Annonce
Ærø

Efter otte forsøg fik Henning endelig booket en vaccinetid - i Sønderborg

- Jeg har siden 1983 arbejdet med edb-systemer og programmeret i alle tænkte systemer, så jeg må sige at være rimelig velbevandret i it-systemer, men jeg måtte have otte forsøg for at komme igennem til at lave en reservation, fortæller Henning Borchert-Jørgensen. Arkivfoto: Anders C. Østerby.
Henning Borchert-Jørgensen modtog en invitation til at blive vaccineret mod Covid-19, men i bookingsystemet kunne han ikke bestille en vaccinetid på Ærø. Desuden var det svært at booke tid nummer to. Det skyldes en teknisk fejl, oplyser Region Syddanmark.

Ærø: Henning Borchert-Jørgensen er hjertepatient og er derfor i målgruppe 5, der snart står til at kunne blive vaccineret. Men selvom han ellers ikke er uvant i it, så viste det sig alligevel at være noget af en udfordring at booke tid til COVID19-vaccinen på hjemmesiden www.vacciner.dk.

- Jeg har siden 1983 arbejdet med edb-systemer og programmeret i alle tænkte systemer, så jeg må sige at være rimelig velbevandret i it-systemer, men jeg måtte have otte forsøg for at komme igennem til at lave en reservation, fortæller han.

- Og så kunne man ikke reservere for Ærø.

I bookingsystemet var den første udfordring nemlig, at Ærø slet ikke var en valgmulighed til trods for, at der er et vaccinecenter i Rise Minihal.

Ifølge Marianne Møller, der er Ældre- og Sundhedschef i Ærø Kommune, er det en teknisk udfordring i systemet, og hvis man ønsker at blive vaccineret på Ærø, skal man kontakte kommunen.

Henning Borchert-Jørgensen er ikke synderligt imponeret over oplevelsen.

- Lige inden for it kunne man godt målrette brevene, så der eksempelvis stod til folk på Ærø, at de kunne tage kontakt til kommunen.

Annonce

Skal booke to tider

Henning Borchert-Jørgensen valgte i stedet at få sin vaccine i Sønderborg. Det tog dog otte forsøg, før det lykkedes.

- Systemet er simpelthen ikke håndterbart, for når jeg booker tid til anden vaccination, så skal jeg tre til fire uger frem i kalenderen, og det kan man ikke. Man kan ikke finde tid til den anden vaccination, og man skal bestille til begge to samtidig, siger han.


Når jeg booker tid til anden vaccination, så skal jeg tre til fire uger frem i kalenderen, og det kan man ikke. Man kan ikke finde tid til den anden vaccination, og man skal bestille til begge to samtidig.

Henning Borchert-Jørgensen.


- Jeg endte med på ottende forsøg at få booket en tid i Sønderborg, så jeg skal derover på mandag og have det første stik.

Henning Borchert-Jørgensen skrev tirsdag i et facebook-opslag om sine oplevelser med at booke tid til vaccinen. Han er efterfølgende blevet kontaktet af Ærø Kommunes Ældre- og Sundhedsafdeling og blevet tilbudt en vaccination den 10. marts i Rise Minihal, men har nu valgt at holde fast i sin tid i Sønderborg for ikke at skulle vente så længe.

- Men siden jeg har lavet opslaget, er der mange, der har skrevet, at de heller ikke kan booke.

Annonce

Teknisk fejl

I en pressemeddelelse skriver Region Syddanmark, at der i disse dage er tekniske problemer, når borgerne forsøger at booke tider på www.vacciner.dk.

- Årsagen er nogle tekniske problemer, der betyder, at borgerne ganske vist kan finde en tid til den første vaccination, men at de ikke kan finde en tid til vaccination nummer to. Man skal vælge to ledige tider i systemet, før man kan bekræfte og gennemføre den endelige booking, skriver regionen i pressemeddelelsen.

Man arbejder nu på at løse problemet. Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen kan godt forstå, hvis borgerne er irriterede.

- Vi har fået rigtig mange henvendelser fra borgere, der er trætte af det, og vi arbejder på højttryk for at få det løst. Jeg håber, at de berørte borgere vil bære over med os og holde en god tone over for de mange medarbejdere, der sidder og besvarer opkald. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe så mange som muligt, så hurtigt som muligt, udtaler han i pressemeddelelsen.

Region Syddanmark har en forhåbning om, at de tekniske problemer er løst i starten af næste uge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce