Annonce
Svendborg

Efterlysning: 83-årige Thorkild søger sygeplejerske med særlig tatovering

Thorkild Henrik Møller efterlyser en sygeplejerkse med en bestemt tatovering. Foto: Michael Thorbjørnsen
Annonce

Svendborg: Vi får på Ugeavisen Svendborgs redaktion ofte besøg af mennesker, der har noget på hjerte. Disse besøg resulterer nogle gange i relevante artikler, andre gør vi ikke så meget ved.

I dag fik vi dog besøg af en kær mand med en særlig mission, vi ikke kunne stå for.

Thorkild Henrik Møller, 83 år, parkerede således resolut sin scooter  i Sankt Nicolai Gade, og da han entrede avishuset, undskyldte han først, at han havde glemt at få sit høreapparat med sig. Herefter bekendtgjorde han, at han leder efter en ganske bestemt sygeplejerske til et ganske bestemt formål.

Thorkild Henrik Møller, født i Vindeby i 1936 og opvokset i Svendborg, hvor han blandt andet har arbejdet med byggematerialer i Trælasten, har fulgt Ugeavisen Svendborgs serie om tatoveringer.

- De fleste er sgu ikke så pæne, udbryder han og oplyser, at han ikke selv har tatoveringer.

Nu er han, sin alder til trods, dog klar til at få sin første tatovering, men det skal være en helt særlig en af slagsen.

I efteråret 2017 var Thorkild Henrik Møller på sygehuset i Svendborg og blev her behandlet af en meget sød sygeplejerske, som på sin arm havde en tatovering af en, ja, hvad tror du, kære læser? Svaret kommer her:

En smakkejolle!!

- Jeg roste hende og tatoveringen, og hun fortalte, at der var tale om en Aalborg Jolle, husker Thorkild Henrik Møller.

Han begrunder det gode minde med sin egen ungdom, hvor han hver sommer selv sejlede  rundt i en smakkejolle på Svendborgsund, og af netop den grund fandt han sygeplejerskens tatovering ret så fascinerende.

- Sygeplejerskens tatovering var så godt lavet, at jeg meget gerne vil have fat i den tatovør, der er mester for den. Hvis jeg finder vedkommende, så lover jeg til gengæld, at han får lov til at lave min første tatovering, siger Thorkild Henrik Møller.

Vi håber selvfølgelig, at Ugeavisen Svendborgs læsere kan hjælpe Thorkild Henrik Møller, og vi sidder klar på tlf. 20692505 for tips, der kan føre os på sporet af enten sygeplejerske eller tatovør.


Sidste nyt: Ugeavisen Svendborg har nu fået kontakt med sygeplejerken, og vi arbejder på at sætte et møde i stand med hende og Thorkild Henrik Møller.


Sygeplejerskens tatovering var så godt lavet, at jeg meget gerne vil have fat i den tatovør, der er mester for den. Hvis jeg finder vedkommende, så lover jeg til gengæld, at han får lov til at lave min første tatovering.

Thorkild Henrik Møller, 83 år
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce