Han blev uddannet på DTU i Lyngby og på universitetet i Cambridge.
Men derudover er det overvejende Jylland, der har nydt godt af Carsten Bjergs evner i en lang erhvervskarriere.
Tirsdag den 12. november fylder han 60 år.
Horsens-drengen fik efter studietiden arbejde som ingeniør i Danfoss. Efter at have steget i graderne dér gennem 14 år blev han hentet til et andet jysk erhvervsklenodie, Grundfos.
Ved årtusindskiftet blev Carsten Bjerg, efter kun tre år i pumpekoncernen, inviteret ind i ledelsen i Bjerringbro. Og syv år senere blev han koncernchef.
- Han imponerede med sin seriøsitet og velovervejethed, sagde den tidligere administrerende direktør i Grundfos, Poul Vesterbæk, da han skulle forklare valget af Carsten Bjerg i 2007.
Som leder forsøgte Carsten Bjerg at strømline den fonds- og familieejede virksomhed. Den nye koncernchef forsøgte blandt andet at indføre mere topstyring i den konsensusprægede virksomhed.
Arbejdet blev belønnet med kåringen til Årets Leder i 2012. Men kun et år senere fulgte nedturen. Carsten Bjerg blev fyret i Grundfos fra den ene dag til den anden. Resultaterne var ikke tilfredsstillende, og der skulle nyt blod til.
I en alder af 53 valgte han at skrue ned for arbejdspresset, lade de 150 direktørslips hænge i skabet og i stedet opbygge en bestyrelseskarriere.
Han sad i forvejen i bestyrelserne hos Vestas, en anden jysk erhvervsgigant, samt Rockwool, og der kom snart mange flere poster til. Især jyske.
I dag er han blandt andet formand for TCM Group i Tvis, Hydrema i Støvring og Bogballe i Uldum. Og han sidder også for bordenden i håndboldklubben i Bjerringbro-Silkeborg.
- Det er spændende og givende at være med til at sætte kursen i forskellige virksomheder. Det er med til at holde mig skarp, når man skal forholde sig til forskellige typer af virksomheder i forskellige brancher, sagde Carsten Bjerg tidligere i år til Jyllands-Posten.
Desuden nyder han den større fritid, den nye karriere giver ham. Den bruger han blandt andet på fiskeri fra sin jolle.
Og adressen er stadig jysk - i udkanten af Grundfos-byen Bjerringbro. /ritzau