Annonce
Svendborg

Ejerskifte: Arne sælger Spar på Mølmarksvej

Købmand Arne Petersen (tv) fik et tilbud, han havde svært ved at afvise, og det betyder, at han pr 1. februar sælger Spar på Mølmarksvej til Jonas Tingholm Frimann. Foto: Michael Thorbjørnsen
Jonas Tingholm Frimann overtager den 1. februar Spar på Mølmarksvej og dermed også ejerskabet af det Spar-supermarked, som sidst på året åbner i det nye byggeri på Nordre Skole-grunden.

Svendborg: Der tre, der var to - og nu har købmand Arne Petersen, Svendborg, kun en af sine Spar-butikker tilbage.

For små tre år siden solgte Arne Petersen efter 20 år som indehaver således Spar i Tved til nu 28-årige Martin Hansen, og det er også en yngre mand, Jonas Tingholm Frimann, 29 år, som 1. februar overtager Spar-butikken på Mølmarksvej.

- Forretningen var ikke til salg, men alligevel får jeg sidst i 2020 en forespørgsel og et godt tilbud, jeg havde svært ved at sige nej til, forklarer Arne Petersen.

Han påpeger, at butikken de seneste år kun har leveret sorte tal på bundlinjen, selv om der på Mølmarksvej har været konkurrence fra både den nye Rema 1000 og Netto.

- Hvor utroligt det end kan lyde, så havde Spar Mølmarksvej faktisk vækst i 2020, og det viser  bare, at mange fortsat gerne vil handle i de mindre nærbutikker, siger Arne Petersen.

Jonas Tingholm Frimann overtager med købet også det Spar-supermarked, der kommer til at ligge i det store boligbyggeri, som er under opførelse på Nordre Skole-grunden, og som forventes at stå færdigt sidst på året.

Når Spar rykker ind i det nye og dobbelt så store lejemål, er det planen, at den nuværende Spar-butik på Mølmarksvej rives ned, og at der også her skal bygges nye lejligheder.

Annonce

Tid til børnebørn

Da Arne Petersen i 2016 solgte Spar i Tved hang det sammen med en et ret alvorligt styrt på cyklen, som blandt andet har betydet, at han har svært ved at løfte med sin højre arm.


Jeg har i et stykke tid ledt efter nye udfordringer, og jeg fandt det uhyre interessant at kunne være med til at etablere den nye Spar i Nordre Skole-byggeriet, og derfor er jeg glad og taknemmelig for, at Arne sagde ja til et salg.

Jonas Tingholm Frimann


- Jeg kunne dermed ikke længere drive den store forretning i Tved, som jeg gerne ville, og derfor solgte jeg. I forretningen på Mølmarksvej har jeg ikke deltaget meget i den daglige drift, så her handlede det udelukkende om det gode tilbud, jeg fik, understreger han.

Nu står Arne Petersen tilbage med én butik, Spar på Wandallsvej -  og den er ikke til salg.

- Her er købmand Jens Leermann daglig leder - og gør det fantastisk godt, så her blander jeg mig mindst muligt, siger Arne Petersen, hvis hustru, Tina Petersen, stadig er ansat i Spar i Tved.

Han vil nu koncentrere kræfterne om at hjælpe sin yngste søn, der står bag et vognmandsfirma, og få mere tid med sine fire børnebørn samt løb og cykling.

Annonce

Nyt kapitel

Jonas Tingholm Frimann er lederuddannet i Coop, og han er efter fire år i København, hvor han har været franchiseejer af en større 7-Eleven, nu vendt tilbage til fødeøen Fyn med sin kone, datter og hund.

- Hverken min kone eller jeg har familie i København, og da vi fik vores nu et-årige datter Vibe, kunne vi begge mærke et behov for at vende hjem til familien på Fyn og Aarslev, hvor vi har bosat os.

7-Eleven butikken overdrager Jonas Tingholm Frimann på fredag, og han er nu klar til et nyt og spændende kapitel i sit liv.

- Jeg har i et stykke tid ledt efter nye udfordringer, og jeg fandt det uhyre interessant at kunne være med til at etablere den nye Spar i Nordre Skole-byggeriet, og derfor er jeg glad og taknemmelig for, at Arne sagde ja til et salg, siger Jonas Tingholm Frimann.

Han ser nu frem til at lære Spar-konceptet, Sydfyn og de lokale kunder at kende i et roligt tempo, inden den store udfordring venter til efteråret, hvor den nye butik på 700 kvadratmeter skal indrettes.

- Jeg skal lytte til kundernes ønsker til et moderne Spar-supermarked, og jeg kan love, at den bliver indrettet efter de helt nye og moderne koncepter i Spar-kæden med fokus på blandt andet en indbydende grøntafdeling, en convenience-afdeling med et stort udvalg af færdiglavet mad samt konkurrencedygtige priser, siger Jonas Tingholm Frimann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Aflyst boligmesse blev startskuddet for et år med corona på Sydfyn: Da han tændte telefonen, var verden på den anden ende

Annonce