Annonce
Svendborg

Et sydfynsk mirakel: SfB U14 møder AGF i sæsonens første kamp

Der trænes i varmen, inden SfB U14 møder AGF på lørdag d. 15. august klokken 11.00 i den jysk/fynske bedste række, Liga 1. Foto: Søren Tideman Lassen
Af de knap 40 drenge på Svendborgs U14 hold er kun syv af dem startet i klubben. Resten er søgt til fra mindre klubber rundt omkring på Fyn efter de muligheder og drømme, som måske kan indfries i en klub som Svendborg. Lørdag klokken 11.00 sker den foreløbige kulmination på cheftræner Morten Stranges arbejde med årgang 2007, når drengene løber ind på banen mod AGF.
Annonce

Svendborg: Hedebølgen har efterladt brune plamager på det grønne græs på træningsbanen. De røde og grønne kegler placeres strategisk af cheftræner Morten Strange, der med sin gennemtrængende stemme får forklaret den taktiske øvelse klart og tydeligt til drengene på Svendborg Forenede Boldklubbers U14 hold. Vi er med til sidste træning, inden drengene møder AGF lørdag klokken 11.00.

- Det har været en sindssyg rejse med nogle drenge, som virkelig, virkelig har kæmpet en vis del ud af bukserne for at det her kan lade sig gøre. Jeg er helt vanvittigt stolt af det, vi har opnået allerede nu, siger en begejstret Morten Strange, som lørdag står i spidsen for holdets første kamp i den jysk/fynske bedste række, Liga 1.

Det har ikke altid ligget i kortene, at årgang 2007 i SfB skulle spille mod Superligaens akademiklubber. Da Morten Strange i 2013 startede med årgangen bestod den kun af otte-ni lokale svendborgdrenge og fik tilnavnet ”den tynde årgang”. Sidenhen er drenge fra Ringe, Langeland, Faldsled, Fåborg og Nyborg med flere alle søgt mod Sydfyn efter de muligheder, som måske kan indfries i en klub af SfB's størrelse.

- Vi er ikke sammenlignelige med de bedste akademiklubber. Jeg vil skabe et miljø for de næstbedste. Jeg vil lave det bedste produkt for de næstbedste – fordi på Fyn har vi OB, som skal have de bedste. Det er der for og imod hele vejen rundt, og det er pisse hårdt at arbejde med som træner, forklarer Morten Strange.

Holdet har selv måttet sige farvel og sende to af deres bedste spillere afsted til OB sidste år, men har samtidig været dygtige til at gå ud og få kigget på nogle spillere rundt omkring på Fyn for at sikre en stor bredde på holdet.

- Det er drenge, der er kommet ind fra a-rækken eller b-rækken på Fyn og bare har braget igennem, fordi de lige pludselig er kommet i et miljø, hvor fokusset har været på at udvikle dem, siger Morten Strange.

Annonce

Højest rangerede hold syd for Odense


Et førstehold fra AGF i Svendborg hører til en absolut sjældenhed. At vi skal spille mod de her klubber, skyldes det engagement og lange seje træk, samt de resultater der er opbygget over årene og har givet et ganske usædvanligt højt sportsligt niveau på denne årgang

Holdleder, Jakob V. Rasmussen


For Morten Strange handler det om at få så mange som muligt til at spille så meget som muligt og blive så længe som muligt. Filosofien har nu resulteret i, at holdet har fået tildelt DBU’s wildcard til liga 1, som er den bedste jysk/fynske række, foran andre – på papiret – bedre rangerede klubber i Danmark.

Men drengene er ikke kommet sovende til det. Det har været hårdt arbejde.

- Sidste efterår blev vores mesterrække-hold nummer to, vores b-hold vandt rækken, og vores liga-hold har ikke tabt en kamp i over et år. Det har krævet blod, sved og tårer, forklarer Morten Strange.

Cheftræner Morten Strange uddyber de sidste detaljer inden lørdagens kamp mod AGF, mens drengene på SfB U14  strækker ud. For første gang kan han kun udtage 14 spillere, og derfor er det uundgåeligt, at nogle af drengene får en ærgerlig besked. Foto: Søren Tideman Lassen

Trods de imponerende resultater og den flotte anerkendelse fra DBU er årgangens succes gået lidt under radaren, hvilket holdleder Jakob V. Rasmussen synes er unfair.

- Fakta er, at SfB U14 er det højest rangerede hold uanset alderstrin syd for Odense. Desværre er det lidt forbigået og står i skyggen af SfB/Oure-samarbejdet på de ældste årgange, siger Jakob V. Rasmussen.

Udover AGF skal holdet til efteråret køre Jylland tyndt for at møde klubber som Esbjerg, Sønderjyske, Vejle og Horsens, og det er også de klubber holdet vil få besøg af i Svendborg.

- Et førstehold fra AGF i Svendborg hører til en absolut sjældenhed. At vi skal spille mod de her klubber skyldes det engagement og lange seje træk samt de resultater, der er opbygget over årene og har givet et ganske usædvanligt højt sportsligt niveau på denne årgang, uddyber Jakob V. Rasmussen.

Annonce

”På en god dag kan vi slå de fleste”

En af de drenge, der er søgt til klubben, er 13-årige Rasmus Koch Groth Petersen. Før spillede han i sin lokale klub Tranekær/Tullebølle IF på Langeland, inden han sidste sommer startede i Svendborg, og det har han ikke fortrudt.

- Jeg er rigtig glad for at være her. Vi har et godt sammenhold, og så er det fedt at spille med nogen, som også selv gerne vil spille fodbold, siger Rasmus Koch Groth Petersen, offensiv midtbane på U14.

For mange af drengene handler det om at ville noget mere end det, deres lokale klub kan tilbyde dem. Hvad end det er engagementet fra trænerne eller prioriteringerne blandt medspillerne, der halter, så er det drømmen og muligheden om at prøve sig af i en større klub og spille på et lidt højere niveau, der gør SFB interessant.

- Jeg ville gerne videre. Jeg vil gerne mere end bare at spille på Langeland, uddyber Rasmus Koch Groth Petersen.

Selvom modstanderen i dag er AGF og ikke velkendte Thurø BK eller Skårup IF, skræmmer det ikke midtbanekreatøren.

- På de gode dage kan vi sgu sagtens slå AGF. Jeg håber, vi vinder – vi skal bare ud og give alt hvad vi har, og så kan vi jo ikke gøre mere, siger Rasmus Koch Groth Hansen.

Den udmelding er holdets venstre wing, 13-årige Anton Kjærgaard Nielsen, enig i.

- Det er kæmpestort jo (at spille mod AGF). Vi spillede mod Sønderjyskes akademi for lidt siden, og nu er det de lidt større klubber, man møder. AGF er en god klub, men hvis vi har en god dag, så kan de ikke slå os, fastslår Anton Kjærgaard Nielsen, der selv har søgt til Svendborg fra Ringe Boldklub.

Venstre wing på SfB U14, Anton Kjærgaard Nielsen (i midten), ser frem til lørdagens kamp mod AGF. På en god dag mener han, at de kan slå de fleste - også AGF. Foto: Søren Tideman Lassen

Cheftræner Morten Strange ser ligesom drengene frem mod kampen og glæder sig helt vildt.

- Jeg tror, der venter en fodboldkamp, hvor alt det man går og arbejder med i dagligdagen et eller andet sted skal kulminere. Vi vinder 3-1, siger han bestemt og smiler skråsikkert.

Uanset hvad resultatet bliver, er han bundhamrende stolt af drengene på Svendborgs årgang 2007 og understreger, at han står 100 procent bag holdet.

- Det er sindssygt imponerende, at en klub uden et såkaldt akademi kan spille med på det her niveau. Det her er en blåstempling og noget alle fodboldelskere på Sydfyn bør være stolte af. Det er endnu et sydfynsk mirakel, siger Morten Strange.

Kampen fløjtes i gang klokken 11.00 og foregår på Tipsvænget bane 1.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Video: Budgetforlig i Svendborg sender millioner til ældre, børn og teater på Frederiksøen

Annonce