Annonce
Ærø

Ejerskifte i Ærøskøbing: Helsekost-forretning er blevet solgt

Diana Jordt kan fra 1. januar kalde sig indehaver af helsekost-forretningen i Vestergade i Ærøskøbing. Foto: Peter Becher Damkjær
Diana Jordt overtager fra årsskiftet helskostbutikken i Vestergade efter Helle Beckmann. Den nye ejer bruger hele december på at lære butikken, kunderne og de særlige systemer at kende.

Ærøskøbing: Det var ikke længe indehaver af helskostforretningen i Vestergade i Ærøskøbing Helle Beckmann skulle lede efter en til at overtage butikken. I starten af november fortalte hun til avisen, at hun ønskede at sælge den, og pr. 1. januar får hun sit ønske opfyldt.

Butikkens nye ejer er Diana Jordt, der officielt overtager butikken ved årsskiftet, og hun er allerede her i december begyndt at passe forretningen for at lære den at kende.

- Jeg kan mærke, det er rigtig god idé med den her overgangsperiode, inden jeg selv tager helt over til januar. Der er meget, man lige skal have styr på, for helsekostbranchen er kæmpestor. Men det har også været dejligt at kunne mærke, at folk er rigtig glade for, at butikken fortsætter efter Helle, siger Diana Jordt, der kommer ud i butikslokalet fra bag det kulørte forhæng, som adskiller butikken fra baglokalet.

Diana Jordt flyttede sammen med sin kæreste til Ærø for to år siden, og hun har flere års erfaring som ernærings- og træningskonsulent og ikke mindst som kostvejleder.

- Så jeg kender i forvejen en del til helse- og kosttilskud. Men Helle har haft sit helt eget system her i butikken med hvad der står hvor på hylderne, og det skal man lige lære, siger hun med et smil og peger på en hylde, hvor der står nogle glas med kosttilskud, men hvor de produkter, der står forrest, ikke nødvendigvis er de samme længere inde på hylden.

- Det skal man lige vænne sig til, og det kan også være, jeg kommer til at stille det lidt anderledes op.

Annonce

Det hele skal hænge sammen

Diana Jordt har i den tid, hun har boet på Ærø, også holdt stress- og coachingforløb hjemme i privaten i Langagre. Og det har hun tænkt sig at blive ved med.

- Faktisk overvejede jeg kort at flytte butikken her hjem, men jeg har valgt at blive her i Ærøskøbing, fordi jeg kan mærke at der er mange, der er glade for at kunne lægge vejen forbi. Så kan det være, jeg skal justere lidt på åbningstiderne. Lige nu holder jeg lukket mandag og tirsdag, men det kan ændre sig. Det vigtige er, at det hele kan hænge sammen. Både butikken her og de forløb, jeg kører derhjemme.

Første åbningsdag med Diana ved roret vil blive i begyndelsen af januar, hvor ejerskiftet vil blive markeret med en reception.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce