Eriks Hale: Sidste dag på isen

Marstal: Et termometer, hængt på siden af et af de små skure, der står ned til havet, viser en smule over nul. Den lille, røde indikator sniger sig ikke op over ettallet endnu, men alligevel kan man godt se, at isen tør på havet ved Eriks Hale i Marstal. De små kurvede isskulpturer, som bølgerne de seneste par dage har dannet på overfladen af isen, forvandler sig langsomt, men sikkert til små, sjaskede vandpytter.

Det er måske også plusgraderne, der gør, at det tåger så meget. Sigtbarheden er måske ti til tyve meter, og vinden sniger sig op på stiv kuling, så det er mere end nok til at bide i kinderne på de få mennesker, der har bevæget sig ud til kysten.

For der er nemlig mennesker ude ved kysten. Ude at gå på havet. Det lille hav, der til trods for plusgraderne på termometeret, stadig er frosset til.

To unge kvinder begiver sig ud på havet. Længere ud end de andre mennesker, der går forsigtigt ved, hvad der før var vandkanten, men nu er solid is dækket til med sne.

Den ene kvinde på isen sparker rytmisk, cirka hvert andet skridt, til en sten, der ligger på den tilfrosne havoverflade.

- Det er vores sikkerhed. På den måde kan vi se, om isen holder, siger Anne Petersen, da de kommer tilbage til strandkanten.

Hendes veninde Emma Møller stemmer i.

- Ja, og så kender vi godt vandet. Vi er vokset op her. Vi kan se, hvor det bliver lysere eller mørkere, og så stopper vi, inden isen bliver tynd, siger Emma Møller.

Begge kvinder har vinterferie fra deres ungdomsuddannelser og øjnede sig chancen for at gå en tur på isen, inden det blev for farligt.

En familiefar og hans to børn går i hastigt tempo forbi. Efter de også har haft muligheden for at opleve det tilisede hav, er de nu på vej op til bilens varme og læ for vinden.

- Ja, man skal jo tage chancen, mens man har den. Mine børn har aldrig oplevet, at man kan gå på isen på den måde, siger han og gestikulerer til to vejrbidte teenagere ved hans side, inden de marcherer videre.

Michael Mihaita bliver også blæst godt igennem på sin gåtur. Men han er vant til det. Han har gået turen ud langs Eriks Hale næsten hver dag, siden han kom til Ærø fra Tyskland i 1996 som skibsingeniør.

- Jeg kom fra Hamborg. En region, der havde flere indbyggere end i hele Danmark. Det blev for meget. For mange mennesker. Så kom jeg hertil. Her er ro og natur. Det sætter jeg meget pris på, og bruger det næsten hver eneste dag, siger han.

Michael Mihaita går langs Østersøen på sydsiden af Eriks Hale. Han bevæger sig langsomt, zigzaggende ind og ud, der hvor bølgebryderne stikker ud i havet. Det er som om, at han insisterer på at få hver eneste centimeter af kystlinje med på turen.

Vi går mildere og varmere tider i møde. Og over alt på Fyn lukker kommunerne muligheden for at skøjte på søerne.

Så om lidt er det sandsynligvis kajakker og badende, der bruger det lille hav ved Eriks Hale, i stedet for personer på gåben. Men indtil videre er det stadig frosset til. Lidt endnu.