Annonce
Svendborg

Efter lang tids debat: Juniorklub bliver på Ørkildskolen

I juniorklubben på Ørkildskolen afdeling Byen var der onsdag godt gang i køkkenet, hvor der blev bagt kage til dagens fødselar, som var Samuel Frode Faarup. Foto: Katrine Becher Damkjær
Megen diskussion har der været omkring juniorklubben i centrum af Svendborg, der måtte flytte fra Bagergade og midlertidigt ind på Ørkildskolen afdeling Byen, mens en pavillon i Hollbølsminde skulle blive klar. Men forældre og børn er så glade for den midlertidige løsning på Ørkildskolen, at juniorklubben bliver der permanent.

Svendborg: Man skal lige et par trin ned, inden man rammer døren ind til juniorklubben, der befinder sig på Ørkildskolen afdeling Byen lige ved siden af Svendborg Teater.

Klokken er 14.20 og garderoben bliver hurtigt fyldt med skoletasker og jakker. Der er knap plads til dem, fortæller Hanne Hornemann, der arbejder i juniorklubben og fortæller, at der hver dag kommer mellem 50 og 60 børn.

I dag står den på smurte håndmadder og pitabrød, og børnene sætter fluks fingrene i buffeten ved ankomst. Flaget er også sat på bordet.

- Jeg bliver 11 år, fortæller Samuel Frode Faarup, der går i 4. klasse.

Han startede i juniorklubben i sommer, hvor han tidligere havde gået i sfo.

- Her i juniorklubben er der flere ting at lave. Man kan spille playstation, få mad, der er hyggehjørne og læsezone, fortæller Samuel Frode Faarup, som er glad for at komme der.

Annonce

Sagen kort

Juniorklubben Centrum er et klubtilbud for børn fra 4. til 6. klasse.

Juniorklubben har tidligere været i fare for lukning, men ved budgetforliget i 2016, besluttet politikerne at bevare juniorklubben.

I 2016 ytrer kommunen dog ønske om at sælge lokalerne i Bagergade 28-30, hvor juniorklubben hører til, og der skal findes et nyt sted til børnene.

Trods stor protest fra forældre, besluttes det at lave en pavillon i Hollbøllsminde, hvor juniorklubben kan høre til. Men de kan ikke rykke derud med det samme, da en sådan pavillon ikke er klar.

I stedet flyttede juniorklubben i oktober 2018 i lokaler på Ørkildeskolen afdeling Byen, og planen var, at de i sommeren 2019 skulle være flyttet til Hollbøllsminde. Men nu bliver juniorklubben permanent i de midlertidige lokaler på Ørkildeskolen.

Bliver på skolen

Juniorklubben holdt tidligere til i Bagergade, og det blev egentlig besluttet, at den skulle flyttes til Holbøllsminde. Mens en pavillon skulle blive klar Holbøllsminde, har juniorklubben siden slutningen af 2018 holdt til i lokalerne på Ørkildskolen i Skolegade.

Men Børne- og Ungeudvalget har netop besluttet, at juniorklubben skal være permanent på den nuværende matrikel. Det fortæller udvalgsformand Henrik Nielsen (K).

- Udvalget har været på besøg i klubben og tilbagemeldingen, vi har fået, er, at man er godt tilfreds med den nuværende placering.

- Så synes vi ikke, der er grund til at sætte himmel og hav i bevægelse, når de har det godt, hvor de er, siger Henrik Nielsen.

Og den udmelding er der stor tilfredshed med hos børnene i juniorklubben. Særligt hos de her syv 6. klasse piger, der altid mødes i klubben.

- Jeg vil ikke flytte herfra. Holbøllsminde er langt væk, og det tager tid at komme derop efter skole. Og det er tid, hvor vi kunne have hygget os, siger 12-årige Alberte Hellemann.

Veninderne er enige:

- Man kan godt være lidt træt efter skole, men nu skal vi bare lige ned ad trapperne, og så er vi i klub, siger Liva Luna Kirkely Hansen.

- Det er også fedt med en bynær skole, og at klubben også er det. Der er i forvejen mange mennesker på Holbøllsminde, så derfor tror jeg, det er bedre, vi er her, mener Asta Lyder Hansen.

- Jeg tror, jeg ville stoppe i klubben, hvis vi skulle helt derop, tilføjer Liva Luna Kirkely Rasmussen.

- Ja, jeg er enig. Og jeg tror, det vil starte en kædereaktion, så hvis en stopper, vil flere stoppe, svarer 12-årige Marta Bloch Brun.

Også forælder Natasja Kjeldmann er glad for, at juniorklubben nu bliver permanent på den nuværende matrikel.

- For os, der bor i midtbyen, er det fint, at den bliver her. Jeg kan godt se, at rammerne ikke er helt optimale, der er for eksempel mange tasker i indgangen, men jeg synes, det er fint, at klubben bliver her.

- De gør et godt stykke arbejde her, og min søn er nærmest ikke til at drive hjem herfra, fortæller Natasja Kjeldmann.

Udfordringer

Juniorklubben har da også haft en stor betydning for, at pige-slænget ofte går sammen nu.

- Da vi gik i 3. klasse kunne vi ikke lide hinanden, fortæller de.

- Der var altid lidt kamp mellem klasserne, siger Liva Luna Kirkely Hansen.

- Men i klubben lærer man hinanden at kende. Nu snakker man med nogle andre end kun dem fra ens egen klasse, siger Alberte Hellemann.

- Nu er vi ligeglade med, om man er fra D-klassen eller E-klassen, fortæller Asta Lyder Hansen.

Men selvom pigerne synes, det er godt, at juniorklubben nu bliver på dens ellers midlertidige matrikel, så er der alligevel nogle ting, der kan forbedres, mener de.

- Vi har også været i klubben, da den var på Bagergade, og der var bedre at være udenfor. Her er der bare asfalt, er pigerne enige om.

- Der er fordele og ulemper ved det nye her, fastslår Alberte Hellemann.

- Krearummet her i klubben er meget bedre end det gamle, får pigerne snakket sig frem til.

- Men vi savner måske et rum, hvor man kan være lidt alene. Her er meget åbent, og det er fint nok. Men det ville være rart at kunne gå ind og være alene et sted, tilføjer Alberte Hellemann.

Samuel Frode Faarup (forrest) havde onsdag fødselsdag. Det blev fejret med vennerne i juniorklubben på Ørkildskolen i byen, som Børne- og Ungeudvalget nu har besluttet skal blive liggende, hvor det er i dag. Foto: Katrine Becher Damkjær

Opmærksom på udfordringer

Henrik Nielsen medgiver, at lokalerne har nogle udfordringer.

- Der er nogle udfordringer med faciliteterne og lidt i forhold til støjniveauet dernede, og det er der gjort opmærksom på i udvalget. Men det er ikke nogen udfordringer, som ikke kan løses, mener Henrik Nielsen.

- Nu kommer der så forårs-sfo 1. april, hvor der rykker nogle børn ind, som vil være der i samme tidsrum på skolen. Om det kan give nogle udfordringer, vil tiden vise, tilføjer Henrik Nielsen.

- Jeg synes dog det er en fin løsning på lang tids debat, siger han.

I juniorklubben på Ørkildskolen afd. Byen er drengene ret vilde med at spille fifa. I klubben er gode fritidsmuligheder, fortæller de. Foto: Katrine Becher Damkjær
Pigerne her er enige om, at det er bedre at beholde juniorklubben, hvor den er i dag - på Ørkildskolen afdeling Byen - i stedet for at rykke den til Holbøllsminde, som de mener, er for langt væk. Foto: Katrine Becher Damkjær
Juniorklubben på Ørkildskolen afd. byen får lov at blive i de nuværende lokaler, der er placeret i skolens gamle billedkunstlokale i kælderen. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Svendborg Havn - igen, igen

Læserbrev: Fyns Amts Avis har bragt utallige indlæg om Svendborg Havns fremtid. Meningerne er mange, og følelserne er ofte kommet i kog. Medlemmerne i Svendborg Byråd er stort set enige om, at byen skal være et maritimt knudepunkt og mekka, hvor søfartens betydning for Svendborgs opståen er en vigtig faktor. Det er derfor ganske spændende at følge byrådets beslutninger og de indgreb, som skal føre Svendborg Havn frem til disse visioner. Jeg finder det utroligt fornuftigt, at Museet for Lystfartøjer skal væk fra havnen. De har intet at gøre der. Byrådet bør følge denne fantastiske beslutning op med at flytte Ring Andersens Værft ud i industrikvarteret. Det vil måske skabe nogle problemer med at forhale skonnerter og andre fartøjer fra havnen og ud til værftet, men den mindre udfordring kan sikkert løses. Samtidig bør man bede Petersen og Sørensen om at flytte væk fra havnen, måske til det gamle Lindø Værft på Nordfyn. Prøv at forestille jer hvilke muligheder det vil give for en udvikling af havneområdet. Byrådet skal ikke længere tage hensyn til erhverv på havnen, og alle de planlagte ønsker kan nu føres ud i livet. Rådhus, bibliotek, teater, jobcenter og andre maritime kulturinstitutioner kan nu frit indrettes på Frederiksøen, hvor der også kan blive plads til et passende antal parkeringspladser. I forlængelse af det planlagte navigationsskolebyggeri kan der rundt kajkanten bygges flere andre glashuse med kontorer og beboelse. Svendborg Havn kan fuldt udbygget komme på højde med København, Nyborg og andre havnebyer, hvor alt det gamle maritime bras er udskiftet med moderne og nutidigt byggeri. Nå, spøg til side – og hvorfor blander en langelænder sig egentlig i et Svendborg-anliggende? Jeg er for ganske mange år siden født og opvokset ved Christiansminde, hvor havnens lyde med Langelandsfærgens dampfløjte og skibsværftets hamren var en velkommen og naturlig del af hverdagen. Der var liv på havnen, og Svendborgs indbyggere følte stolthed over byens maritime kulturarv. Svendborg bærer en stor del af skylden for, at jeg senere i mit voksne liv har været beskæftiget i skibsfarten og ved havnene. Det skærer derfor i mit gamle hjerte, når jeg efterhånden må konstatere, at Svendborg Havn lidt efter lidt bliver omdannet til ikke et maritimt knudepunkt, men derimod til beboelse og kultur. Kultur er en god ting, men hvad med den maritime kulturarv? Fyns Amts Avis har i Søsiden, hvor Søren Stidsholt Nielsen uge efter uge bringer spændende og oplysende artikler om det maritime liv rundt omkring i Danmark, beskrevet, hvorledes Holbæk Kommune har reserveret store dele af havnefronten til maritime formål. I kølvandet af denne beslutning er der dannet en almennyttig forening, Kystliv, hvis formål er, at kunne bruge den rige, lokale maritime kulturhistorie til at skabe værdi i vores moderne samfund, herunder at etablere en ramme for gode fritidsliv, undervisning, inkluderende projekter og fællesskab samt at tiltrække turister og dermed styrke byen. I en anden af kommunens haller, som er stillet til rådighed for Nationalmuseet, kan publikum følge med i renoveringen af galeasen Anna Møller af Svendborg. Holbæk Havn lægger desuden kajer til flere af Nationalmuseets andre fartøjer. I min tid som havnechef i Struer var jeg medstifter af foreningen Nordvestjysk Fjordkultur. Denne forening er i lighed med Kystliv i Holbæk med til at fremme den maritime kulturarv. Det er skræmmende, at Svendborg med sin historiske maritime betydning ikke satser mere på sin søfartshistorie. Svendborg Museum burde for længst have etableret et søfartsmuseum og Svendborg Kommune skulle følge i Holbæk Kommunes fodspor. Spark nu lidt til chefen for Svendborg Museum. Køb Baagøe & Riber-grunden med bygninger. Her kan der etableres det maritime mekka med søfartsmuseum og arbejdende værksteder, som alle vi gamle svendborgensere sukker efter. Jeg er sikker på, at den nuværende ejer, Erik Skjærbæk, vil sælge på samme fordelagtige vilkår, som han erhvervede den 3500 kvadratmeter store grund tæt ved havnefronten. Var det ikke for to millioner kroner? Kom nu i gang, så Svendborg Havn ikke ender som Nyborg og København, hvor glashusene overtager kajerne.

Søsiden

Politikere raser over miljøskibs-farcen: Amatøragtigt, stærkt kritisabelt, kaotisk, klamphuggeri

Danmark For abonnenter

Tusindvis af borgere betaler allerede mere end gennemsnittet: Nu risikerer de højere skat efter udligningslussing

Søsiden

Miljøskibs-farcen: Det er et par fine fartøjer. Vi glæder os til at tage dem i brug ...

Annonce