Annonce
Fyn

Efter måneders corona-nedlukning: To millioner kroner skal genstarte bylivet

Onsdag eftermiddag var der solidt rykind på Amy's Bar & Winehouse på Gråbrødre Plads. Med to millioner kroner håber Økonomiudvalget i Odense at trække endnu flere folk til bymidten. Foto: Simon Trøjgaard Jepsen

Odense: To millioner kroner skal her og nu genstarte Odenses bymidte efter den lange coronanedlukning.

Millionerne blev sammen med en genstartspakke lanceret onsdag, mens odenseanerne igen efter måneders nedlukning kunne slukke tørsten og sulten på byens caféer, barer og restauranter.

De to millioner kroner skal "understøtte midtbyen og tiltrække flere gæster samt skabe reason to stay hen over foråret og sensommeren 2021". Det skal blandt andet ske med events, musik og kunst i gaderne, bedre udeserveringsmuligheder for restauratører og udsmykning af byen.

Annonce

- Vi er optagede af, at der det næste halve års tid sker noget i byen. Når folk er i byen, bruger de caféerne, de drysser ind i butikkerne og bruger vores kulturtilbud, og på den måde bliver der lagt penge der, hvor de har det svært efter corona. Vi kan komme langt for to millioner, og så har vi en gigantisk åbning af H.C. Andersens Hus, som vi ved, vil trække gæster til fra 30. juni. Vi har appelsinen i turbanen, og så vikler vi nu turbanen omkring appelsinen, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) om pakken, som Økonomiudvalget står bag.

Slip restriktionerne

Jytte Reinholdt, direktør i Fynsk Erhverv, glæder sig over genstartspakken.

- Det handler om at give kunderne lyst til at komme tilbage i bymidten, og der kan det være en god idé med tilskud til udeservering og til at gøre områderne attraktive og pæne.

Men der er behov for mere og andet end et par millioner.

- Vi skal tro på, at vores høje grad af testning fungerer, og at de sidste restriktioner derfor kan slippes. Og så skal der laves en plan for, hvad der skal ske, hvis der kommer et nyt udbrud. For virksomhederne er det så vigtigt, at vi ikke har stop and go hele tiden, for det er voldsomt dyrt hele tiden at starte op og lukke ned. Virksomhederne skal kunne forberede sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce