Annonce
Danmark

Erhvervsredaktøren: Minkavlen kæmper mod sin svanesang

Det er nye tider for minkavlerne. For blot syv år siden var mink en solstrålehistorie, da salget af skindene blev en guldrandet forretning for både minkfarmene og for dansk eksport. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce

Imens minkavlerne forskanser sig på deres farme for at undgå coronasmitte, raser debatten om erhvervets fremtid.

Mens der - trods alt - er bred accept af vores svine-, mælke- og kyllingeproduktion, har mange danskere et anstrengt forhold til at opfostre dyr for at bruge deres pels. Også selvom hele dyret bruges, fordi kadaverne omdannes til kød- og benmel og biodiesel.

Imageproblemet er ikke desto mindre den mindste af de udfordringer, der lige nu ramler ned over det trængte erhverv.

Højest mystisk har dyr på 41 minkfarme været ramt af coronasmitte siden i sommer, og det er en gåde, hvorfor det lige præcis rammer minkene. Udbruddene er foreløbigt begrænset til Nordjylland, og torsdag aften greb regeringen til det ultimative værktøj: Aflivning af dyrene på op mod 100 minkfarme, dog med fuld kompensation.

Det er nye tider for minkavlerne. For blot syv år siden var mink en solstrålehistorie, da salget af skindene blev en guldrandet forretning for både minkfarmene og for dansk eksport. I 2013 toppede priserne med et gennemsnit på over 600 kroner for et enkelt minkskind, som koster 200-300 kroner at producere.

Det var på den tid, at minkavlerne skovlede millioner af kroner hjem til deres gårde. Selv kritikerne af produktionsformen måtte skele til, at Danmark havde fundet sig en lukrativ niche som verdens klart største producent af kvalitetsminkskind.

Den medvind er væk nu. I år handles de danske minkskind for 150 kroner per styk, og det er slemt nok. Men ikke engang til den pris kan minkavlerne finde købere til deres skind, og mange af skindene bliver nu gemt til 2021, hvor problemerne dermed ser ud til at fortsætte.

Sidste år blev der solgt 40 millioner skind på verdensmarkedet, og det tal er halveret i år. Kopenhagen Fur, som er de danske pelsavleres auktionshus, har solgt 12 millioner ud af de knap 20 millioner skind, der er blevet solgt i et 2020, der har været præget af coronakrisen.

Det er her, at en følsom debat om dansk minkavls fremtid begynder at tage form. Den socialdemokratiske regerings støttepartier, SF og Enhedslisten, er ude med budskabet om, at tiden er inde til et forbud mod minkproduktion i Danmark.

Et forslag, der ikke overraskende mødes med vantro ude på farmene.

- Jeg synes ikke, det ser pænt ud, at man udnytter en situation, hvor pelsdyravlere for tiden ligger ned og har nok at tænke på med bare at komme ovenpå igen og få deres dyr raske, sagde John Elling, formand for de nordjyske minkavlere, forleden til DR.

Heller ikke socialdemokraterne er klar til at trække stikket på de omkring 1000 danske minkfarme. Bjarne Laustsen, nordjysk folketingsmedlem og medlem af Miljø- og Fødevareudvalget, siger til Landbrugsavisen, at Socialdemokratiet ikke kommer til at lægge stemmer til sådan et forslag "om et forbud mod minkavl i Danmark i min tid som socialdemokrat".

At diskutere minkavlen er nu ikke helt på månen. Coronakrisen har udløst svære samtaler i en række lande, og Holland valgte i sommer at fremskynde planerne om at forbyde minkfarme fra 2024 til 2021. Om få måneder er det altså slut med hollandske minkskind, og hollænderne har afsat et milliardbeløb til at kompensere minkavlerne, så de kan lukke farmene og finde et andet erhverv.

Polen er for nylig fulgt med, og dermed mister Danmark sin største konkurrent, idet polakkerne lige nu er verdens næststørste producent af minkskind. I denne uge sluttede Frankrig sig til rækken af lande, der udfaser minkavl. Det er altså fair at sige, at der er et vist momentum for pelsmodstanderne.


Det er fair at sige, at der er et vist momentum for pelsmodstanderne


Flere danske minkfarme er gået konkurs i år, og de overlevende er tvunget til at skrue ned for produktionen, fordi hverken priser eller efterspørgsel kan få forretningen til at hænge sammen.

Det er usikkert, hvad der ville ske, hvis minkfarmenes fremtid i Danmark blev sendt til folkeafstemning, men politisk tegner der sig intet flertal for at lukke erhvervet helt.

Perspektivet? Hvis vi ingenting gør, kan dansk minkavl få en ny opblomstring i takt med, at konkurrenterne ude i Europa er ryddet af vejen. Så er det helt op til modeindustrien og trendsetterne, om pels fortsat skal være en del af vores garderobe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland For abonnenter

Restauratør skuffet over banker: - De burde støtte os, som de selv har fået støtte

Indland

Nu kan du få dit kørekort på mobilen

Annonce