Annonce
Ærø

En af de sjovere arbejdsopgaver: Tækkemand er i gang med at tække Ærøs mest fotograferede hus

Det ikoniske badehus på Eriks Hale er i gang med at få en overhaling. Som det ses på billedet her, ligner det at huset har fået højt pandehår. Foto: Andrea Bisgaard
Ærøs mest fotograferede hus er ved at få lagt nyt stråtag. Badehuset på Eriks Hale har været ejet af den samme familie i tre generationer.

Marstal: Det ikoniske badehus på Eriks Hale med det lille fine stråtag er i gang med at få en større overhaling.

Huset ejes af Kristian H. Kristensen, og han har hyret tækkemand Nicholas Care til at stå for renoveringen.

Badehuset skal have nyt stråtag, ny kvist og flere af ydervæggene skal også skiftes.

- Sidste gang vi fik huset renoveret var i 2000, så nu er det tid til at få gjort det igen. Dengang fik vi nye sider på huset, og de trænger så til at blive skiftet igen, for det er hård for træværket på huset at være så tæt på Østersøen, siger Kristian H. Kristensen.

Huset blev bygget i 1931 af Kristian H. Kristensens farfar - der også hed Kristian H. Kristensen - og huset kostede 369 kroner at få bygget. Kristan H. Kristensen forventer dog ikke, at renoveringen anno 2019 kan klares for samme beløb.

- Jeg kender ikke den endelige regning endnu, men det bliver i hvert fald helt sikkert mere end 369 kroner, siger han.

Flere har opfordret Kristian H. Kristensen til at søge penge hos fonde, men den idé har han ikke forfulgt.

- Det tager utroligt lang tid at søge om penge hos fonde, så det vil jeg ikke begive mig ud i. Der er jo også tale om et privat hus. Så nu betaler jeg selv, men det ville da være rart, hvis nogle af de mange, som bruger huset i reklameøjemed, ville bidrage lidt til renoveringen, siger han og griner.

Nicholas Care er glad for at få opgaven med at tække det ikoniske badehus.

- Det er da en fed opgave. Det er ikke hver dag, man får lov til at lave sådan noget her, siger han.

Sivene, som bliver brugt til taget, er danske, og Nicholas Care fortæller, at de vil kunne holde i de næste 30 år.

- Jeg ville gerne have brugt ærøske siv, men de er desværre for lange til sådan et lille tag. Så i stedet bruger jeg danske siv. Taget kan holde i cirka 30 år, så jeg er formentlig gået på pension, når det skal skiftes, siger han.

Mens han har gået og renoveret taget, har han opdaget, hvor populært huset er.

- Der kom forleden nogle amerikanske turister, som gerne ville fotografere huset, men de måtte gå skuffet herfra. Men i løbet af de næste dage skulle det gerne var klar til fotografering igen, siger han.

Annonce
Tækkemand Nicholas Care fortæller, at opgaven på Eriks Hale er en af de federe. Foto: Andrea Bisgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Man mister noget uerstatteligt og unikt på søfartsmuseet, hvis man fusionerer

Læserbrev: Jeg er ikke fra Marstal, har ikke familie på øen, har aldrig boet der. Men jeg har i en årrække arbejdet sammen med Marstal Søfartsmuseum inkl. coasteren Samka. Jeg er bedrøvet på alles vegne i den i Fyns Amts Avis omtalte tvist, men angår spørgsmålet kompetencer og åbenhed på Marstal Søfartsmuseum, så har jeg oplevet det stik modsatte af, hvad jeg har læst i avisen fredag 27. september. Jeg ville ikke tro det, hvis søfartshistorien i Marstal blev formidlet i et sprog tilpasset tidens normer og formidlingstrends. Når jeg besøger museet eller engagerer dets ansatte i mine projekter, er det afgørende, at de, der formidler historien ikke blot har læst den, de har levet den. De er originaler i ordets fineste betydning. Moderniserer man museet, eller fusionerer man det med eksempelvis Ærø Museum, så mister man noget uerstatteligt og unikt, og jeg, sammen med mange andre, kan lige såvel tage til Holbæk, Helsingør eller Hobro. Jeg kender alt til forskningsmiljøer, hvor den viden der genereres, bliver inden for murerne. På Marstal Søfartsmuseum er det omvendt. Søfartshistorien eksisterer mellemfolkeligt - på museet og i byen. Vil man tættere på, kan man engagere sig som frivillig - dem er der mange af hos Marstal Søfartsmuseum - folk arbejder for at bevare en fælles arv og betragter hinanden i øjenhøjde, ph.d., skolelærer, tømrer eller maskinmester. Indfødt eller tilflytter er underordnet - det væsentlige er søfartshistorien som fællesnævner. Hvad angår kompetencer i øvrigt, så har jeg oplevet museets ansatte og frivillige gøre studerende fra 16 nationer nysgerrige på søfartshistorie, respekt. Gennem de seneste seks år har jeg besøgt Marstal Søfartsmuseum med studerende mange gange. Sidste år havde vi 36 internationale arkitektstuderende på ekspedition i Det Sydfynske Øhav. Heraf er der flere, der på eget initiativ har videreudviklet deres relation til museet og tilført Ærø en række udviklingsidéer. At de gider det, baserer sig på den fantastiske imødekommenhed vi har oplevet på museet - uanset om vi var kvinder eller mænd, fra Holland, Hong Kong eller København.

Annonce