Faaborg-Midtfyn: Forældre kan blive trukket i børnepenge, hvis børnene pjækker for meget fra skole eller online-undervisning.
Det er hovedpointen i en lov, der nu har været gældende i et år. Loven skabte stor debat, da den blev indført - både på landsplan, men også i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor SF's daværende kommunalbestyrelsesmedlem Torben Smith blandt andet kaldte den "modbydelig".
Selvom loven har eksisteret i et år, har ikke én eneste familie i Faaborg-Midtfyn imidlertid oplevet at blive trukket i børneydelsen.
Loven siger ellers, at hvis et barn i løbet af tre måneder har mere end 15 procents ulovligt fravær - herunder ikke sygdom - så kan kommunen trække forældrene i børnepenge svarende til et kvartal.
Fire fraværs-sager
I en ny opgørelse har Faaborg-Midtfyn imidlertid kun registreret antallet af sager i tredje og fjerde kvartal i 2020.
Det skyldes, at systemet til at registrere fraværet ikke var klar i første kvartal - hvorefter coronasituationen og den første omgang med fjernundervisning suspenderede loven i andet kvartal.
I de to sidste kvartaler af året har Faaborg-Midtfyn Kommune modtaget i alt fire underretninger om elever, der er blevet registreret med mere end 15 procents ulovligt fravær inden for tre måneder. I alle sager har det dog efterfølgende vist sig, at kommunen ikke har haft belæg for at fratage forældrene børnepengene.
Faaborg-Midtfyn Kommune ligger i det hele taget under landsgennemsnittet, og har gjort det i flere år, når det kommer til fravær i skolerne. Det gælder både fravær på grund af sygdom, ulovligt fravær og fravær, som skolen har givet tilladelse til.