Annonce
Svendborg

En borgerforening blomstrer: Vil udvikle og inspirere

En gruppe medlemmer fra Forum5762 mødte op foran den gamle stationsbygning i Vester Skerninge til en snak om fremtiden. Fra Venstre: Kristine Kiilrich (Næstformand), Thomas Visby Bager (Kassér), Kristian Mondrup, Arne Ebsen, Jens Fabricius, Michael Grube Andersen (formand), og Brian Berggren Sørensen. Foto: Christian Moegren Hjortshøj
Forum 5762 blev d. 8 februar officielt en forening. Det medfører en række goder, men også et ansvar, hvis man spørger dem. De vil udvikle deres lokalområde og inspirere andre.

Vester Skerninge: En flok ildsjæle holder til ude ved det område, der dækker over postnummer 5762 Vester Skerninge. De har opkaldt sig selv Forum5762 derefter, og de vil skabe et fælleskab i lokalområdet.

Det har de fået bedre betingelser for nu, for de er lige blevet en forening. Støtte fra kommunen og fonde er nu blevet en mulighed, og det vækker begejstring i truppen.

- Det er fedt, nu er det mere frit og juridisk, siger Jens Fabricius foran den gamle stationsbygning i Vester Skerninge.

Bygningen har foreningen øje på som sit hovedsæde på egnen. Hvis det lykkes er det planen, at foreningen kan flytte ind i løbet af foråret eller sommeren.

Det betyder ikke, at Vester Skerninge skal være hovedstad i 5762-foreningen. Nej, den vil nemlig støtte op om hver enkelt bysamfund i lokalområdet, fortæller formanden for foreningen Michael Grube Andersen.

- Vi vil jo gerne støtte op om hele 5762, så vi vil ikke kun fokusere på Vester Skerninge. Vi mener, at hver by her i området skal have sit eget hus eller tilholdssted. De handler om at støtte op om fælleskabet i lokalsamfundene, lyder det fra formanden.

Foreningen har et lokalt fokus på at skabe fælleskaber på tværs af generationer. Fra børnefamilie til seniorer. Men de har også et andet succeskriterie; at inspirere og blive inspireret af andre lokalsamfund.

Annonce

Først en base - så muligheder

I en bred rundkreds foran Børnehuset Mariehønen i Vester Skerninge står en gruppe på syv medlemmer af foreningen Forum5762.

De stirrer over på børnehuset. Snart rykker det længere ned ad vejen, og så har de øjnene på et nyt hovedkvarter.

- Det bliver nemmere for os at drive foreningen med et fast kontor et sted. Vi vil gerne fungere som bindeled mellem borgerne og kommunen. Eksempelvis når borgere gerne vil søge penge til projekter hos eksempelvis kommunen, fortæller formanden Michael Grube Andersen

Det er endnu ikke beslutte om stationsbygningen går til foreningen. Håbet er dog i top hos formand Michael Grube Andersen, der har skrevet indvielsen ind i kalenderen i Den Lille Avis. Foto: Christian Moegren Hjortshøj

Og planerne er der nok og sløret for dem bliver løftet i små slaver.

- Vi skal have lavet et center herovre, hvor man kan mødes, siger Arne Ebsen.

- Vi skal have et ungdomshus, så der også er noget for de unge, siger Jens Fabricius

Og i en lind strøm kom andre forslag til: Ældreboliger, legepladser til børnene, prøveboliger til tilflyttere var nogen af dem.


Vores forening er et modsvar mod alt den centralisering, vi har set de seneste år. Vi vil gerne være med til at støtte op om os selv, men vi vil også gerne samarbejde med andre lokalsamfund

Michael Grube Andersen


De er ikke helt enige om hvad det næste, der skal ske, er. Men de ved hvor det skal komme fra.

- Det er borgernes idéer det hele skal komme fra. Det er dem, der skaber det lokalsamfund, som vi gerne vil tiltrække folk til. Ældre og unge familier, fortæller formanden.

Annonce

En kilde til inspiration

Medlemmerne af Forum5762 ser sig selv mere som en bevægelse end en forening, og bevægelsen er affødt af tilbagegang som følge af kommunesammenlægningen i 2006, hvor de oplevede at miste en del goder i lokalområdet. Blandt andet lukkede musikskolen og ungdomshuset.

Foreningens kassér Thomas Visby Bager har set hvordan det gik for hans egen hjemstavn i Nordjylland. Det inspirerede ham til at kaste alle kræfterne ind.

- Jeg er selv gammel thybo og har set, hvad der sker, hvis man ikke gør noget ved tingene. Jeg så hvordan tingene bare forsvandt, og folk gjorde noget alt for sent. Det skulle ikke ske her, fortæller Thomas Visby Bager, der også er skoleleder på Vester Skerninge Friskole.

Med i stationsbygningen følger det gamle lokalhistoriske arkiv fra Egebjerg kommune. Den vil foreningen bevare, selv hvis de flytter ind. Foto: Christian Moegren Hjortshøj

Bevægelsen, de repræsenterer, er imod centraliseringen af mange af de offentlige instanser, som i deres øjne lægger landområderne øde.

- Man kunne sagtens lægge hænderne over kors og sige, at nu må kommunen tage at give os noget. Men det gør vi ikke. Vi vil hellere prøve at skabe det for os selv og bruge kommunen i Svendborg som en medspiller og lette trykket hos dem. Hvis vi tager os af os selv, så kan de fokusere på andre områder, fortæller Michael Grube Andersen.

Udviklingen i foreningens lokalområde er derfor kun et ud af to succeskriterier for foreningen. For de vil også inspirere og blive inspireret af andre lokalsamfund.

- Der er jo mange andre steder på Sydfyn, hvor man også er godt i gang, og kan vi lære noget af dem, eller de kan lære noget af os, giver det jo god mening. Vores forening er et modsvar mod alt den centralisering, vi har set de seneste år. Vi vil gerne være med til at støtte op om os selv, men vi vil også gerne samarbejde med andre lokalsamfund, fortæller formanden og uddyber:

- Målet er, at folk vil flytter hertil, tager del i fællesskabet og holder livet i gang - ikke bare her men landet over i de mange lokalsamfund, der nu engang er, slutter han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce