Annonce
Ærø

Efter tre år på Ærø: Syriske Ahmad og hans familie kæmper for en sikker fremtid i Danmark

I stuen hjemme hos Ahmad og Manar. Fra venstre mod højre: Hesham, Ahmad, Manar, Hebeh, Kammer, Ghassan. Foto: Hedvig Høgh-Olsen
I 2013 flygtede Ahmad Alfakih fra Syrien til Libanon, og i 2014 kom han til Danmark. I dag har han sammen med sin familie opbygget en ny tilværelse i Ærøskøbing, men fast arbejde og dansk sprogkunnen er ingen garanti for at familien får lov til at blive i Danmark.

Ærøskøbing: Klokken nærmer sig 18.45, da jeg banker på ruden i toppen af den lave hoveddør i Østergade. Da døren åbnes, bliver jeg mødt af to par nysgerrige, brune øjne. Foran mig står en dreng og en pige, begge med kraftigt mørkt hår. Det er Ghassan på ni og Hebeh på 11, to af Ahmads og Manars i alt fire børn. Lidt efter kommer Ahmad til syne i dørkarmen. Han smiler og rækker mig hånden. Jeg tager skoene af og går ind i stuen, hvor jeg møder Ahmads kone, Manar, datteren Kammer på 14 og sønnen Hesham på 13 år.

Gulvet er dækket af gråt gulvtæppe og i den anden ende af lokalet står tre mørke lædersofaer rundt om et mindre bord, samt et stort, hvidt bur med tre gule kanariefugle hvis pippen og basken med vingerne bliver soundtrack til vores samtale rundt om sofabordet. På bordet står en lyserød buket roser i plastik - et levn fra fortiden i Syrien, hvor Ahmed solgte blomster til butikker i Damaskus.

Ahmad Alfakih er et eksempel på en af de flygtninge, der er kommet til Ærø, som har haft succes med at finde arbejde. Hver aften gør han og Manar rent på Ærøfærgerne, og i dagtimerne arbejder Ahmad for sit eget firma, hvor han laver alt fra rengøring til havearbejde.

- Det nytter ikke noget at sidde derhjemme og søge arbejde, man skal selv ud og opsøge folk, og så skal man søge alt, hvad der er, fortæller Ahmad, der i sin tid startede i praktik hos vandrehjemmet Villa Blomberg i Ærøskøbing, hvor han gjorde rent. Om sommeren har Ahmad fire ansatte, og dagene bliver brugt med arbejde fra morgen til aften, hvorefter han og Manar gør rent på færgen sent om aftenen.

- Det er svært at lade børnene være alene hver aften, men vi skal kæmpe, så vi kan forsørge vores familie.

Annonce

Studerende fra SDU

Artiklen er produceret af studerende i journalistik på Syddansk Universitet, som har tilbragt en uge på Ærø for at skrive artikler i forbindelse med studiet.

De har samarbejdet med redaktionen undervejs i processen. Artiklen er læst og redigeret af redaktionen.

Levede adskilt i tre år

Efter tre år er familien faldet godt på plads i Ærøskøbing. Alligevel ligger fremtiden usikker, for selvom Ahmad taler næsten flydende dansk og har fast arbejde, er der ingen garanti for at familien kan få lov til at blive boende i Danmark.

- Det er en meget svær situation, men vi må bare kæmpe videre og prøve ikke at tænke for meget på det, siger Ahmad og sidder et par sekunder med sammenbidte læber og stirrer tomt ud i luften.

I dag bor familien til leje i huset i Ærøskøbing, men i tre år levede de adskilt. Ahmad i Danmark og Manar og børnene i Syrien.

- Det første år var meget svært. Jeg havde ingen familie og talte ikke sproget, fortæller Ahmad, der tilbragte de første to uger i Danmark på asylcenteret Center Sandholm, inden han fik tildelt midlertidig opholdstilladelse. Efter tre år lykkedes det Ahmad at få resten af familien til Danmark via familiesammenføring, og de fire børn går i dag i skole i Marstal.

- Ærøboerne har hjulpet mig meget. Både med at lære sprog og med at finde arbejde, siger Ahmad, der både har lært at tale engelsk og dansk efter han kom til Danmark.

Kan aldrig tage tilbage

Manar og børnene sidder i sofaen overfor. De to piger Hebeh og Kammar fniser og hvisker i hjørnet. Den yngste søn, Ghassan, rykker over i sofaen til Ahmad. Med en iphone i hænderne putter han sig tæt ind til sin far, dybt optaget af den lille skærm. Manar går ud i køkkenet for at lave kaffe, mens Ahmad fortæller videre om livet i Ærøskøbing og fortiden i Syrien.

- De ældste af børnene husker tiden i Syrien, men ikke ham her, siger Ahmad og kigger ned i håret på sin yngste søn Ghassan.

- Han kender efterhånden Danmark bedre end Syrien.

Et par minutter senere kommer Manar ind med kaffen, som hun serverer i små hvide kopper med blomster på.

- Det er arabisk kaffe, fortæller Ahmad og smiler. Jeg løfter den lille underkop og tager en tår af den sorte kaffe, som familien har købt i bazaren i Svendborg, som smager sødt af kardemomme. Da jeg spørger ind til Ahmads tanker om fremtiden for hans hjemland, kan man skimte tristheden i hans øjne.

- Jeg savner Syrien, og jeg vil gerne være med til at bygge landet op igen, men jeg er bange for at krigen aldrig slutter, siger Ahmad og fortsætter:

- Det er bedst ikke at tænke på krigen – vi må fortsætte med at kæmpe og hele tiden se fremad.

- Vi har gjort det godt

Det er blevet tid til at Ahmad og Manar skal hen på færgen.

- Husk nu i skal være i seng halv ni, smiler Ahmad til sine fire børn i sofaen.

Jeg kører med Ahmad og Manar ned til færgen.

- Vi har gjort det godt. Jeg startede med kun at have en cykel – det var ikke særlig praktisk – nu har vi to biler, fortæller han.

Klokken nærmer sig 20, og havnefronten i Ærøskøbing ligger øde og forladt. Det dunkle mørke lyses op af færgen, der ligger til kajs med gabet vidt åbent som en krokodille, der venter på at klappe næbet sammen om sit næste bytte.

Manar tager moppe og spand ud af bagagerummet på den grå bil. Hendes hvide tørklæde blafrer i vinden, mens hun venter på at hendes mand låser bildøren. Ahmad lægger armen om Manar for at skærpe for den kolde vind, der suser ind på dækket. Sammen går de ned ad en lille ståltrappe og ind i færgens lysende gab.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Bashkim: OB har fået en god pris for mig

Læserbrev

Debat: Tak for kaffe og fredspibe

Læserbrev: "Når jeg beskriver, at jeg i et spil bowling bliver væltet som en af keglerne, så er dette kun et billede på, at der kom et friskt pust udefra og absolut intet andet. Jeg kan kun beklage, hvis nogen har misforstået mit budskab, der er intet personligt i det, og det er ikke bare noget, jeg siger, for sådan er jeg ikke." Dette står i dag, fredag, i Per K. Kristensens læserbrev. Jeg vidste godt, at det var det, Per mente. Men jeg valgte med vilje at misforstå den, med det formål at vise, at vil man misforstå, så misforstår man. Derfor er det så vigtigt, at man bruger den korrekte retorik, når man vil ud med et budskab. Jeg tænkte i går aftes, torsdag, at jeg i dag, fredag, ville gribe knoglen og ringe til Per. For at lade ham vide, at jeg selvfølgelig godt var klar over, at han ikke mente min fysik, når han skrev bowlingkugle. I morges, idet jeg læste Pers læserbrev, tikkede en sms ind, om at Per gerne ville tale med mig. Jeg ringede til Per. Tror faktisk, at en af de første ting, jeg sagde var: "Se du kan jo godt". Med henvisning til dagens læserbrev. Per og jeg aftalte at mødes over en kop kaffe. Den har vi drukket i eftermiddag. Vi fik en rigtig god dialog, om hvor vigtigt det er at passe på brugen af jargon og ironi, for vi læser ikke alle ens. For Per var det vigtigt, at understrege over for mig, at han på ingen måde havde tiltænkt at bowlingkuglen skulle henvises til min fysik. Men at jeg var kommet ind fra sidelinjen og lagt dem ned. Jeg kender Per og ved, at han aldrig ville nedlade sig selv på dette niveau. Per og jeg talte om, at vi på en måde havde taget Peter Fröhlich råd til os. Vi tog dog ikke en kop kaffe med en politiker. Men med hinanden. Til kaffen serverede jeg en fredspibe (lakridspibe). Inden vi skiltes, med humøret i top, måtte jeg lige pointere over for Per, at jeg altså havde flere huller end en bowlingkugle. Per og jeg kunne have valgt at lade vores debat køre i avisen, men vi gik begge til hovedet i stedet for røven. Det respekterer jeg Per rigtig meget for. Han kunne have fortsat bag sin skærm, men han rækkede hånden ud til en dialog. Det var der andre som kunne lære af. Så hvad har jeg så lært af alt dette? Jo, en kop kaffe og lakridspibe kan faktisk skabe dialog og forståelse.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce