Annonce
Ærø

Efter informationsmøde: Kontroversiel bygherre dropper store planer for Bregninge og Ærøskøbing Camping

Sådan så det ud til informationsmøde i Bregninge torsdag i sidste uge, hvor erhvervsmanden Carsten Lehrskov-Schmidt fortalte om sine idéer med fattiggården i Bregninge. Foto: Rikke Brunsgaard Andersen
Idémanden bag 92 helårshytter på Ærøskøbing Camping og et såkaldt ferie-resort i Bregninge, Carsten Lehrskov-Schmidt, trækker nu sine to projekter tilbage. Ifølge en mail til kommunen, mener erhvervsmanden ikke, at der er "nok opbakning fra kommunens side".
Annonce

Ærø: På campingpladsen i Ærøskøbing var planerne, at der skulle bygges 92 helårshytter. I Bregninge var idéen, at den 600 kvadratmeter store fattiggård skulle indgå som en del af et ferie-resort.

Sådan lød det i hvert fald fra erhvervsmanden Carsten Lehrskov-Schmidt, som den 1. oktober i år overtog driften af Ærøskøbing Camping, og som også er i fuld gang med at renovere fattiggården i Bregninge.

På et møde sidste torsdag, 26. november inviterede erhvervsmanden i samarbejde med lokalrådet i Bregninge til informationsmøde om hans planer for Bregninge. Her kom det altså frem, at Carsten Lehrskov-Schmidt på fattiggårdens 9000 kvadratmeter store grund ville bygge 12 dobbelthytter beregnet til ferieudlejning og udført i bæredygtigt og varmeimprægneret træ.

Tanken var, at husene ville komme til salg i 2021-2022, og dermed ville det altså være muligt for private interessenter at investere i et feriehus i Bregninge, som de så forpligter sig til at leje ud på ugebasis, fortalte Carsten Lehrskov-Schmidt på mødet. Dertil skulle der også være en nærkøbmand.

Mange spørgsmål blev stillet, blandt andet også til erhvervsmandens fortid med flere konkurser.


Det kom bag på mig, at han så trækker det tilbage. Han sagde, det var på grund af mødet, og så negativt synes jeg altså ikke, det var.

Vagn Rottbøll Pedersen, formand, Bregninge Lokalråd


Men kort tid efter mødet har erhvervsmanden altså nu valgt at trække begge sine projekter tilbage - både på campingpladsen og hytterne i Bregninge. Renoveringen af fattiggården fortsætter dog, fremgår det i en mail til kommunen.

Carsten Lehrskov-Schmidt har ikke villet udtale sig til avisen om grunden til, at han nu trækker projekterne tilbage. I sin mail til kommunen skriver han dog:

"At der åbenbart ikke findes den fornødne opbakning til vores to projekter fra kommunens side".

Det skal lige nævnes, at projekterne endnu ikke har været til behandling i Ærø Kommune.

Annonce

For og imod

Formand i Bregninge Lokalråd, Vagn Rottbøll Pedersen, fortæller, at man valgte at holde et informationsmøde med Carsten Lehrskov-Schmidt, for han kunne forklare om projektet og dets formål.

- Der gik mange rygter om, hvad der skulle ske i Bregninge, og derfor valgte vi sammen med Carsten at holde det her møde, så han kunne forklare, hvad det gik ud på, og hvad hans idéer var.

- Og jeg synes, mødet gik godt. Der var mange spørgsmål, også om hans økonomiske forhold, men jeg synes, det var et fint møde.

Meldingen om tilbagetrækningen af projektet i Bregninge overraskede derfor også Vagn Rottbøll Pedersen.

- Det kom bag på mig, at han så trækker det tilbage. Han sagde, det var på grund af mødet, og så negativt synes jeg altså ikke, det var, mener Vagn Rottbøll Pedersen.

Han pointerer, er det selvfølgelig er op til idémanden, om projektet skal blive til noget. Men det at få noget, der skaber liv i Bregninge, var en udmærket tanke, siger lokalrådsformanden.

- Der er både for og imod projektet. Der bor nogen lige op ad sådan et projekt, som måske ikke synes, det er så sjovt. Men med et helikopter-view, så ville sådan et projekt jo give godt med liv og arbejdspladser, lyder det fra Vagn Rottbøll-Pedersen.

Til kommunen skriver Carsten Lehrskov-Schmidt dog afslutningsvis:

"Vi vil eventuelt vende tilbage på et senere tidspunkt".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Fordrukken kvinde sov på perron

Annonce