Annonce
Svendborg

En drøm går i opfyldelse: Thurøs eneste værtshus får ny ejer

Charlotte Sørup (tv.) har solgt Thurø Stuen til Camilla Andersen (th.). Det er Camilla Andersens kæreste, Thor Pedersen, i midten, og det var hans forældre, der drev stedet tilbage i 1990'erne. Foto: Katrine Becher Damkjær
Camilla Andersen har i mange år drømt om at drive Thurø Stuen, og nu får hun muligheden. 1. december overtager hun værtshuset fra Charlotte Sørup, som har mistet lysten til at drive stedet.

Thurø: Den ene har masser af gejst, og det har den anden ikke.

Så der er god logik i det ejerskifte, der er på vej i Thurø Stuen, som har været drevet af Charlotte Sørup de seneste tre år og nu bliver overtaget af Camilla Andersen.

Sidstnævnte bor på Thurø og fortæller, at netop restaurationen på Bergmannsvej er noget særligt for hende.

- Mine svigerforældre havde Thurø Stuen i 1990'erne, og det har i mange år været min drøm at drive det, siger Camilla Andersen, som er 34 år og ikke havde licens til at gå på værtshus, da svigerforældrene, Kirsten og Bent Pedersen, trak i hanerne bag disken.

- Men de har fortalt mig mange gode og positive historier, så det her er en drøm, der går i opfyldelse, siger hun.

Annonce

Mine svigerforældre havde Thurø Stuen i 1990'erne, og det har i mange år været min drøm at drive det.

Camilla Andersen

Charlotte er træt

Charlotte Sørup har det helt fint med at vige pladsen.

- Jeg har drevet det alene, og det har været for hårdt. Især somrene har været travle og har virkelig trukket tænder ud, og faktisk har jeg det ikke så godt, siger den 52-årige snart forhenværende værtshusholder.

Det hører også med, at hun har fundet en kæreste, som bor i Sønderjylland, og som hun tilbringer en del tid hos, hvilket er vanskelig foreneligt med at drive virksomhed på Thurø.

Og så oplyser hun, at hun faktisk har haft en fornuftig forretning.

- Men jeg tænker, det er klogest at stoppe, før jeg ligger med benene i vejret, siger hun.

Masser af gejst

Alt det ved Camilla Andersen godt, men hun har alligevel mod på opgaven.

- Jeg kan godt forstå Charlotte (Sørup, red.), for hun har jo kun været sig selv, siger Camilla Andersen og fortæller, at hun selv er bedre stillet, eftersom hendes kæreste, Thor Pedersen, er med i projektet.

- Han er smed, men skal hjælpe til på Thurø Stuen i sin fritid og hen over højsæsonen, siger hun.

Camilla Andersen beretter også, at tidspunktet for overtagelsen på mange måder er det rigtige.

For hun har lige færdiggjort en uddannelse som laborant, og parrets søn har nået teenagealderen og har derfor udviklet en vis selvstændighed.

Og Camilla Andersen fortæller, at parret er villige til at investere den tid, der skal til.

- Ferie er ikke noget, vi går så meget op i. Det her er drømmen, og så må man satse og gå all in, siger hun.

Camilla Andersen og kæresten Thor Pedersen overtager Thurøstuen 1. december, og dermed går en mangeårig drøm i opfyldelse. Foto: Katrine Becher Damkjær

Ingen revolutioner

Thurø Stuens stampublikum behøver ikke frygte for store omvæltninger, fortæller Camilla Andersen.

- Vi fortsætter med noget smørrebrød og nogle varme retter og mad ud af huset, så det skal så vidt muligt køres, som Charlotte har gjort det, i hvert fald i starten. Men vi har også planer om at satse lidt mere på det yngre publikum og få gang i nogle billard- og dartturneringer, for der er masser af unge herovre, siger Camilla Andersen, der desuden oplyser, at det var et rygte om, at Charlotte Sørup var kørt træt, der fik parret til at henvende sig. Hvorefter tingene altså faldt på plads.

Camilla Andersen overtager nøglerne til Thurø Stuen 1. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Demenscenter et centralt led i udviklingen

Lokaldebat: "Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det”. Sådan er det med demens sygdomme ihvertfald i den indledende fase, og først senere bryder symptomerne igennem med sin alt ødelæggende destruktion af den syge og lemlæster ofte den nære familie samtidig. Det er derfor på sin plads at tilføre denne gruppe ekstra opmærksomhed, fordi det er vores alles pligt og samfundets, kommune og stat, ansvar. Svendborg har været bannerfører på demens omsorgen, og Bryghusets omdømme med anlæggelse af centret med landsby i en gennemtænkt planlægning gør den ære og genstand for respekt i en sådan grad, at kommunens visioner har opnået royal opmærksomhed. Et nyere aspekt på byens demensfokus har været at oprette et demenscenter i Hulgade dog med bistand og sponsorering af bl.a. sundhedstyrelse. Her samles demenspatienter, som befinder sig i en middelsvær fase af sygdommen, og der tilbydes syge og pårørende en mangfoldig buket af aktiviteter, som bl.a. omfatter hukommelse træning, madlavning, musik og pårørende vejledning. Dette helt centrale center tager et vigtigt led i demens udviklingen og skoler ikke bare den syge, men også dennes pårørende i en fase, hvor den syge går hjemme og i større eller mindre grad aktiv i hjemmet. Fem ansatte styrer og vejleder familier og syge og bruger deres erfaring på en enestående måde. En særdeles svær balancekunst udført af dedikerede personer, som roses til skyerne og det med rette og det netop i den syges fase, hvor han/hun er mest vulnerabel og udsat for sygdommens destruktive adfærd. Dette center bliver nu decimeret fra fem til to personer. Det, som var et udviklingsprojekt, reduceres til et rudiment så lille, at nyttevirkningen bliver svært at få øje på, hvis den da ikke helt forsvinder. Disse fem ansatte er ressourcer, som udvikles gennem empati og dedikation, som modner den ansatte til at tage disse specielle syge medborgere til sig og give det til dem, som de har mest brug for i form af forståelse og tolerance. Dette demenscenter, et så vigtigt led i kæden af tilbud, fjernes som det, det var, af selvsamme instanser, som byggede det op. Spørgsmålet må komme: Hvorfor konstruere en model, søsætte skibet og høste succesen for siden at afmontere den koldt og kynisk? Det ansvar, som kommunen tog, forsvandt som dug fra solen og minder mere om vejrliget, koldt, blæsende og frossen. Selv den lokale journalistik er sparsom i omgangen med denne anonyme patientkategori, fordi den gennem sin natur ikke er højtråbende eller omgivet af glamour. Her forventes ingen større tumult eller magtfulde bannerførere, som evner ruske op i magthavernes præferencer. De anonyme får sjældent genhør og vi brugere og de syge må sætte deres lid til at fornuften, ansvarlighed og etik er faktorer evner at genetblere dette Hulgadecenter til det, som man ville med tryghed, glæde og omsorg.

Annonce