Annonce
Erhverv

Elcykler, simpel hovedregning og et specielt fartøj kan redde Dageløkke Havn

Torben Lunnemann Frederiksen har svært ved at forstå den måde, brødrene Jeppesen forvalter deres ejerskab af Dageløkke Havn på.
Ejerne af Dageløkke Havn forregnede sig, da de købte havnen som konkursbo i 2016, mener tidligere havnechef, som her giver sit bud på, hvad der skal til for at blæse nyt liv i den gamle mole.

Dageløkke Havn er igen til salg. Det var den også, da Torben Lunnemann Frederiksen i midten af 00’erne flyttede fra Struer til Langeland. Den tidligere havnechef lavede dengang nogle beregninger på, hvad det ville kræve at få havnen på Langelands nordvestside til at gå i nul.

- Jeg kom frem til, at det ikke kunne lade sig gøre. Ikke for mig, i hvert fald. Det største problem er, at havnen er vestvendt. I storm vil den sande til, og der skal renses op i løbet hvert år. Den del er forholdsvis er dyr. Men det koster ikke så meget at komme af med sandet, og et oprensningsfartøj vil let kunne skille sig af med det, siger Torben Lunnemann Frederiksen.

Det er ikke første gang, de nuværende ejere sætter havnen til salg. Torben Lunnemann Frederiksen ser det som et tegn på, at deres kalkule - hvis de ellers havde lavet sådan en - var forkert, da de købte havnen i 2016.

- Det er ellers et ret simpelt regnestykke. Først og fremmest skal man se på, hvad det koster at rense sejlløbet op hvert år. Så skal der ansættes en person, der kan stå for at drive havnen. Der skal være en købmandsforretning, og der skal være personale. Der ligger allerede en lille restaurant i havnen, men det ville hjælpe, hvis dens kulinariske repertoire blev udvidet. Det er godt og vel fire faste udgiftsposter, som skal suppleres med udgifter til markedsføring, siger Torben Lunnemann Frederiksen.

Annonce

Urimelig pris

Havnen er udbudt til to millioner kroner. Det mener Torben Lunnemann Frederiksen er en urimelig pris, havnens forfatning taget i betragtning. Der skal store investeringer til at vedligeholde en hvilken som helst havn. Men Dageløkke Havn er særligt udfordret af at være omringet af et sommerhusområde, mener han.

- Det er ikke attraktivt for sejlere. Men det kunne man muligvis komme til livs ved at stille elcykler til rådighed på havnen, så tilrejsende kunne komme rundt i området.

Havnen tilhører brødrene Uffe, Torben og Dan Jeppesen. I maj sagde Uffe Jeppesen her i avisen, at de ikke havde profit i sigte - investeringen skyldtes derimod, at brødrene var kommet på havnen som børn. Men affektionsværdien må være falmet i udgifternes skær, siger Torben Lunnemann Frederiksen.

- Som erfarne forretningsfolk må de, trods alt, have lavet en regnestykke på, om tingene kan løbe rundt. Men man kan godt komme i tvivl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce