Hillerslev: Søndag nåede en elev på Hjemly Idrætsefterskole kun at være der i to timer, før han måtte tage hjem igen for at blive testet for covid-19. Tirsdag kom svaret på testen, som viste, at eleven var smittet med coronavirus.
Skolen tøvede derefter ikke med at tage kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed for at bede om råd og vejledning til, hvordan skolen skulle takle situationen.
- Vi har sendt 64 elever hjem for at blive testet, fordi de betragtes som 'nære kontakter' til den smittede, siger skoledirektør på Hjemly Idrætsefterskole Brian Bastiansen.
Handlekraftige forældre
Næsten alle de hjemsendte elever er tirsdag eftermiddag blevet hentet.
- Forældrene har været ekstremt hurtige til at hente deres børn og få bestilt tests, så det skal de have stor ros for, siger skoledirektøren.
Brian Bastiansen, skoledirektør, Hjemly IdrætsefterskoleVi har sat vores kampe på pause de næste par dage, så vi lige kan få et ordentligt overblik over situationen.
Resten af skolens i alt 230 elever fortsætter med at have undervisning på skolen, men ifølge Brian Bastiansen vil skolen de næste par dage tage den med ro, når det kommer til kampe.
- Vi har sat vores kampe på pause de næste par dage, så vi lige kan få et ordentligt overblik over situationen. Vi er også lige nu i gang med at kigge på, hvilke klasser der skal have virtuel undervisning, siger han.
Stigende smittetal
Det går i det hele taget den forkerte vej med smittetallet i Faaborg-Midtfyn, viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.
I løbet af de seneste syv dage har der været 27 smittetilfælde i Faaborg-Midtfyn. Det betyder, at incidenstallet, som er antallet af smittede per 100.000 borgere de seneste syv dage, i Faaborg-Midtfyn tirsdag ligger på 53. Fredag lød incidenstallet på 33, svarende til 17 smittetilfælde de seneste syv dage.
Faaborg-Midtfyns incidenstal ligger således nogenlunde på niveau med de omkringliggende fynske kommuner, hvor Assens har et incidenstal på 46, Svendborg på 62, Nyborg på 72, mens Odense adskiller sig med et incidenstal på 185.