Annonce
Navne

En funktionel lidelse var ved at få Matilde til at opgive gymnasiet: - Men de sagde, at jeg ikke måtte sigte for lavt

Dette fotografi er taget for tre år siden, da Matilde Visti havde det dårligst på grund af sin funktionelle lidelse. - Man kan ikke se det folk, der har en funktionel lidelse, og det er rigtig svært at forklare, siger den 18-årige tøsing, som siden har lært at håndtere sin sygdom godt nok til at kunne forfølge sin drøm om at gå på gymnasiet. Privatfoto: Christina Visti
For tre år siden var svigtende hørelse og bevægeapparat tæt på at få Matilde Visti til at opgive sin drøm om en dag at komme til at arbejde med sprog og mennesker. En støtteperson og UU-vejleder fik hende på andre tanker, og i dag er hun godt i gang med at tage hul på fremtiden på Svendborg Gymnasium.

Siden december sidste år har elever fra Svendborg Gymnasium skrevet søndagsklummer til Fyns Amts Avis, og hver gang har avisen bragt et portræt af klummeskribenten.

Denne søndag er det 18-årige Matilde Visti fra Tåsinge, der selv har valgt et tema, og som skriver om sine erfaringer med det at have en såkaldt funktionel lidelse, og at man nogle gange skal acceptere, at problemer ikke kan løses her og nu.

I syvende klasse begyndte hun at fungere dårligere og dårligere i dagligdagen, uden at nogen, trods flere undersøgelser, kunne forklare årsagen.

En forklaring fik hun først, da hun kom på efterskole og blev henvist til børnepsykiatrisk afdeling i på OUH i Odense.

Diagnosen lød på "funktionel lidelse", men de første par år betød denne viden ikke, at hun fik det bedre eller nemmere.

Utallige gange er hun stødt på mennesker, som hun forgæves har forsøgt at forklare den komplicerede diagnose, og lige så ofte er hun blevet mødt med forslag og gode råd til, hvad hun kunne gøre.

Og selvom det er velment, har hun en opfordring.

- Folk har så travlt med at putte alting i kasser, også mig, for at forstå. Men det at have en funktionel lidelse er bare meget kompliceret, og mit budskab er, at løsningen nogle gange er ikke at handle, men at give tingene tid, siger hun.

Og netop det med at give tingene tid er en af flere strategier, der foreløbig har fungeret for Matilde Visti.

Annonce

Som at sidde indespærret i et rumskib

Ifølge Afdeling for Funktionelle Lidelser på Århus Universitetshospital, er diagnosen en samlebetegnelse for en gruppe af sygdomme, hvor man er belastet af eller bekymret over fysiske symptomer, der gør det svært at fungere i dagligdagen.

Kronisk træthed, svimmelhed og hukommelsestab kan være nogle af tegnene på, at man har det som Matilde Vist, som også oplevede at miste hørelsen, når den var gal.

- Hvis jeg lavede fejl, når jeg deltog i danse- eller gymnastikopvisninger, begyndte det at køre rundt i mit hoved, og så kunne jeg få ondt i maven, og min hørelse kunne forsvinde. Det føltes som at sidde indespærret i et rumskib bag et tykt lagt glas langt ude i rummet. Kronisk træthed var jeg også ramt af, og i andre situationer havde jeg oplevelsen af, at jeg registrerede alt for meget.

- Jeg kunne mærke alle omkring mig, når jeg trådte ind i et klasselokale. Det var meget overvældende, fordi jeg ikke havde overskud til at lave det samme som mine kammerater. I den periode følte jeg, at mit liv gik i stykker, forklarer Matilde Visti.

Langt forløb med symptomer

Kvalme og opkastninger, som blev til en spiseforstyrrelse, blev også en del af hverdagen, men Matilde Visti indrettede og tilpassede blandt andet ved at holde sig tilbage i forhold til fritidsaktiviteter og samvær med andre. Det gjorde hende ked af det. Men sådan var det.

Først i niende klasse under et ophold på Midtfyns Efterskole fik hun svar på, hvad der var galt efter at være henvist til Børnepsykiatrisk Afdeling på OUH i Odense.

Diagnosen lød på funktionel lidelse, og med den viden tog hun de første skridt til at håndtere sine problemer, uden medicin, understreger hun.

- Da jeg var færdig på efterskolen, brugte jeg et år på at lave frivilligt arbejde og arbejde i Rema 1000, mens jeg arbejdede på at blive rask.

I det år gjorde Matilde Visti også status over sit liv og fremtidsmuligheder, for hun har altid gerne ville på gymnasiet og arbejde med sprog, gerne som tolk på et sygehus.

- Du må ikke sigte for lavt

Den drøm og uddannelsesrejse ville hun være nødt til at indlede på gymnasiet, men indvendig gav hun op.

Og havde det ikke været for mødet med en pædagog, der ved noget om funktionelle lidelser, ville hun med stor sandsynlighed ikke være i gang med sit andet år på gymnasiet nu.

- Jeg har altid gerne villet på gymnasiet, men jeg regnede ikke med, at jeg kunne klare det. Men min mor kender en pædagog, der ved noget om funktionelle lidelser. Hende fik jeg som støtte-kontaktperson, og hun lærte mig nogle strategier. Der var også en UU-vejleder indover. Det er deres "skyld", at jeg går på gymnasiet i dag.

- De sagde, at jeg ikke måtte sigte for lavt, selvom jeg ikke følte, at jeg kunne, siger hun.

Vigtigt at være opmærksom på sig selv

Så Matilde Visti valgte at tage springet, og i dag terper hun sprog på gymnasiets supersproglinje, hvor hun har kastet sig ud i spansk, tysk og engelsk, i øvrigt uden at være tilknyttet en støtte-kontaktperson længere.

Til gengæld har hun stadig sine strategier og klarer sig også bedre, fordi hun har lært at være mere opmærksom på sig selv og begyndende symptomer.

- Jeg er blevet bedre til at opfange min krops signaler og til at geare lidt ned, når jeg mærker symptomer. Det er vigtigt, fordi symptomerne for mig også hænger sammen med at have for meget om ørerne og ved at være på kanten af stress. Det er også en hjælp, at mine lærere ved det. Når det er galt, går jeg til dem og fortæller det. Bare det at sige det gør, at jeg ikke har haft brug for at slippe for at lave opgaver, siger hun.

Derudover er det vigtigt for Matilde Visti at stå ved sine holdninger og synspunkter, når folk bekymrer sig på hendes vegne.

Holdninger, hun skriver om i sin søndagsklumme i dag, og som hun ønsker andre tager til sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Dødsfald For abonnenter

Dødsfald: Keramiker, aktivist og Tvind-mand - inden han tog afstand fra Amdi

Carsten Ringsmose, Sletterød ved Harndrup, er død, 77 år. En omstridt, meget aktiv debattør, aktivist som ung, keramiker, tidligere Tvind-leder og meget andet er borte med Carsten Ringsmoses død. Som ung var Carsten optaget af frømandsdykning og blev ansat hos Fyns Svejseteknik, der forhandlede dykkerudstyr. Interessen førte til venskaber i Motorbådsklubben Frem, senere i Sejlklubben Fjorden og Odense Sejlklub, ligesom han var medstifter af Frømandsklubben Neptun. I 1963 flyttede han i Huset på Hunderupvej i Odense, en patriciervilla, der rummede et kollektiv med blandt andre Mogens Amdi Petersen, den senere Tvind-frontfigur. Carsten ragede noget uklar med Mogens Amdi om sit keramikværksted og flyttede ud af Huset til Albanigade 17 sammen med sin læremester Flemming Ritz. I disse år deltog Carsten i en del aktivisme, der for eksempel handlede om at få handlende til ikke at sælge varer fra apartheidlandet Sydafrika. I 1965 købte Carsten og Flemming Ritz sammen med Peter Tybjerg det nedlagte Jægersminde Mejeri i Fjelsted, men det var først ægteskabet med en anden keramiker, Birgit Andersson, der gav det afgørende skub i keramik-karrieren. De blev medlemmer af og leverandører til Den Permanente og Håndarbejdets Fremme. En ansættelse på Kunsthåndværkerskolen kom i 1969, inden Mogens Amdi Petersen og Carstens veje igen krydsedes et par år senere. Keramikeren var med til at starte Den Rejsende Højskole i Ulfborg, blev formand for bestyrelsen i den selvejende institution, der på den tid i mange kredse ansås for en betydningsfuld nyskabelse. I starten af 1970'erne startede Carsten på Odense Universitet og tog senere en socialvidenskabelig kandidateksamen sideløbende med undervisning på Båring og senere Kolding Højskole. Fra 1977 og fem år frem hed arbejdspladsen Det Nødvendige Seminarium, Tvind-imperiets andet ben i Ulfborg. Det var i de år, hvor Amdi forsvandt fra offentligheden og kritikken af Tvind tog til. Man så skolen som meget topstyret og sektlignende. Carsten tog konsekvensen og stoppede som underviser og bestyrelsesformand. Siden fulgte oprettelsen af en skole og et skibsprojekt for adfærdsvanskelige børn og unge, og i det hele taget havde han gennem årene megen fokus på børns opvækst. Han var således forfatter til bøger og bidrag til bøger om børns, familiers og institutioners forhold og forskede i børns dødsulykkesårsager. Det hele med baggrund i tilknytningen til Center for Småbørnsforskning. Et halvt hundrede kronikker i Fyens Stiftstidende samt flere i andre aviser samt en hel stribe debatindlæg vidner om en voldsom lyst og vilje til at komme ud med sine synspunkter om mange emner. Skarpt skåret og skrevet, så der sagtens kunne udvikle sig en disput med andre debattører i avisens spalter over flere omgange. /RAS

Annonce