Annonce
Langeland

Elforsyning skal blive på langelandske hænder:  - Hvis vi skal være her på den lange bane, skal vi være mere synlige

Formanden for Fonden Langelands Elforsyning, Torben Tørnqvist (tv), og midlertidig direktør i elforsyningen Lars Birk Rasmussen har kørt et tæt parløb se seneste mange måneder. Nu håber de, at det parløb kan fortsætte. Foto: Catrine Madelaire
En enig bestyrelse står bag beslutningen om at droppe salget af Langelands Elforsyning og i stedet lade koncernen blive på langelandske hænder. Bestyrelsen håber på et administrativt samarbejde med Langeland Forsyning.

Langeland: Efter et mildest talt tumultarisk forår med aftale om at sælge, en heftig debat og derefter en del måneder med analysearbejde er det nu en enig bestyrelse i Fonden Langelands Elforsyning, der har besluttet, at koncernen skal drives videre på langelandske hænder.

Det fortæller en glad og tilfreds formand.

- Det er en lettet bestyrelse. Det er syv måneder siden, vi stoppede forhandlingerne med Energi Fyn, så det er lang tid, men vi ville vende hver en sten, så vi ved, at beslutningsgrundlaget er det rigtige. Det er en fuldstændig enig bestyrelse, der har truffet beslutningen, siger Torben Tørnqvist.

Annonce

Ved siden af ham sidder Lars Birk Rasmussen, der er direktør i Langeland Forsyning og siden foråret har været indsat som midlertidig direktør i elforsyningen, efter daværende direktør Kim Henning Hansen i marts stoppede med øjeblikkelig virkning sammen med daværende bestyrelsesformand Thomas Elnegaard.

Der er en god grund til, at Lars Birk Rasmussen er med for at fortælle om beslutningen og elforsyningens fremtid. Han er manden bag meget af det analysearbejde, der de seneste syv måneder er foretaget for at vurdere elforsyningens fremtid - han har været en uvurderlig hjælp, understreger Torben Tørnqvist. Og desuden ligger det i kortene, at Lars Birk Rasmussen skal være direktør i elforsyningen. For bestyrelsen har besluttet at søge et samarbejde om administration og drift med Langeland Forsyning.

Det fortæller Torben Tørnqvist.

- Det er også en enig bestyrelse, der vil søge om at samarbejde med Langeland Forsyning. Og vi er så heldige, at vi ikke har nogen direktør, siger han og skeler til Lars Birk Rasmussen, der understreger, at der ikke er taget nogle beslutninger endnu.

- Først skal bestyrelsen ansøge om et samarbejde. Så skal der være en dialog med bestyrelsen i Langeland Forsyning. Hvis de siger nej, så er den ikke længere, men hvis de siger ja, skal Langeland Kommune - der ejer Langeland Forsyning – også behandle forespørgslen på behørig vis, inden der kan nikkes endeligt ja. Så der er en rækkefølge i det her, siger han.

Ingen fyringer

Gevinsten ved at slå administrationen sammen og samarbejde om driften er at blive mere effektive. Begge understreger, at der ikke bliver tale om fyringer, hvis ønsket om at samarbejde går igennem.

- Det handler om, at vi gerne vil gøre tingene på en billigere, nemmere og bedre måde, siger Torben Tørnqvist.

Planen er, at det, der hentes på en billigere og mere effektiv administration, skal bruges på fremtiden.

- Hvis vi skal være her som elselskab på den lange bane, så skal vi være mere synlige primært på de kommercielle aktiviteter, så vi kan fastholde de kunder, vi har, og så vi kan få nye kunder. Vi skal have nye produkter på banen som ladestandere og ladebokse, så der bliver masser af nye opgaver. Ved at rationalisere frigiver vi nogle kræfter til at løse de nye opgaver, og dermed kan vi fastholde vores medarbejdere, siger Torben Tørnqvist.

Lars Birk Rasmussen tilføjer:

- Det vil komme til at betyde, at nogle vil skulle arbejde med lidt andre ting end i dag i begge organisationer.

Torben Tørnqvist, betyder det, at du og den nye bestyrelse anerkender den frygt for elforsyningens fremtid, som den daværende formand og direktør havde - og som førte til, at de indledte et salg af elforsyningen til Energi Fyn?

- Jeg tror godt, at vi kunne have kørt videre, men jeg synes ikke, at det ville være forsvarligt af os at gøre. Det rigtige er at gøre noget bedre. Vi vil gerne være mere synlige og også sætte Langeland på landkortet som en grøn ø. Og med et samarbejde kan vi få frigivet nogle kræfter til det, siger han.

Så det handler ikke om at overleve, men om at stå bedre på lang sigt?

- Ja, simpelthen. Vi vil være med til at sikre arbejdspladser på Langeland, siger Torben Tørnqvist, mens Lars Birk Rasmussen tilføjer:

- Der er et moment nu for at gøre andre ting. Alt har været kastet op og analyseret. Det handler om at gribe det moment for at gøre det til en endnu bedre virksomhed.

Hvis planen om et samarbejde ikke lykkes, skal Langelands Elforsyning ansætte en ny direktør.

Annonce

Der skal ændringer til

I månederne med analysearbejde har den største udfordring været virksomheden Veksel A/S, der ejer, driver og vedligeholder elnettet. Spørgsmålet har været, om selskabet kan overleve, fordi indtægternes størrelse er reguleret fra centralt hold, og det er vigtigt, at udgifterne kan holdes indenfor den ramme. Men beregninger har vist, at selskabet er levedygtigt - også med penge til fremtidige investeringer.

- Bag beslutningen ligger der beregninger, fremtidsprognoser og en vished om, at det er fuldt forsvarligt at drive foretagendet videre, siger Torben Tørnqvist.

I selskabet Østrøm, der sælger strøm og har 80 procent af langelænderne som kunder, har det heller set for godt ud.

- Vi har solgt strømmen med et tab, siger Torben Tørnqvist.

Et tumultarisk forløb

I januar meldte Fonden Langelands Elforsyning ud, at der var indgået en hensigtserklæring om, at Energi Fyn skulle købe elforsyningen og andre aktiver i Fonden Langelands Elforsyning. 

Meldingen mødte massiv kritik - blandt andet fra dele af elforsyningens repræsentantskab. Kritikken gik blandt andet på, at man havde indgået aftalen med Energi Fyn bag lukkede døre og uden at undersøge markedet nærmere. 

I februar trækker Thomas Elnegaard sig som bestyrelsesformand for Langelands Elforsyning. Samtidig byder Sydfyns Elforsyning sig til og er interesseret i at købe Langelands Elforsyning.

Bestyrelsen vælger at stille handlen med Energi Fyn i bero. 

Torben Tørnqvist tiltræder som ny bestyrelsesformand. Han mener ikke, at man har været gode nok til at undersøge mulighederne for Langelands Elforsynings fremtid. 

I marts stopper direktør Kim Henning Hansen efter næsten 23 år i jobbet. Han kan ikke se sig selv fortsætte, når handlen med Energi Fyn er sat i bero. 

I maj fortæller Langelands Elforsyning, at der arbejdes med otte modeller for at lande på den bedste løsning for elforsyningen. 

29. september fik repræsentantskabet en melding om, at bestyrelsen har valgt at drive Fonden Langelands Elforsyning med samtlige selskaber videre. Og at bestyrelsen vil søge om et samarbejde med Langeland Forsyning vedrørende administration og drift. 

 

Også her skal tingene køres smartere i fremtiden. Elforsyningen skal blandt andet købe bedre ind, som Lars Birk Rasmussen formulerer det. Og så kan det være, at elforsyningen vælger at ty til en mindre afgift til kunderne for at bringe selskabet i økonomisk balance.

Bestyrelsen i Fonden Langelands Elforsyning vil søge et samarbejde om administration og drift med Langelands Forsyning. Billedet her er fra elforsyningens lagerhal Foto: Catrine Madelaire. 

- Der skal kigges på det område, så man ikke taber penge. Man kan gøre administrationen smartere, og ja, så kan et af de andre håndtag, vi bruger, være at lægge et administrationsgebyr på elregningen per måned, ligesom mange andre elselskaber gør, siger Lars Birk Rasmussen.

- Vi skal bruge 10 kroner per måned per forbruger. Så er der balance på det regnskab, tilføjer Torben Tørnqvist. Begge understreger, at intet er besluttet endnu.

Fonden Langelands Elforsyning

Fonden Langelands Elforsyning er en forbrugerstyret fond.

Fondens formål er at medvirke til fremskaffelse og distribution af energi til forbrugerne samt at medvirke til anden virksomhed, som på enhver måde har tilknytning til elforsyningen.

Virksomheden er i dag en koncern som ejer og driver flere selskaber:

Ø/strøm A/S, der tilbyder elprodukter.

Gadelys Langeland A/S - der ejes sammen med Langeland Kommune - ejer og driver gadelysanlægget på Langeland og Strynø.

Fonden rituEL er et binavn til Fonden Langelands Elforsyning og virker som serviceselskab for koncernen.

LEF Vind 1 ApS og LEF Vind 2 ApS driver vindmølleproduktion på Nordlangeland.

VEKSEL A/S ejer og står for drift, vedligehold og udbygning af el-nettet, samt måling og afregning af elforbruget. VEKSEL A/S har ca. 12.300 tilsluttede installationer på Langeland, Strynø og Siø.

Koncernen har knap 17 ansatte.

Elforsyningens repræsentantskab blev orienteret om beslutningen onsdag aften.

En enig bestyrelse har desuden besluttet at søge en konstruktion i selve fonden, der giver større mulighed for, at fondens midler kan bruges til gavn og glæde for Langeland. Der er tale om ca. 230 millioner kroner.


Annonce
Svendborg

Tag kandidattesten her

Sport For abonnenter

Fem kilometer i Ommel med løbestjernen Abdi Ulad: - Jeg har altid søgt at være selvstændig

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Torsdagens coronatal: Yderligere 1247 er smittet med corona

Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Ombudsmanden kræver svar i sag om udrejsecenter: - Det er fandeme klar tale

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Lynchstemning i jollehavnen efter stortyveri: - Det er frækt ad helvede til!

Fyn

Flere afgange aflyses resten af dagen: Store forsinkelser i togtrafikken på Fyn og i Jylland

Langeland

Fyns Amts Avis mener: Debatten om Rema 1000 har udviklet sig til en farce - her er fakta

Faaborg-Midtfyn

Tomgangsbøder udløser heftig debat: Der er én årsag til, Fyns Politi ikke vil rykke ud

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Mathias forsyner Odenses finere restauranter med unikke urter og grønt: Nu vil han også sælge grøntsagskasser

Fyn For abonnenter

Link til artikel med opdaterede corona-tal fra din kommune

Navne

Gudstjenester

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Erhverv For abonnenter

Anders Borring har solgt sin virksomhed for over 500 millioner kroner: Nu vil han hjælpe fattige kvinder og børn

KANDIDATTEST

Ved du hvem, du vil stemme på? Tag kandidattesten her

Langeland

Herregård på Sydlangeland i stor udvidelse: Ferielejligheder, mikrobryggeri, røgeri og stor hal til konferencer og fester

Langeland For abonnenter

Ingen annoncekrig fra Rema: Vi siger bare tak for støtten

Debat

Klumme: Nu falmer skoven og snart er der kommunalvalg

Annonce