Annonce
Langeland

Ejer af Langelandsfestival langer ud efter Christiansborg: Arrogance ødelægger 30-års jubilæum

Håbet om at afholde Langelandsfestival hænger efterhånden i en tynd tråd, mener festivalens ejer Allan K. Pedersen. Arkivfoto: Nils Svalebøg
Usikkerheden, der omgærder årets festivaler, har allerede gjort skade på Langelandsfestivalens 30-års jubilæum, mener festivalens ejer.

Bliver der festival i 2021? For Allan K. Pedersen, ejer af Langelandsfestival, begynder det ubesvarede spørgsmål at gøre mere ondt, end et klart nej ville gøre. Selvom festivalen ender med at blive opført, har uvisheden hæmmet forberedelserne så meget, at det stort anlagte 30-års jubilæum næppe bliver, som han havde ønsket.

- Hele tilløbet til vores jubilæum, som har samlet momentum gennem de senere år, og som gerne skulle kulminere i år og vække nogle stærke minder og følelser hos vores gæster, er skadet af de manglende svar fra politikerne, siger Allan K. Pedersen.

Festivalen i Rudkøbing adskiller sig fra de fleste andre festivaler, fordi den geografiske placering medfører mange logistiske udfordringer, tilføjer han.

Annonce


Vi har sparret med mange forskellige politikere, som på den baggrund må have fået en indsigt. Den kunne jeg godt tænke mig, at de brugte.

Allan K. Pedersen, ejer af Langelandsfestival


Festivalen koster et sted mellem 20 og 30 millioner at afvikle, har Allan K. Pedersen tidligere sagt her i avisen. Han vurderer, at de i år skal runde 20.000 besøgende, hvis det skal kunne løbe rundt økonomisk. Det er tæt på maksimal kapacitet. Så hvis festivalen skal på vingerne i år, kræver det en tilladelse stort set uden forbehold.

- Vi skal flytte rigtig mange mennesker og rigtig meget udstyr. Hvis vi skal arbejde med alt for mange restriktioner, kan det ikke lade sig gøre. Men jeg har efterhånden svært ved at forestille mig, at vi får en blanko-tilladelse. Det trækker i den forkerte retning, siger han.

Politisk arrogance

I øjeblikket forsøger han sammen med syv fuldtidsansatte at lave forskellige beregningsmodeller for, hvad der kan lade sig gøre. Men de arbejder i mørke, så længe regeringen ikke kan give klar besked, fortæller han.

- Det er en arrogant tilgang. Tænk på nogle af de festivaler, som skal åbne om en måned - de har ikke en chance.

Langelandsfestivalen ligger normalt i slutningen af juli. Skrækscenariet i år er, at de får en tilladelse, kun for at få den trukket tilbage i forberedelsernes sidste dage.

- Så er det lige før, at et klart nej vil være bedre, siger han.

Hvis alle landets festivaler får et nej, kan de dele en halv milliard kroner, som regeringen sammen med støttepartierne har afsat til kompensation.

Men Allan K. Pedersen er ved at løbe tør for tålmodighed med politikernes ageren.

- Vi har holdt møder på Skype og Zoom med Kulturministeriet og Erhvervsministeriet. Vi har sparret med mange forskellige politikere, som på den baggrund må have fået en indsigt. Den kunne jeg godt tænke mig, at de brugte, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce