Annonce
Udland

EU er tæt på kontrakt for 1,8 milliarder doser fra Pfizer

Vaccinen fra BioNTech og Pfizer er den mest anvendte mod coronavirus i Danmark i øjeblikket, og de to producenter har også i højere grad end de øvrige coronavaccineproducenter levet op til leveringsaftaler med EU-Kommissionen. Foto: Marcus Brandt/Ritzau Scanpix
BioNTech og Pfizer har leveret mere stabilt end de andre vaccineproducenter, og kontrakten er udvidet markant.

EU-Kommissionen er tæt på at indgå en aftale med BioNTech og Pfizer om levering af 1,8 milliarder vaccinedoser.

- Vi samarbejder med BioNTech og Pfizer om en ny kontrakt, siger formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, på et pressemøde på Pfizers fabrik i Belgien.

Den vil ifølge von der Leyen resultere i 1,8 milliarder doser i perioden 2021 til 2023. Hun tilføjer, at den ventes underskrevet i løbet af de kommende dage.

Tidligere fredag skrev nyhedsbureauet Reuters med en kilde i EU-Kommissionen, at aftalen allerede var indgået. Det er altså ikke tilfældet.

EU har i forvejen to kontrakter med BioNTech og Pfizer for i alt 600 millioner doser. Der er ikke umiddelbart meldinger om, hvornår de mange ekstra doser skal leveres.

Kommissionen arbejder i øjeblikket på at sikre, at der er vacciner nok på længere sigt. BioNTech og Pfizer har øget deres produktion i Europa de seneste måneder. Det har resulteret i flere doser til Europa.

Formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen skriver på Twitter, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har godkendt, at kapaciteten på Pfizers fabrik i Belgien øges med 20 procent.

Det store anlæg i byen Puurs vil om et år kunne producere en milliard doser årligt, tilføjer von der Leyen.

EU har oplevet en del problemer med leveringer af de forskellige vacciner mod coronavirus.

Vaccinen, der er udviklet af tyske BioNTech, har været den mest stabile.

De seneste dage har man blandt medlemslandene og i EU-Kommissionen overvejet, om man skal anlægge en retssag mod AstraZeneca. Målet skulle være at sikre sig flere doser.

AstraZeneca har ikke leveret som aftalt i kontrakten. Der er dog ikke truffet en beslutning om sagsanlæg endnu. Danmark er holdt op med at benytte vaccinen fra AstraZeneca på grund af sjældne - men alvorlige - bivirkninger.

Med den seneste EU-aftale med Pfizer og BioNTech kan hele EU's befolkning blive vaccineret mod coronavirus i de næste to år. Der skal bruges to stik for at få fuld effekt af vaccinen.

Medlemslandene aftalte sidste sommer at overlade opgaven med at indgå kontrakter med producenterne af vacciner til EU-Kommissionen.

Kommissionen har indtil videre indgået kontrakter med seks producenter.

To af disse vacciner er endnu ikke godkendt i EU. Det er vaccinerne fra CureVac og Sanofi-GSK.

Den største aftale er indgået med BioNTech og Pfizer. De øvrige kontrakter er indgået med Moderna, Johnson & Johnson og AstraZeneca.

Før fredagens melding om den store kontrakt havde EU indgået aftaler om køb af i alt 2,6 milliarder doser.

/ritzau/


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce