propper er udført i metal med siliconetætning og en top af træ. Privatfoto: Erik Møller Nielsen
Eksempler på Erik Møller Nielsens kuglepenne i forskellige træsorter: Set fra oven er det en pen i bobinga-træ fra Afrika, en pen i oliventræ fra Italien, en pen i padauk-træ fra Afrika og en pen i asiatisk rosentræ.Arkivfoto: Kartine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce