Annonce
Erhverv

Erhvervsklumme: Corona har åbnet danskernes øjne for investeringer

Interessen for, hvordan kurserne på aktier og obligationer udvikler sig, er steget i takt med, at flere og flere har investeret nogle af deres penge under coronaikrisen. Men man skal se sig godt for, advarer dagens klummeskribent. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Om det er corona-kedsomhed alene eller i kombination med noget andet, negative renter for eksempel, skal være usagt, men faktum er, at danskerne i den grad har kastet deres kærlighed på investeringer det forgangne års tid. Bankerne og de store handelsplatforme som Nordnet og Saxo Bank melder om rekordtilstrømning af nye investorer og aktivitet som aldrig før.

Det vidner om, at danskerne har åbnet deres øjne og nu begynder at se mulighederne for at placere deres midler for at få værdien af dem til at yngle ved at opnå et afkast. At man ved at investere samtidig reducerer sin eksponering over for de negative renter, er blot en ekstra appelsin i turbanen.

Den store tilstrømning af nye investorer er overordnet en god ting, men som altid når tingene går stærkt, er der også en vis risiko for fartblindhed. Nok kan man opnå et afkast, men risikoen ved at investere er undertiden også, at værdien af dine investeringer falder. Den side af mønten hører også med til historien.

Annonce

Med den tilgang, vi har set af uerfarne investorer det seneste års tid, kan man godt få en fornemmelse af lidt guldgraverstemning, hvor folk, der normalt ikke har interesseret sig for investeringer, pludselig har haft både tid og penge til at investere på livet løs.

Nogle har sikkert tjent penge, men nogle vil også have brændt fingrene, fordi de har ladet sig rive med af en pludselig markedsstemning, der så ikke har udviklet sig som forventet. Sådan er investeringsverdenen, og det skal man altid gøre sig klart, inden man går i gang.

Rent investeringsmæssigt har den senere tid været helt utroligt lærerigt: Februar og marts 2020 betød kursfald af nogle dimensioner, vi ikke har set i årevis. Hvis man på det tidspunkt glemte at holde fast i det gode råd om at holde sig til sin oprindelige og langsigtede plan, vil man have solgt ud med tab. Lukkede man derimod øjnene og lod sine investeringer passe sig selv, ville man have genvundet det tabte nærmest naturstridigt hurtigt i forhold til de fald, vi så.

Men igen: Det er altid lettere at kalde sig langsigtet investor, der har rigeligt med is i maven, når det går godt. Den rigtige stresstest får man, når markederne falder som tilbage i februar-marts 2020. Kan man holde hovedet koldt i sådanne situationer, bliver man i længden belønnet for sin tålmodighed.

Det vidste vi for så vidt i forvejen, men vi lærte også noget andet i 2020: Det blev et år præget af voldsomme fremgange for de fremadstormende vækst- og teknologiselskaber, mens de mere klassiske selskaber, der ofte kaldes valueaktier, havde det sværere.

Det blev der dog lavet om på i november 2020, da de første effektive COVID-19-vacciner ramte markedet. Det har vendt op og ned på markedsstemningen, og nu er det pludselig valueaktierne, der er mest i vælten. Her lærte vi altså – igen – at du ikke kan fremskrive verden lineært, og at den hele tiden er i forandring.

Det skal man tage bestik af – både som kapitalforvalter, rådgiver og privatinvestor. Mulighederne for at investere er stort set uendelige i denne verden. Aktier og obligationer er for de fleste noget af det mest velkendte.

Ejendomsinvesteringer og råvarer er typisk for de mere professionelle investorer. Og i de senere år er kryptovalutaer også blevet noget, som mange forholder sig til, og mange bliver fristet af som en genvej til hurtig rigdom.

En god tommelfingerregel vil altid være, at du kun skal investere i noget, du har en nogenlunde forståelse af, men finder du det rigtige, er der ingen tvivl om, at gode investeringer kan gøre noget godt for dig selv og dine nærmeste ved at sikre jer en økonomisk bund under tilværelsen.

Blot skal du huske, at afkast og risiko typisk hænger sammen. Derfor gælder det om at sætte sig grundigt ind i tingene og ikke alene lade det være op til, hvor meget du coronakeder dig, før du investerer dine penge.

Vi lever trods alt i en verden, hvor du kan investere i over 43.000 børsnoterede selskaber verden over, over 122.000 investeringsforeninger (hvoraf knap 900 findes i Danmark) eller 7600 passive indeks på verdensplan.

Det er med andre ord lidt af en jungle, du skal kunne navigere i. Derfor skal du heller ikke vælge det første og det bedste, men bruge den nødvendige tid på at træffe det rigtige valg. Om du vælger at søge råd og vejledning er helt op til dig selv, men måske stiger chancen for succes, hvis du gør det.




Med den tilgang, vi har set af uerfarne investorer det seneste års tid, kan man godt få en fornemmelse af lidt guldgraverstemning, hvor folk, der normalt ikke har interesseret sig for investeringer, pludselig har haft både tid og penge til at investere på livet løs.



Blå bog

Tonny Vest er 54 år, bor i hus i Næsby, og har to voksne børn.

Baggrund: Bankuddannet, exam. erhvervsassurandør, HD i finansiering og master IT.

2005-2009: Porteføljemanager i Fionia Bank.

2009-2014: Selvstændig lean konsulent og tilknyttet et par konsulenthuse.

2014-2019: Kapitalforvalter og forretningsudvikler i Lån & Spar Bank.

2019- senior formuerådgiver i Formuepleje A/S med fokus på Fyn.

Har stillet op til byrådsvalg i Odense to gange for Liberal Alliance uden at blive valgt. Ikke politisk aktiv mere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Møder massiv kritik: Ingen vil have jobbet - nu søger kommune politibetjente til at passe voldsom og autistisk borger

Annonce