Annonce
Danmark

Eksperter: Flokimmunitet kan komme før vaccine

Det er slet ikke sikkert, at der kommer en vaccine, før mindst 60 procent af befolkningen er blevet smittet med covid-19, mener forskere. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Selvom myndighederne afviser, at strategien er at opnå flokimmunitet over for covid-19, er det sandsynligt, at mindst 60 procent af befolkningen når at blive smittet, inden der lander en vaccine, vurderer eksperter. I værste fald kan det betyde 36.000 dødsfald, men så slemt kommer det næppe til at gå, lyder det.

Coronavirus: Flokimmunitet er ikke strategien. Det handler i stedet om at sikre, at sygehusene kan følge med, indtil der er effektiv behandling eller en vaccine. Sådan lød beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S), da regeringen mandag aften løftede sløret for de første skridt af genåbningen af Danmark.

Men selvom flokimmunitet ikke er selve strategien, kan det alligevel ende med at være løsningen på coronaepidemien. En vaccine eller effektiv medicin kan være så længe undervejs, at mindst 60 procent kan være blevet smittet, og vi dermed opnår flokimmunitet, som betyder, at virusset mister evnen til at sprede sig i samfundet.

Det vurderer virusforskerne Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet og Troels Høyer Scheel fra Københavns Universitet.

Annonce

Tre korte om flokimmunitet

  • Der opstår flokimmunitet, når en befolkning bliver beskyttet mod en sygdom, så den ikke længere kan spredes og udvikles til en epidemi.
  • I forhold til covid-19 mener eksperter, at mindst 60 procent skal være immune, før der er tale om flokimmunitet. Det svarer til cirka 3,6 millioner danskere. Flere mener dog, at der skal endnu mere til for at skabe flokimmunitet.
  • Flokimmuniteten kan skabes gennem for eksempel vaccine. Men der er endnu ikke udviklet en vaccine mod covid-19. Derfor er en anden måde at sikre flokimmunitet, at personer bliver smittet og opbygger antistoffer mod sygdommen.

Lange udsigter til vaccine

Selvom myndighederne er tilbageholdende med at bruge ordet flokimmunitet i bekæmpelsesstrategien, mener Søren Riis Paludan, at det de facto er en central del af den udførte strategi.

- Kontrolleret opnåelse af flokimmunitet er den reelle strategi. Man forsøger at få samfundet så meget i gang som muligt. Derved vil der langsomt blive opnået flokimmunitet, medmindre der kommer en vaccine, siger han.

Og den vaccine kan vi givet vis komme til at vente længe på.

Flere eksperter er enige om, at der går mindst 12 måneder, før der er udviklet en vaccine. Sandsynligvis længere. Det er mere usikkert, hvor langt vi er fra at opnå flokimmunitet, men Søren Riis Paludan vurderer, at der vil gå 12-18 måneder. Og på den måde vil tilstrækkeligt mange være blevet smittet, før der lander en vaccine.

Få smittede

Troels Høyer Scheel, virolog ved Københavns Universitet, mener dog, at det kan tage mere end 12-18 måneder at opnå flokimmunitet, hvis vi fortsat har lukket store dele af samfundet ned. En undersøgelse af antistoffer mod covid-19 blandt bloddonorer i hovedstaden viste for nylig, at blot 2,7 procent af de undersøgte bloddonorer har haft coronasmitte og dannet antistoffer.

Men selvom der kan være lang vej til flokimmunitet, kan der også meget vel gå længere end et år, før der er en vaccine, fortæller Troels Høyer Scheel.

- Udfordringen er, at der ikke er en vaccine, som er færdigudviklet for et lignende virus i mennesker. Vi ved ikke, hvad der faktisk virker.

Heller ikke effektiv medicin kommer nødvendigvis, før mindst 60 procent er smittet, og der er opnået flokimmunitet. Udviklingen af ny medicin vil formentlig tage lige så lang tid som udviklingen af en vaccine, fortæller Troels Høyer Scheel.

- Håbet kan dog være, at et lægemiddel, der allerede er udviklet mod en anden infektion, også virker mod coronavirus. Så kan vi måske inden for få måneder åbne ret meget op igen, siger han.

Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, vurderer, at der er cirka 50 procents chance for, at der opnås flokimmunitet i befolkningen, før der er en vaccine klar mod covid-19. Foto: Aarhus Universitet.

Køber tid

Sundhedsstyrelsen forventer, at dødsraten under coronaepidemien ligger mellem 0,3 og 1 procent. Hvis 60 procent af danskerne skal smittes for, at vi kan opnå flokimmunitet, vil det betyde mellem 10.800 og 36.000 dødsfald. Men så slemt kommer det ikke til at gå, vurderer Søren Riis Paludan og immunolog Jan Pravsgaard Christensen fra Københavns Universitet

Søren Riis Paludan forventer, at et stadigt stort mørketal vil afsløre, at dødeligheden er markant lavere. Og da man trækker epidemien ud, vil patienter eksempelvis vil kunne få gavn af medicin eller anden behandling, der med tiden udvikles.

Det samme mener Jan Pravsgaard Christesen.

- Jo langsommere, det går med, at folk dør, jo længere tid køber du dig til at forsøg med medicinsk behandling og vaccine kan nå at komme i værk, siger han.

Spreder sig langsomt

Han tror i modsætning til de to virusforskere ikke, at det er realistisk, at naturlig flokimmunitet overhaler udviklingen af en vaccine.

- Ikke hvis det fortsætter med at sprede sig så langsomt i samfundet, som det gør nu. Hvis vi regner med, at 1-5 procent har været smittet nu, så har det altså taget to måneder at nå dertil, siger Jan Pravsgaard Christensen, der dog understreger, at meget kan ændre sig, hvis man får et bedre overblik over, hvor mange der har været smittet i samfundet og dermed er immune.

Jan Pravsgaard Christensen påpeger derudover, at der er ubehagelige ubesvarede spørgsmål i en strategi om at sikre flokimmunitet. Og at man derfor bør satse stærkt på en vaccine, som måske skal gives med jævne mellemrum.

- Der er den dark horse, at vi ved ikke endnu, hvor længe immuniteten består i de folk, der allerede er smittet. Bliver det her en meget langvarig proces, risikerer vi, at når de sidste kommer ind i gruppen med immunitet, kan andre være på vej ud, fordi det er så lang tid siden, at de er smittet, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce