Annonce
Fyn

Dræbt af skud i Vollsmose: Fællesskabet fulgte Abdinur i graven

Der manglede ikke hænder, da kisten med Abdinur Mohamed Ismail fredag blev båret til graven, hvor han kort efter blev begravet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Omkring 400 mennesker deltog, da 31-årige Abdinur Mohamed Ismail, som blev dræbt af skud i Vollsmose, blev begravet.
Annonce

Klokken er 14.50, da rustvognen kommer.

Den nærmest larmende stilhed blandt de omkring 400 mennesker brydes, da de bliver opfordret til at hjælpe til at med at bære kisten.

I kisten ligger 31-årige Abdinur Mohamed Ismail, som natten til 25. juni mistede livet, da han blev fanget i en skudveksling mellem to rivaliserende bander på parkeringspladsen i Egeparken i Vollsmose.

Abdinur Mohamed Ismail var ikke selv del af konflikten, men blev på den mest tragiske vis fanget på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Abdinur Mohamed Ismails kolleger lagde blomster på graven, inden mange med en hånd sagde det sidste farvel til ham. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Derfor er denne fredag eftermiddag helliget hans begravelse, som finder sted på den muslimske del af Risingskirkegården.


På den sidste rejse er det fællesskabet, som bærer Abdinur Mohamed Ismail.

Fra artiklen


Rigtig mange tager opfordringen til sig og begiver sig hen mod kisten. Så på intet tidspunkt mangler der hænder til at bære Abdinur Mohamed Ismail det sidste stykke på hans rejse.

På skift bærer de kisten. Nogle hjælper til et par få skridt, mens andre tager flere meter med kisten på skulderen, inden de høfligt lader den næste komme til.

For det er en fælles opgave at bære en fælle til graven.

Annonce

Jord på kisten

Langt de fleste deltagere i begravelsen er mænd, og i første omgang holder kvinder sig på god afstand.

Derfra kan de se mændene stille sig i lange lige rækker skulder ved skulder foran kisten. Klar til at bede en bøn. Alle ansigter er vendt mod kisten, der står på to støtter, så den er hævet en meter over jorden, mens de ledes i bøn.

Derefter bæres kisten - igen ved fælles hjælp - hen til det sted, hvor Abdinur Mohamed Ismail skal begraves. Kisten placeres i hullet, og nogle af mændene griber skovle og begynder at fylde jord på.

Også skovlene går på omgang, og flere kommer hele tiden til for at hjælpe.

Annonce

Kvindernes tur

Efter flere taler begynder mændene at fortrække fra stedet, hvor Abdinur Mohamed Ismail nu er stedt til hvile.

Hans kolleger fra Coops centrallager i Hjallese, hvor han arbejde i mere end seks år, er også mødt talstærkt op, og de træder nu frem. Med sig har de buketter og en krans.

Som den danske begravelsestradition foreskriver, lægger de nu blomsterne på graven, inden de bøjer deres hovedet og viser deres respekt i stilhed, mens to kulturer samles i sorg.

Efter mændene fortrak fra gravstedet, fik kvinderne tid til at sørge og sige farvel i fred og ro. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Og så er det kvindernes tur til at sige farvel. De slår ring om gravstedet og begiver sig ud i deres eget begravelsesritual med bøn og tale. Tårerne triller ned af kinderne på Faduma Mohamed Ismail, Abdinurs søster, og hun rakt et lommetørklæde, mens en anden kvinde sørger for en støttende arm om ryggen.

Med fælles tunge siger kvinderne den sidste bøn for ham. På den sidste rejse er det fællesskabet, som bærer Abdinur Mohamed Ismail.

Omkring 400 deltog, da 31-årige Abdinur Mohamed Ismail blev begravet. Han blev dræbt i en skudveksling mellem to rivaliserende grupperinger i Egeparken i Vollsmose, selvom han ikke var del af grupperingerne. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Rejser

Kommentar: De forbandede drikkepenge

Annonce