Annonce
Søsiden

Ejvind byggede også Hjortøboen og mange andre: De kaldte ham Jollebageren

Birkholm havn, sommer 2005 - da den Ejvind Henningsen-byggede Birkholmposten endnu var i drift som passager - og postbåd Marstal-Birkholm. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Mange af bådene fra de Henningsen-familiens værfter i Rantzausminde sejler endnu.

RANTZAUSMINDE: Svendborg-forstaden Rantzausminde var indtil midten af 1980’erne lokation for en betydelig produktion af joller, årer og både.

Mange af fartøjerne sejler endnu. Det gælder fx Birkholms gamle postbåd på Thurø, Svendborg Kommunes nuværende m/f Hjortøboen og Svendborg Museums veteranpostbåd Hjortø.

Rantzausmindes værfter lå, hvor boligbebyggelsen Vesterrøn blev opført i slutningen af 1980’erne og på dele af arealet, hvor Maersk Training Center nu ligger.

Rantzausmindes 80-årige historie som værfts-by knytter sig i det meste af perioden til familien Henningsen.

Svendborg Museums veteranpostbåd Hjortø bygget af træ. Den blev  oprindelig leveret til bådfører Jørgen Greve Rasmussen i 1954 fra Henning Henningsens Bådeværft i Rantzausminde. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Henning Henningsen stammede fra Hjortø, blev udlært bådebygger i Fjellebroen og etablerede Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik i 1904. Efter en spæd start på Hjortø udviklede virksomheden sig hurtigt i Rantzausminde med bygning af bl. a. fiskefartøjer, patruljebåde til Toldvæsenet, joller og lystbåde af træ plus fabrikation af årer.

Annonce

Jollebageren

I 1956 overtog Henning Henningsens ene søn, Axel Henningsen værftet og fortsatte traditionelt bådebyggeri med fartøjer af træ. I de bedste tider beskæftigede værftet omkring 70 medarbejdere. Værftet havde også en større produktion af fartøjer til Grønland.

Hans bror Ejvind Henningsen så tidligt mulighederne i det dengang nye materiale polyesterarmeret glasfiber. Han etablerede i 1956 Ejvinds Plasticjoller og Bådeværft. Med næsten 3000 leverede fartøjer indtil værftets lukning i 1979 fik det stor succes.

De mindre fartøjer hærdede i en ovn. Det gav bådebyggeren tilnavnet ”Jollebageren”.

Værftet støbte også som underleverandør skrog til 250 eksemplarer af lystbåd-typen Spækhugger. Desuden fremstillede værftet bl. a. stemmeurner, batterikasser, søbåker og syrekar.

Den nuværende m/f Hjortøboen er den eneste bilfærge bygget hos Ejvinds Plasticjolle- og Bådeværft i Rantzausminde. Båden, der kan fragte en personbil, blev bygget i 1976 og er senere forlænget. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

I 1980 blev begge Henningsen-værfter overtaget af Ringe-virksomheden Jeros. Den etablerede glasfiberværftet Jeros Marine, hvor træskibsværftet lå (i dag Vesterrøn).

Jeros lukkede i 1986 og dermed ophørte Rantzausmindes epoke som bådebygger-område.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce