Annonce
Søsiden

En forårsfin 97-årig, der siger tøf-tøf-tøf

Mjølners stabilt bankende hjerte - Hundested-glødehoved-motoren fra 1936. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Den Svendborg-byggede motorjagt Mjølner fra 1922 har fået en overhaling af skibets nye ejerlav. Søsiden sejlede med et hold af frivillige fra hjemhavnen Rudkøbing til beddingen i Bagenkop.

- Tøf-tøf-tøf-tøf …

Ingen ører er i tvivl, når motorjagten Mjølner af Rudkøbing nærmer sig. Hundested-motoren sender sine hule, taktfaste tøf ud over havn og hav. En lydstærk trummerum af gammel, lyseblå fiskekutter.

Øjne og næse får også en lille dosis. Når Mjølners over 80 år gamle glødehoved-mekanik skal startes, udspyr den gerne gråsorte røgskyer. Et par puf eller tre, og så er den store cylinder klar til at drive svinghjul og propel rundt.

Mjølners fremdrift bygger på simple principper opfundet i 1800-tallet. Gennem flere generationer drev motorer som denne mindre fartøjer, og på denne søndags tre timers sejlads snurrer det klippestabilt på den 97-årige Rudkøbing-jagt.

Under færdsel om bord på Mjølner, skal man så lige passe på ikke at baldre panden ind i den karakteristiske, skråtstillede skorsten. Herunder er der ikke ståhøjde, og det lårtykke metalrør kan tilmed være lunt. Det erfarede Søsidens udsendte under sejlads Rudkøbing-Bagenkop

Annonce
Ligesom på Svendborg Museums veteranpostbåd Hjortø er Mjølners glødehoved-maskineri af fabrikatet Hundested. Fabrikken producerede i alt 2500 motorer fra 1928-1994. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Sejl er sekundært

Motoren er Mjølners sjæl. Selvom starten kræver mere end et tryk på en moderne dieselmotor-knap, kunne ingen i Mjølners nye skibslav drømme om at skifte til noget nymodens. Mjølner har alle dage sejlet med motorer af denne type. Vel pynter motorjagtens små sejl, men som fremdrift er de sekundære.

På søndagens gemytlige transport-sejlads fra hjemhavnen til beddingen i Bagenkop blev fokken sat - trods nærmest havblik. Måske spillede det ind, at Mjølner-formand og skipper Jørgen Rasmusen mindede om, at der ikke måtte indtages forfriskning, før første sejl er sat.

Ti år i lystsejlads

Med om bord Rudkøbing-Bagenkop var også Niels Poulsen fra Tullebølle. Han er medlem af skibslavets bestyrelse og har ejet Mjølner i ti år, før han i 1990 forærede den til Langelands Museum.

- Jeg havde mulighed for at sælge den til tyskere, men det kunne jeg ikke nænne. Så hellere give den væk, så den kunne komme hjem, fortæller Niels Poulsen. Niels Poulsen købte Mjølner i Ærøskøbing og brugte den som privat lystfartøj efter respektfuld ombygning under og på dæk.

Niels Poulsen (t.v.) og Leif Nielsen bjærger forsejlet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Med Uffes tilladelse

Gennem flere år lå Mjølner ved en kajplads ud for det nyopførte Udenrigsministeriet i København.

- Det var lige flyttet derud, men jeg hørte, at de manglede noget kønt at kikke på. Så skrev jeg ind til udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Han svarede, at jeg bare kunne komme med Mjølner. Der lå jeg så med Uffes tilladelse - og ovenikøbet med ret til at benytte ministeriets kantine. Der lå Mjølner indtil den kom til Rudkøbing, og bagefter flyttede jeg så selv med, siger Niels Poulsen.

- Man kan sige, at det er anden gang, jeg er med til at redde Mjølner. I nogle af Mjølners sidste år under museet var jeg lidt ked af det. Den blev ikke vedligeholdt. Det her er det bedste, der kan ske, siger Niels Poulsen.

Motorjagten Mjølner har sin faste liggeplads i træskibs- og pakhusmiljøet omkring Rudkøbings Søndre Bassin. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Den er ikke kræsen

Som Mjølners ejer og skipper gennem ti år har han erfaringen i at kalde den gamle glødehovedmotor til live.

- Den er i god stand. Der er altid ordnet lejer, når den har været slidt. Den kan holde længe endnu, fastslår Niels Poulsen.

Hundested-motoren drikker omkring fem liter skibsdiesel i timen. Den er i øvrigt ikke kræsen. Petroleum er også brugbart:

- Man må aldrig give den fuld gas, og så skal man gå ned til den en gang i timen og se, om smøreapparatet virker. Og kølevandet skal være håndvarmt, siger Niels Poulsen.

Taktfast tøffer vi så videre over Vejsnæs Bugt mod beddingen i Bagenkop.

Den grå kasse på det agterste ruf er en kompressor fra tiden, da Mjølner blev brugt af Langelands Museums til marinarkæologiske dykninger. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce