Annonce
Svendborg

Eksamensfri og karakterfri: Skolefolk vil åbne ny friskole i Tankefuld

Mikkel Oldenburg, en af de otte personer i en arbejdsgruppe, mener, at omgivelserne og faciliteterne på den nuværende FGU-skole er ideelle til den nye friskole. FGU-eleverne flytter til august ind i den tidligere AMU-skole på Ryttervej. Foto: Katrine Becher Damkjær
Kreds af skolefolk vil i 2022 åbne en friskole i de nuværende FGU-bygninger i Tankefuld. Både borgmester og børne- og ungeformand er positive, men sporene skræmmer. I 2020 gik lignende Fund-friskole konkurs med kæmpegæld efter blot et år i Odense.

Svendborg: De nuværende FGU-bygninger på Tipsvænget ved Tankefuld – den tidligere produktionshøjskole og erhvervsforskole – kan om et år åbne som en ny friskole med omkring 100 elever.

En kreds af skolefolk har siden sidste sommer arbejdet med planerne om at åbne en friskole i Svendborg, og de har nu præsenteret deres tanker for gruppeformændene i byrådet og samtidig afleveret et konkret ønske om at leje dele af FGU-bygningerne, som kommunen købte tidligere på året.

Friskolen vil levere en anderledes type undervisning, som tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål, som bygger på Grundtvigs tanker og værdier og er fri for både prøver og karakterer. Mikkel Oldenburg fra arbejdsgruppen bag planerne betegner bygningerne lidt udenfor byen som særdeles velegnede.

Annonce

- Vi arbejder med læring for læringens skyld. Princippet handler blandt andet om at fordybe sig og finde glæden ved at mestre noget og blive bedre til noget, og her er omgivelserne ideelle, fordi man kan sætte sig ned og lade tiden stå stille, mens man fordyber sig, forklarer Mikkel Oldenburg.

Stor interesse på Tåsinge

Det er planen, at skolen skal åbne i 2022 med omkring 100 elever, og man går efter at starte med en såkaldt indstigningsmodel med elever i en børnehaveklasse, 1. og 2. klasse, en 7. klasse og en 10. klasse. Disse klasser skal være fødekæde for en løbende udvidelse af elevtallet.

Mikkel Oldenburg mener, det er realistisk at åbne med omkring 100 elever. Han forklarer, at der er venteliste på flere privat- og friskoler i området, og samtidig fremhæver han, at erfaringerne fra en gruppe bag planerne om at åbne en friskole på Tåsinge har vist, at der er et behov for en alternativ skole.

Grundlaget

Den pædagogiske profil i Fund-modellen bygger på:

  • prøve- og karakterfri skole
  • innovative og tværfaglige læringsforløb
  • kend dig selv/styrkebaseret pædagogik
  • kreativitet og craft-psykologi
  • kærlige og skældud-frie læringsmiljøer
  • Unicef-rettighedsskole

Skolens grønne profil bygger på:

  • de 17 FN-verdensmål - grøn og bæredygtigt entreprenørskab
  • haver til maver
  • økologisk frokost til alle

- På Tåsinge havde de 52 elever skrevet op, men kunne ikke finde de rette bygninger. Det viser, at der er mange, der søger et alternativ, siger Mikkel Oldenburg, der fortæller, at Christina Øbo Andersen fra friskolegruppen på Tåsinge også er med i den nye arbejdsgruppe.

- Der flytter i øjeblikket også rigtig mange familier til Sydfyn fra storbyområder som København, og de søger noget andet end det traditionelle skoletilbud, siger Mikkel Oldenburg.

Annonce

Blevet klogere

Han er en del af arbejdsgruppen sammen med blandt andre Bodil Balle og Michael Thagaard, og de tre var også involverede i Fund Friskolen i Odense, der åbnede i 2019 og gik konkurs efter blot et år.

Manglende økonomistyring resulterede i, at skolen stod med et underskud på tre millioner kroner efter et år, og et redningsforsøg fra ansatte og forældre lykkedes ikke. Konkursen betød, at 135 børn måtte flyttes til andre skoler i Odense, men Mikkel Oldenburg frygter ikke en gentagelse af forliset i Odense.

Mikkel Oldenburg håber, det vil lykkes at åbne en Fund Friskole i de nuværende FGU-bygninger på Tipsvænget. Han har faktisk selv været elev i bygningerne, da kommunen i 90'erne drev en produktionshøjskole i lokalerne. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Vi har lært en hel masse, og vi er blevet så meget klogere. Nogle gange kan man drukne i sin egen succes, og vi kunne ikke det hele fra starten. Vi arbejder nu med denne her indstigningsmodel, som betyder, at skolen kan udvikle sig i et mere roligt tempo, siger Mikkel Oldenburg.

Borgmester Bo Hansen (S) er positiv overfor gruppens planer og mener, at de kommunale bygninger på Tipsvænget er velegnede til en friskole.

- Omgivelserne passer godt til en friskole, der vil tænke utraditionelt og dyrke det kreative og håndens arbejde. Her er rammerne med masser af værkstedsfaciliteter helt fantastiske, siger Bo Hansen.

Arbejdsgruppen

Folkene i arbejdsgruppen bag planerne om en Fund-friskole i Svendborg er:

  • Mikkel Oldenburg, pædagogisk koordinator på Oure Friskole.
  • Michael Thagaard, forstander på Langelands Efterskole, tidligere skoleleder på Fund Friskole i Odense.
  • Jesper von Weiding, designer og kreativ direktør.
  • Per Jørgensen, arbejder med uddannelse i forsvaret.
  • Erling Hjernø, eventmager, komponist og musiker.
  • Shireen Møller, lærer og møbelsnedker.
  • Christina Øbo Andersen, musikskolelærer, aktiv i tidligere friskoleprojekt på Tåsinge.
  • Bodil Balle, lærer med diplomuddannelse i læsning og skrivning

Han kender godt forhistorien fra Odense, men konkursen bekymrer ham ikke.

- I Odense havde de det svært, men omvendt mener jeg, at en friskole med de værdier, de repræsenterer, vil passe godt ind i Svendborg. Når de præsenterer de ting, de står for, kunne jeg godt forestille mig, at der var et marked for sådan en friskole i Svendborg, siger han.

Annonce

Seriøse tanker

Bo Hansen mener, at skolen vil være et spændende alternativ til den traditionelle folkeskole – blandt andet til folk fra ”den kreative klasse”, som Svendborg er kendt for at have mange af.

- Vi har mange fine friskoler i kommunen, men de ligger mere på landet og ikke inde i byen, siger borgmesteren.

Bo Hansen understreger dog, at det bliver op til en forhandling i byrådet, om kommunen skal leje FGU-bygninger ud til folkene bag friskoleplanerne.

Formand for Børn- og Ungeudvalget, Henrik Nielsen (K), oplyser, at friskolefolkene ikke er de eneste, der har vist interesse for de tomme bygninger. Der er også konkrete drøftelser om at flytte kommunens naturskole fra Skårupøre til FGU-bygningerne i Tankfuld, og de politiske ungdomsorganisationer har også vist interesse for at skabe et fællesskab i bygningerne.

Om friskoleprojektet siger han:

Mikkel Oldenburg, en af de otte personer i en arbejdsgruppe, mener, at omgivelserne og faciliteterne på den nuværende FGU-skole er ideelle til den nye friskole. FGU-eleverne flytter til august ind i den tidligere AMU-skole på Ryttervej. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Det er virkelig seriøse tanker, der ligger bag det projekt, de vil realisere derude. Og det kan godt være, der er et behov for sådan en skole tættere på Svendborg by end de øvrige friskoler vi har. Umiddelbart synes jeg, det lyder spændende.

Henrik Nielsen tilføjer dog, at han endnu savner viden om de økonomiske betingelser bag skoleprojektet.


Vi har lært en hel masse, og vi er blevet så meget klogere.

Mikkel Oldenburg, medlem af arbejdsgruppen bag Fund-friskoleprojektet


Svendborg Kommune købte i februar bygningerne på Tipsvænget af FGU Syd- og Midtfyn for 9,5 millioner kroner. Det skete som et led i en handel, der flytter FGU ind i den tidligere AMU-skole på Ryttervej til august. Samtidig hjalp byttehandlen Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier af med den tomme AMU-bygning, der var svækket institutionens økonomi i årevis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce