Annonce
Fyn

Et år med corona: Borgmesteren har set Star Wars og festivalchefen har snakket mere med politikere end musikere

En række af Fyns kendte ansigter fortæller om deres år med corona. Fotos: Nils Svalebøg, Simon Staun, Michael Bager, Simon Trøjgaard Jepsen
Lørdag er det præcis et år siden, at den første dansker blev konstateret corona-positiv. Festivalchef, gymnasierektor, borgmester og flere andre markante personligheder fra det fynske fortæller om deres år med corona.

27. februar 2020.

Det var den dag, Danmark fik sit første coronatilfælde, da TV2-redaktør Jakob Tage Ramlyng blev testet positiv for covid-19 efter en ferie i Italien.

Siden har coronapandemien været det altoverskyggende tema i ikke bare Danmark men det meste af verden. Dens aftryk på vores hverdag og liv er ikke til at tage fejl af.

Fyens Stiftstidende har spurgt en række prominente personer i det fynske, hvordan deres år med corona har været, og hvad de ser frem til, når verden igen bliver mere normal.

Grafik: Mikkel Petersen

1 Bjarne Klausen, adm. direktør, Odense Zoo

Bjarne Klausen savner at kunne møde familie og venner i større forsamlinger. Arkivfoto: Nils Svalebøg

- Jeg husker den første lukkeperiode bedst, fordi vi havde det bedste forårsvejr i mands minde. Det kunne være væltet ind med gæster, men vi måtte ikke åbne, så vi gik og kiggede på hinanden og tænkte, at det var helt forkert at holde lukket med det vejr.

- Det helt store problem har været, at vi ikke har kunne mødes alle sammen. Det har tæret på den sociale kapital, at vi ikke mødes og joker og snakker lidt om weekenden. Arbejdskoordineringen kan vi godt klare, men jeg kan mærke, at medarbejderne bliver påvirket, når de er hjemsendt og ikke er en del af fællesskabet. Der kan gå en måned, mellem jeg møder en specifik medarbejder i haven. Det er et problem, for jeg vil gerne mærke efter, hvordan de har det. Vi har behov for at kunne mødes og snakke over en kop kaffe og et stykke kage.

- Vi har lært, at vi godt kan holde lukket en gang imellem. Det dør vi ikke af. Så kan vi få ordnet alle de ting, der normalt vil genere gæsterne. Vi har ellers altid tænkt, at vi ligeså godt kunne holde åbent og så spærre et lille område af, hvis noget skulle ordnes.

- Før tænkte vi måske, at man var hysterisk, hvis man sprittede af eller brugte mundbind. Vi har lært at passe på os selv, at det er i orden, og i fremtiden er det måske normalt at spritte af efter et håndtryk, fordi man ikke vil være syg.

2 Brian Nielsen, festivalchef, Tinderbox

- Vi lever af at gøre folk glade. Det er vores kick, siger Tinderbox-chefen Brian Nielsen. Arkivfoto: Simon Staun

- Det har været en frustrerende tid præget af uafklarethed i forhold til, hvad vi kan og må, og det har været en jungle at finde rundt i hjælpepakkerne på grund af skiftende meldinger. Så det har været en svær tid at holde gejsten oppe og indgyde håb for de ansatte, når der har været nedlukninger af den ene og anden karakter. Nu sidder vi pænt og venter på, om vi kan afvikle i år eller ej. Hvis der var en langsigtet plan med datoer, vi kunne pejle efter, ville det være lettere.

- Jeg har snakket mere med politikere end musikere, og det er måske en naturlig del af mit ansvar som leder, at jeg er nødt til at tage den kasket på. Det har isoleret set været interessant at se og mærke, hvad der optager politikerne, men jeg havde hellere talt med musikerne. Vi er sat i verden for at lave festival - ikke for at snakke med politikere dagligt.

- Jeg ser mest frem til at stå på scenen og se et hav af glade mennesker, eller til at se mennesker stå med en fadøl i hånden foran et stort navn. Det er det, der driver mig. Man kan snart ikke huske, hvordan det er. Det at være med i processen med booking og det hele og så se slutproduktet, hvor folk smiler fra øre til øre. Den følelse er der ikke meget, der slår.

3 Susan Mose, rektor, Sct. Knuds Gymnasium

Den faglige sparring og snak om elevernes trivsel, der finder sted, når lærerne snakker over madpakken, mangler, siger rektor Susan Mose. Arkivfoto: Michael Bager

- Vi har stort set ikke brugt tid på dét, vi plejer at bruge tid på, fordi vi konstant har skullet navigere i forhold til corona. Vi står hele tiden og mangler retningslinjer, og det er ikke en kritik, for embedsfolkene arbejder i døgndrift. Vi asfalterer og løber på én gang.

- Det har været ét langt kriseberedskab det sidste års tid, hvor vi har skulle sikre vores personale de optimale rammer. Vores elever har vidt forskellige behov og udfordringer, og vi skal gøre det bedste for dem alle sammen. Det kræver en holdindsats. Vores bevidsthed er skærpet i forhold til, hvor vigtigt det er, at alle kender vores brug af forskellige kommunikationskanaler. Hvad sker der, når der har været pressemøde, og hvordan får vores ansatte, elever og deres forældre den rette information.

- Man befinder sig hele tid i en alarmeringstilstand. Perioden inden nedlukningen var hårdest, fordi vi stod for smitteopsporingen og på få minutter skulle skabe overblik over, hvem der havde været sammen med hvem. Der var uger, hvor jeg nærmest ikke var uden for en dør, fordi jeg hele tiden skulle stå til rådighed.

- Jeg ser frem til at kunne tale med eleverne igen og facilitere fællesskabende aktiviteter. Det er hjerteskærende, at vi ikke kan holde for eksempel caféer og idrætsdage. Gymnasieårene skal være mere end bare det faglige. Identiteten skal cementeres.

4 Jan Milling, hotelejer, Milling Hotels

Jan og Dorte Milling ser frem til, at de igen kan drive Milling Hotels på almindelige markedsvilkår uden corona. Arkivfoto: Simon Trøjgaard Jepsen

- Jeg har lært af det her år, hvor vigtigt det er for os som familiedrevet virksomhed at være sammen om tingene og hjælpe hinanden. Det har været super vigtigt at kunne sparre med og trøste hinanden, fordi vi har stået i nogle håbløse perioder. Vi har været vant til at klare os selv, men vi er selvfølgelig glade for hjælpepakkerne. Det har været et stort arbejde at sætte sig ind i og søge dem. Det har vi brugt uanede kræfter på, og der har det været vigtigt, at vi har været flere personer om det.

- En ting, der er rigtig vigtig: Lad være med at lade det negative gå ud over dine omgivelser. Man har ikke brug for én til, der er negativ. Vi har forsøgt at tænke positivt, kreativt og nytænkende i stedet for at surmule. Det gør vi ud fra devisen om, at det ikke nytter at tænke negativt. Så sker der ingen udvikling. De mennesker, vi servicerer, skal ikke kunne mærke, at vi har haft det svært. De kommer måske, fordi de selv vil væk fra det svære. Det at være positiv er kimen til at lykkes, og det gælder alt, man laver.

- Vi er blevet bedre til at snakke om tingene i familien. Det havde vi for travlt til før. Nu tør vi stille kritiske spørgsmål og har nemmere ved at være åben og ærlig i dialogen.

5 Lars Christian Lilleholt, forsvarsordfører, Venstre

- Det har været et ekstraordinært hårdt år, siger Lars Christian Lilleholt, der selv blev ramt af corona i starten af november. Arkivfoto: Simon Trøjgaard Jepsen

- Corona har påvirket mig både politisk og personligt. Politisk har det været omdrejningspunktet det seneste år. Dertil har jeg selv været ramt og været indlagt tre gange, 15 dage i alt. Jeg har stadig eftervirkninger som træthed og muskeltab. Jeg arbejder og passer mine ting, men jeg bliver nødt til at tage hensyn til, at jeg bliver hurtigere træt og stresset. Jeg skal også til fysioterapeut en gang om ugen for at genoptræne mine muskler. Det går heldigvis bedre dag for dag.

- Vi gik fra at mødes fysisk, til at det foregår online. Det er en helt anderledes måde at arbejde på, og det er også en - for mig at se - kunstig måde at arbejde på. Det menneskelige møde betyder alt, og det har vi i vid udstrækning sagt farvel til.

- Det ligger dybt i alle danskere, at vi kan bevæge os frit rundt og gøre, hvad vi har lyst til. Der har corona i den grad påvirket vores muligheder. Meget af mit politiske arbejde foregår også i mødet med mennesker. Jeg er blevet begrænset i at komme ud og få den inspiration i mødet med borgere og virksomheder. Der er telefonen ikke et ligeså godt redskab som at se mennesker i øjnene. Jeg ser frem til at kunne mødes med venner og familie i sociale sammenhænge og til at mødes med borgerne på Fyn. Det at kunne færdes frit.

- Jeg har lært at sætte pris på det nære. Min kone og jeg har været gode til at gå lange ture, og det har også været godt for mit helbred.

6 Peter Rahbæk Juel, Odense-borgmester, Socialdemokratiet

Peter Rahbæk Juel har købt både en ukulele og en pizzasten som erstatning for nogle af de fritidsaktiviteter, der ikke har været mulige under coronakrisen. Arkivfoto: Simon Trøjgaard Jepsen

- Det, der har gjort allerstørst indtryk, er danskernes og odenseanernes vilje til ukueligt fællesskab, når vi bliver presset kollektivt, som vi gør med den her pandemi. Selvom der ikke er meget at være glad over lige nu, så varmer det mit hjerte, at når det er svært, så river vi ikke hovederne af hinanden men rykker sammen. Det har sin egen smukhed.

- For nogle uger siden rundede vi kriseberedskabsmøde nummer 100 på et år i Odense Kommune. Alt var nyt og usikkert i starten, hvor vi holdt krisemøde 30-40 dage i træk - også i weekenderne. Nu har vi en vis erfaring, men det havde vi ikke i foråret, hvor vi skulle opfinde alt fra bunden. Så det har været intenst.

- Jeg arbejder som udgangspunkt hjemme og er ved at blive firkantet af onlinemøder. Jeg længes efter at se mennesker og omgivelser i tre dimensioner i stedet for to, som det er online. Jeg er vant til at møde mange mennesker, så jeg savner at komme ud blandt byens borgere, virksomheder, handlende og på uddannelserne. Omvendt har det også været en sjov udfordring at få tingene til at lykkes på andre måder.

- Som borgmester i en normal hverdag uden corona, er det ikke den profession, hvor man er mest hjemme. Det har været dejligt at være nær med børnene. Vi er blandt andet gået i gang med at gense alle episoder af Star Wars. Men jeg kan også mærke, hvor slidsomt det har været at være hjemmeunderviser og borgmester på én gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Friskoler byder ny skole velkommen: - Der er plads til flere i Svendborg

Langeland

Fernisering i fire kunsttårne

Erhverv For abonnenter

Dom over ny erhvervsstrategi: Aalborg, Aarhus og København vil også være Danmarks bedste, men hvordan skiller Odense sig ud?

Svendborg

Eksamensfri og karakterfri: Skolefolk vil åbne ny friskole i Tankefuld

Debat

Fyns Amts Avis mener: Ny sydfynsk friskole kan ramme megatrend

Annonce