Annonce
Fyn

Erhvervklumme: Arne-pensionen får mig til at sige: Hvad sagde jeg

Billederne fra Socialdemokratiets kongres i Aalborg i september 2019, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) omfavner Arne Juhl, er blevet symbolet på den ordning om tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, der nu er flertal for, og som har fået betegnelsen "Arne-pensionen". Foto: Henning Bagge/Ritzau Scanpix
Annonce

Normalt bryder jeg mig ikke om bagklogskab og bemærkninger som ”hvad sagde jeg” – men i denne situation kan jeg ikke lade være, så undskyld mig, men: Hvad sagde jeg?

For nogle uger siden udtrykte jeg på denne plads nervøsitet for, at Arne-pensionen ville blive dyrere og trække flere arbejdsduelige seniorer ud af arbejdsmarkedet, end regeringens lagde op til.

Og ganske rigtigt. Inden man overhovedet er kommet i gang, er regningen steget fra 3 til 3,5 mia. kr., og antallet af folk, der reelt godt kunne fortsætte et arbejde, men som vælger at trække sig tilbage med Arne-pension samt måske skattefri udbetaling af efterlønsopsparing, forventes nu at stige fra 8.000 til over 10.000. Presset på regeringen blev åbenbart for stort.

Baggrunden for de større tal er, at Arnes kone nu i højere grad også har fået muligheden for tidlig tilbagetrækning. Vel at mærke, hvis Arnes kone er sosu-assistent, pædagog eller sygeplejerske, og har haft en hård praktikperiode i starten af uddannelsen. Eller sådan er udvidelsen i hvert fald tænkt og præsenteret.

Nå, hvis det så ender der, må vi leve med det, men gør det det? Hvis man lægger mærke til alle kommentarerne, der er kommet efter aftalens indgåelse, så bemærker man, at en lang række fagforbund, anført af Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation og bakket op af nogle af regeringens støttepartier, allerede nu er ude og klage over, at aftalen ikke er omfattende nok. Flere bør have muligheden, mener de.

Så presset vil fortsætte, og så må vi se, om regeringen kan holde fast næste gang, eller om der igen åbnes for, at endnu flere skal have adgang til tidlig tilbagetrækning – stik imod alle anbefalinger fra snart sagt enhver økonom i dette land. Retningen er forkert og ulogisk, for den gør os alle sammen fattigere, men sådan er det åbenbart: Politik og logik er ikke nødvendigvis sammenfaldende størrelser.

Et andet eksempel på det sidste kommer her: En del af finansieringen har ændret sig fra regeringens oplæg til den endelige aftale. Nu skal 1,1 mia. kr. af de tilsammen 3,5 mia. kr. komme fra besparelser i den kommunale beskæftigelsesindsats, hvilket vil sige fra jobcentrene. I aftalen hedder det godt nok ikke besparelser, men derimod effektiviseringer. Det lyder også meget bedre (advarsel: Ironi kan forekomme).

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om alle de kommunale jobcentre kan spare små 10 procent af deres samlede budget, om end jeg har en tro på, at der sikkert er noget, der kan gøres bedre – det er der næsten altid, både i private virksomheder og i offentlige institutioner.

Men timingen virker ulogisk. Og hvorfor dukker den tilsyneladende oplagte mulighed for en væsentlig besparelse op lige præcis nu, og lige præcist med det beløb, der tilfældigvis mangler i finansieringen af Arne-pensionen? Hvis det virkelig er så simpelt, så er der godt nok mange, der har snorksovet i timen i lang tid. I Beskæftigelsesministeriet og i alle landets kommuner.

Og den manglende logik? I forbindelse med Covid-19 er arbejdsløsheden steget markant, og ikke mindst er mængden af langtidsledige gået voldsomt i vejret. Alt andet lige vil det give en stor belastning på de kommunale jobcentre i en rum tid fremover. Vi taler i mange år.

Læg dertil, at aftalen om Arnes tidlige pension trækker over 10.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet, og hvis ikke det skal ende med en stor regning til samfundet, så skal de 10.000 arbejdspladser hurtigst muligt besættes med andre, som på fuldt kvalificeret vis kan løse de samme opgaver.

Det er også en potentiel opgave for jobcentrene: At skabe det rigtige match imellem virksomhed og ledig eller eventuelt sørge for, at de ledige opkvalificeres, så de kan udfylde pladsen. Så der er sådan set nok at tage fat på ude i kommunerne, og det ”hjælpes nu på vej” (mere ironi) af en stor besparelse. Hvordan skal det lige hænge sammen?

Er indsatsen i kommunerne virkelig så håbløs i dag, at man i en tid med mange flere opgaver kan finde og spare 1,1 mia. kr.? Spændende, men det giver da stof til eftertanke, hvis det virkelig er tilfældet! Eller er det bare endnu et spørgsmål om, at logik og politik ikke hænger sammen?

Jeg tror, det er gået op for de fleste nu, at jeg ikke er stor tilhænger af Arne-pensionen. Jeg medgiver, at jeg er ikke i målgruppen, så måske skulle jeg bare overlade diskussionen til andre, men når der træffes beslutninger, som gør hele samfundet fattigere, så tillader jeg mig alligevel at have en mening.

Lad os i det mindste håbe, at det så ender her – at Arne-pensionen ikke bliver en aldrig sluttende række af udvidelser, så vi via salamimetoden får pillet for meget ved behovet for, at vi alle skal arbejde længere. Det har vi simpelt hen ikke råd til, men jeg er bestemt ikke sikker. Jeg forbeholder mig i hvert fald retten til endnu en "hvad-sagde-jeg".

Og en afsluttende ansvarsfraskrivelse: Intet i ovennævnte klumme er ment sexistisk eller krænkende i forhold til nogen som helst. Skulle nogen alligevel føle sig stødt eller ramt, så er der ikke noget at gøre ved det!

Blå bog

Ole Bang Nielsen, 61 år og bor i Odense.

Partner i Lucas & Partnere, Virksomhedsmæglere.

Bestyrelsesformand i Titech Electric A/S og Smartkidz Aps.

Bestyrelsesmedlem i HCA Airport.

Frivillig i Early Warning-programmet.

Har beklædt en række topposter i fynsk erhvervsliv gennem årene, senest som adm. direktør i Odense Sport & Event A/S.

Uddannelse: HD (A).


Retningen er forkert og ulogisk, for den gør os alle sammen fattigere, men sådan er det åbenbart: Politik og logik er ikke nødvendigvis sammenfaldende størrelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Politi om sprængstoffets oprindelse: - Vi har nogle gisninger, men dem holder vi for os selv

CORONAVIRUS

Live: Nye rejsevejledninger - rejser til Tyskland og Cypern frarådes

Svendborg

Sprængstofekspert: PETN detonerer ikke af sig selv

Annonce