Annonce
Klumme

Essay: Normerne er en støbeform

Vores verden nuanceres og farves af forskellighed. Vi må ikke lade os definere af samfundets og for den sags skyld omgivelsernes forventninger. Til tider har vi alle brug for at skeje ud og teste vores personlige grænser. Dette ser jeg som en grundlæggende tendens i livet.

Kan livets abstrakte, udefinerbare og snoede vej i dag simplificeres til en ensrettet og triviel motorvej, hvor vi i kraft af manglende tilstedeværelse blot lader os forme af samfundets normer og forventninger?

Til tider synes normer, værdier og idealer som en urimelig støbeform, hvilket skaber det homogene og grå samfund. Vi er slaver af det normative samfund, og vi kryber i et snævert terræn af normer, hvor vi under ingen omstændigheder må træde ud af rammen. Vi er blevet ensrettede og internaliserer samfundets forventninger uden videre omtanke eller refleksion. Lever vi overhovedet som individer, eller er der sket en regressiv udvikling, hvor vi nu gemmer os i flokken af ensartede?

Fri mig for normerne, om end det blot er for tre elevtimer, hvor jeg kan skeje ud i mit eget pusterum.

Forstå mig ret. Jeg har ikke en intention om at være revolutionær eller for den sags skyld anarkist. Jeg kan med logiske og rationelle øjne klart anskue idéen i normer, værdier og idealer som en del af vores socialisering og samfund. Vi skal til en vis grad formå at indgå i kollektivet under lige konditioner og med gensidig kulturel forståelse. Simple tendenser som: demokrati, dialog og næstekærlighed er alle elementer, som vi karakteriserer som en del af vores normative samfund. Det er helt enkelt vitale byggesten og af substantiel betydning for måden, hvormed vi omgås hinanden.

Vi får civilisering og idealer ind med modermælken, og vi opdrages og støbes til at kunne gebærde os i samfundets institutioner. I en vis udstrækning er normerne essentielle for vores selvopfattelse og eksistens, men er det samtidig noget, der restringerer vores frisind og skaber et modtryk?

Som Kirsten Hammann på absurd og tragikomisk vis skitserer i "Jeg civiliserer om morgenen" fra 1992, så er vi konstant bundet til idealer og den civile ordentlighed, indtil vi drukner i vores egen lydighed og korrumperes i et had til vores identitet.

"Mine yndige små læber - de er lukkede når jeg tygger - når jeg flænser og afliver og hader."

Dette uddrag gengiver en middagssituation, hvor fortællingen bygger på det yndige ydre som facaden, hvilket sættes i kontrast til hadet og den mentale tilstand. Jeg vil gerne postulere, at der i kraft af overflod af normer og idealer skabes et behov for at bryde ud af rammerne. Dermed ikke sagt, at vi skal være autonome eller anarkister. Vi skal blot reflektere over vores egen identitet og ikke altid lade os indoktrinere af normerne som støbeform.

På den anden side får jeg sure opstød over denne evindelige debat om normer og normbrud, samtidig med at jeg selv fodrer debatten. Jeg eksemplificerer nok selv normerne for et rigtigt dydsmønster. Men hvorfor skal vi overhovedet debattere normerne og normbrudene, som om vi lever i en polariseret verden, hvor man enten er normal eller unormal. Normerne er vel i en konstant udvikling og er på lige fod med vores kultur ikke i en status quo.

Der opstår vel først en segregation, når vi som befolkning vælger at lade os skille. Vi bliver mere og mere homogene, og det er muligvis herfra denne evindelige debat opstår. Igen må jeg bremse mine impulser og temperament.

Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at debatten er irrelevant, men den drukner desværre i emner af netop irrelevans. Debatten om normer og idealer drukner i kønsneutralt legetøj og påklædning, de autonomes oprør mod systemet mm.

Tag noget meget håndgribeligt som normer og idealer på de sociale medier, hvilket indiskutabelt er relevant for måden, hvorpå vi socialiseres og influeres. Vi ser et stigende antal unge, som lider under idealsamfundet og de urimelige krav, der stilles til perfektion. Vi tynges af, at de sociale medier skaber en platform, hvor det perfekte er normen. Og hvad skaber dette tryk af perfektion fra de sociale medier? Modtryk.

Hanne Viemose portrætterer dette modtryk skabt af normerne som tendensen til at fjerne sig selv fra samfundet og udøve civil ulydighed:

"Jeg har skrevet Die Hard på busskuret i nat, Lakaj på en lygtepæl med en valgplakat, jeg har sat en taleboble på en venstremand, sender en mail til Linda "Jeg er desværre forhindret", en sms til Sidse "kommer først i morgen."

Vi skal overveje, hvordan vi disponerer vores taletid, og hvordan vi fremstiller normerne. De sociale medier skaber et illusorisk billede af verdenen, og som jeg nævner, er verden ikke så polariseret, som den fremstilles. Debatten handler for mig ikke om konflikten mellem normale og unormale, men det handler om konsekvensen af idealsamfundet og normernes dominans.

Indtoget af normernes perfekte støbeform er muligvis først blevet problematisk i vores unges generation. Vi er generelt set en meget ensartet ungdom sammenlignet med vores forældre. Vi jagter alle en akademisk uddannelse, materielle værdig og anerkendelse på de sociale medier.

Jeg er ingen undtagelse.

Vores liv og identitet skal være strømlinet. Dette er meget præsent i forhold til de stigende karakterkrav, hvor vi ser alle unge jagte de høje uddannelser, da dette er et kvantificerbart bevis på vores status og succes. Succes kvantificeres tilsyneladende i karakterer. Hvis vi kort betragter vores forældres generation, så vi ikke det samme konkurrenceræs og tilgang til for eksempel karakterer.

Jeg sparrede med min familie om emnet normbrud, og min kære fader formidlede om sine unge dage, hvor han i sin gymnasietid tog et smut til den franske hær, Fremmedlegionen, for at udleve en drengedrøm. Endvidere fortalte han ikke dette til sine forældre før afrejse. Det er for mig ganske ubegribeligt, og jeg blev ivrig efter at give ham diverse prædikater som revolutionær, normbryder osv.

Jeg spurgte ham således meget naivt, om denne handling kunne ses som en eskapisme fra samfundets normer og uddannelseskrav. Han grinede blot ved dette spørgsmål. Jeg erfarer således, at der ikke er tale om normbrud, såfremt at normerne ikke tynger eller skaber restriktioner for individet. Man kunne simplificere det en smule og sige, at der ikke er behov for at bryde normerne, hvis de ikke tynger dig. Vælger vores generation at lade os tynge af normerne? Eller er vi fanget i støbeformen?

Vores verden nuanceres og farves af forskellighed. Vi må ikke lade os definere af samfundets og for den sags skyld omgivelsernes forventninger. Til tider har vi alle brug for at skeje ud og teste vores personlige grænser. Dette ser jeg som en grundlæggende tendens i livet.

Uden at blive politisk kan jeg i kraft af mine mange refleksioner og tanker relatere dette emne til organismetanken. Vi har alle en funktion, vi er alle en farve på livets lærred, vi har alle vores egne normer. Livet ville blive gråt og unuanceret, hvis vi alle var slaver af normerne, men realiteten er, at normerne udelukkende er et menneskeskabt fænomen. Normerne er jo i sin grundform ikke farlig eller afskrækkende, men det er nok nærmere den betydning, vi tilfører dem, der er katalysator for problemerne. Normal eller unormal, der skal være albuerum og plads til alle.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvorfor skal der være monopol på førstehjælp?

Synspunkt: Betaler Danmark Redder Liv og borgerne i Region Syddanmark prisen for Stephanie Loses formandspost i Danske Regioner? Spørgsmålet presser sig på, når man følger debatten om, hvilken førstehjælperordning Regionsrådet vil vælge. Flere medlemmer udtaler, at der er fordele og ulemper ved begge ordninger, men jeg har endnu ikke hørt, hvilke ulemper de tænker på i forhold til Danmark Redder Liv. Vi ved, at Trygfondens hjerteløberordning ikke har krav om førstehjælp, ikke registrerer med cpr, ikke har krav om børneattest, ikke har opdateringskurser og ikke har styr på, hvem der har været på besøg i de enkelte hjem. Dertil kommer, at de resultater, Danmark Redder Liv har opnået i Region Syddanmark, har været over forventning. Martin Skau (V) udtaler, at han ved et skifte til Trygfonden vil stille krav om uddannelse og veste. Med andre ord: Man fravælger den bedste ordning og tilvælger en dårligere i håb om, at man vil kunne gennemtvinge krav, så den dårligste ordning bliver lige så god som den bedste. En meget særpræget form for udvælgelseslogik. Og kender Mads Skau Trygfondens pris for at efterleve disse krav? Olfert Krog (DF) finder det afgørende at have samme ordning som i de andre regioner, så han som bosat i Esbjerg også kan kaldes ud ved ophold i København. Argumentet giver ingen mening. Hvis man ofte opholder sig i et andet regionsområde, som anvender Hjerteløberordningen, kan man jo bare tilmelde sit telefonnummer til Trygfonden, så man kan ringes op, hvis man er i det regionsområde. Den eneste reelle fordel ved at vælge Hjerteløberordningen er prisen - med tilføjelsen: i al fald indtil videre. Hvis Trygfondens formål alene havde været at redde flest mulige liv ved hjertestop, havde det været nærliggende, at de var gået ind i et samarbejde med Danmark Redder Liv, og brugt af fondens millioner til at udbygge og udbrede det pionerarbejde, som var startet op omkring hjertestarterforeningen på Langland. Men Trygfondens formål er jo også at skabe reklame for deres ejere, forsikringskoncernen Tryg. Derfor er der blevet brugt mange millioner kroner blandt andet på annoncering i landsdækkende TV for at opnå kvantitet (mange hjerteløbere) i stedet for at bruge dem på kvalitet ved at uddanne deres hjerteløbere og have styr på, hvem der kommer løbende ind i folks private hjem. Strategien med at presse pionererne på området ud, ser nu desværre ud til at lykkes, når så mange politikere åbenbart mener, det er vigtigt at have den samme leverandør i hele landet. Men hvad bliver Trygfondens pris fremover, når der skal findes nye millioner til at markedsføre koncernen indenfor andre områder? Det kan undre, at et liberalt parti som Venstre overvejer at etablere et monopol på området, for hvis alle fem regioner vælger Hjerteløberordningen, vil der jo ikke fremover være mulighed for at sammenligne pris og kvalitet mellem alternative løsninger. Og derved er vi tilbage ved overskriften til dette indlæg. For er forklaringen, at det for Stephanie Lose i hendes rolle som formand for Danske Regioner vægter mere at kunne fremvise et resultat i form af fælles regionale løsninger, og at øvrige medlemmer af Venstre på den baggrund føler sig forpligtede til at bakke op? Logisk i forhold til situationen i Region Syddanmark er et fravalg af Danmark Redder Liv i al fald ikke.

Annonce