Annonce
Kronik

En lettelsens dag

Annonce

Den 4. maj for 75 år siden lød befrielsesbudskabet, hvor det blev meddelt, at ”de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”. Det er enormt svært, hvis ikke umuligt, at forstå den lettelse, budskabet om befrielsen afstedkom. Befrielsen havde været ventet i årevis. De danskere, der hørte budskabet, havde levet i en verden, der var blevet mere og mere usikker.

Siden 1933 havde nabolandet mod syd haft en aggressiv og sabelraslende regering. I 1930’ernes Danmark var hverdagen præget af arbejdsløshed og økonomisk krise. Samfundet var dybt polariseret og autoritære og antidemokratiske tendenser i vækst. Fra 1940 havde man været besat. I perioder, særligt i krigens første år, troede man at Tyskland ville gå af med sejren. Som Eric Scavenius sagde ved sin tiltrædelse som udenrigsminister 8. juli 1940 havde de ”store, Tyske Sejre.. slaaet Verden med Forbavselse og Beundring”.

Da Befrielsesbudskabet lød, var der gået 5 år med samarbejde, modstand, rationering, sprængninger, skud om natten, luftalarmer, informationskrig, snak i krogene og en håndgribelig usikkerhed. Hvad vil fremtiden bringe for mig og mine? Hvilken verden skal mine børn leve i? Er der noget, der hedder Danmark om en generation? Demokrati? Har jeg frihed til at ytre mig, til at tro, til at tænke?

Dagen i dag og dagen i morgen handler at huske den lettelse, vi nok ikke kan forstå. Fortiden er, som det ofte er blevet bemærket, et fremmed land. Det gør sig måske især gældende, når det kommer til besættelsestiden, selvom den føles tæt på. Lettelsen over, at friheden og måske endda hverdagen nu alligevel ventede forude, må have været som at trække vejret efter at have hovedet under vand alt for længe.

Annonce

En tid med svære valg

I dag spejler vi os i fortidens valg. Og de valg har været forfærdelige. Dræbe eller blive dræbt? Angive eller blive angivet? Disse valg afkræver ydmyghed. Vi er ikke bedre end fortidens mennesker – hvem siger, vi ville have gjort det bedre?

Store konsekvenser behøver ikke at have store årsager. Det samme gælder valg. Små valg kan godt have store konsekvenser. Et forkert valg af partner, et forkert valg af fritidsaktivitet eller politisk tilhørsforhold – det kunne ødelægge liv under besættelsen. Både andres og ens eget. For 75 år siden følte danskerne ikke kun berusende glæde. Nogle følte hævnlyst og andre følte sorg, skuffelse og frygt. Ens oplevelse af Befrielsen blev præget af de valg, man havde truffet under krigen. I dag hædrer vi naturligt nok dem, der traf de rigtige valg. Men der var mange, rigtig mange, der traf de forkerte.

En af dem var Ellef Rasmussen, der blev født i 1922 og boede på Øksenbjergvej 40 i Svendborg, som søn af en dansk postfunktionær og en tysk mor. En stor, stærk dreng med let til vold og en stigende respekt for det autoritære Hitlertyskland og dets opgør med demokratiet, et system, han mente var brudt sammen. Han valgte i en alder af blot 17 år at skrive under på en SS-kontrakt, hvor der direkte stod, at han ville kæmpe mod hagekorsets fjender og den verdensomspændende jødiske infiltration. Han kæmpede på Østfronten, ved Narva, ved Berlin og langt inde i Rusland. Han var en blandt 6000 danskere, der meldte sig til kamp for nazismen. Hvad får et ungt menneske til at træffe det valg? Hvad får et ungt menneske til at blive så radikaliseret?

For Ellef var kampen mod kommunismen det bærende. Fjendebillederne i medierne og den nazistiske propaganda havde overbevist ham om, at det var det rigtige at gøre. Han følte ikke lettelse den 4. maj. På det tidspunkt var han i krigsfangenskab i Tyskland. Og han fortrød ingenting. Han benægtede siden at have deltaget i eller set etnisk udrensning og folkemord. Den holder nok ikke i byretten.

En af dem, hvis skriverier og partiarbejde havde medvirket til at overbevise Ellef og andre om at tage af sted, var Ejnar Vaaben: Lærersøn fra Niels Juels vej, også i Svendborg, født 1902 og uddannet cand.mag. i historie og tysk i 1930. Einar forsøgte at starte det allerførste danske nazistparti. Han kom som journalist tæt på både Hitler og Himmler og kunne i starten af trediverne markedsføre sig som en med kontakterne i orden. Han kunne til Fyens Stiftstidende rapportere, at ”Hitler har en smuk Skikkelse og smukke Ansigtstræk, men det, der mest fanger ens Opmærksomhed, er de udtryksfulde blaa Øjne, der paa én Gang er faste og milde. ” Han hævdede selv, at han arbejdede i Danmarks interesse, og havde fået Tyskland til at acceptere grænsedragningen fra 1920.

Einars valg, at støtte nazismen i kampen mod den kommunisme, han hadede så højt og samtidig udvide Danmarks lebensraum i øst, stod han ved, også efter krigen. Einars selvbiografi hedder ”Det var det hele værd”. Ingen anger, selv efter en dom for landsforræderi. Det samme gælder Ellef, der efter krigen blev succesfuld skibsreder i Sønderborg.

Annonce

At vælge ondskaben til

Det kan være afsindigt svært at forstå den tids had og splittelse. Og tidens valg. Det giver nogle gange historien om besættelsestiden et letkøbt præg, hvor eftertiden kan lune sig ved de komfortable sider af en kompleks historie.

Både Ejner og Ellef stod ved deres valg, men ikke konsekvenserne. De ignorerede og fortav velvilligt de enorme menneskelige omkostninger, deres valg havde. Og de anerkendte ikke den ondskab, de valgte til og den frihed, de var en trussel for. Den frihed, som vi hylder i dag.

Som en del af årgang 1987 har jeg aldrig selv skullet vælge mellem liv og død, kamp og stilstand, mellem voldelige ideologier og demokratisk frihed. De valg blev truffet for mig bl.a. under Anden Verdenskrig. Derfor er dagen i dag fyldt med lettelse, fordi det gik, som det gik.

Arkivfoto: Jens Wognsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Mundbind skal bæres i fitnesscentrene - men ikke under træning

Annonce