Annonce
Danmark

Efter et års lukning: Skovgårdsvej i Vejen ventes at genåbne om senest 14 dage

Den 22. oktober 2018 spærrede landmand Martin Lund Madsen Skovgårdsvej ved Vejen. Nu får han en frist til at få fjernet sand- og jordbunker, så trafikken igen kan køre på vejen. Arkivfoto: Steen Rasmussen
Vejdirektoratet har blåstemplet Vejen Kommunes ekspropriation. Udvalgsformand venter hurtig genåbning af lukket vej. Modparten, landmand Martin Lund Madsen, kaster håndklædet i ringen i den mangeårige strid.

Vejstrid: Den opsigtsvækkende strid om Skovgårdsvej ved Vejen kulminerede onsdag.

Efter at have været i længere tids modvind fik Vejen Kommune grund til glæde, da Vejdirektoratet onsdag formiddag blåstemplede kommunens omdiskuterede ekspropriation af Skovgårdsvej.

I 366 dage har Skovgårdsvej været spærret, efter at landmanden Martin Lund Madsen fik Højesterets ord for, at Banedanmarks ekspropriation af hans jorde var ugyldig, fordi Banedanmark havde anvendt elektrificeringsloven.

Siden har Vejen Kommune sat gang i en ny proces med en ekspropriation efter vejlovens bestemmelser. Det klagede Martin Lund Madsen over tidligere året, og hans klage fik opsættende virkning, så Vejen Kommune gennem flere måneder ikke har kunne arbejde videre med ekspropriationen.

Men nu har Vejdirektoratet altså besluttet, at den igangsatte proces fra Vejen Kommune er efter bogen. Hen på eftermiddagen oplyste Martin Lund Madsen i en pressemeddelelse, at han på baggrund af beslutningen fra Vejdirektoratet nu opgiver kampen:

- Det krænker min retsbevidsthed, at Vejen Kommune nægter at følge højesteretsdommen og i stedet bruger millioner af skattekroner til advokater for at finde en anden paragraf i systemet, som nu giver medhold hos Vejdirektoratet. Jeg må konstatere, at borgere i Danmark ikke har en chance mod systemet, selv ikke, hvis man får medhold i Højesteret. Derfor vælger jeg nu at stoppe sagen, så jeg igen kan koncentrere mig om at drive mit landbrug, lyder det fra Martin Lund Madsen.

Annonce

Tidslinje

2015: Banedanmark eksproprierer jorden fra Martin Lund Madsen for at anlægge en ny vej og jernbanebro, som planlægges sammen med Vejen Kommune.

Martin Lund Madsen tager sagen i byretten, hvor han vinder. Banedanmark anker afgørelsen.

2017: Landsretten kommer frem til den stik modsatte konklusion og giver Banedanmark medhold. Martin Lund Madsen protesterer og får lov at føre sagen i Højesteret.

2018: Højesteret afgør, at ekspropriationen er ulovlig. Der er ikke hjemmel i elektrificeringsloven til ekspropriationen, lyder det fra Højesteret.

Martin Lund Madsen etablerer afspærring i begge ender af den 1,4 kilometer lange Skovgårdsvej. Han vil have kommunen til at fjerne vejen med henvisning til afgørelsen i Højesteret.

2019: I januar beslutter byrådet i Vejen Kommune at ekspropriere jorden efter vejloven.

Det påklages af Martin Lund Madsen. Vejen Kommune får besked om, at der skal laves en ny redegørelse.

23. oktober: Vejdirektoratet blåstempler Vejen Kommunes afgørelse.

Sandbunker skal fjernes

Formanden for kommunens udvalg for teknik og miljø, Vagn Sørensen (V), forventer nu, at at Skovgårdsvej vil kunne genåbnes. Ejeren af sand- og jordbunkerne på Skovgårdsvej bliver bedt om at rydde op. Det sker med samme frist, som alle andre borgere i kommunen får, når noget ikke er, som det skal være. Fristen er 14 dage.

- Det har været en lang proces, og vi er glade for, at vejen nu åbnes igen. Ikke mindst af hensyn til borgerne i Askov, som har været hårdt ramt af den tunge trafik gennem byen, men også af hensyn til Vejen Kommunes infrastruktur, siger borgmester Egon Fræhr (V).

Udvalgsformand Vagn Sørensen supplerer:

- Jeg er glad for, at Vejdirektoratet med sin afgørelse opretholder Vejen Kommunes beslutning om ekspropriation. Nu kan processen med at åbne vejen igangsættes. Borgerne i Askov har været hårdt prøvet og ventet meget tålmodigt på en løsning af trafikudfordringen, det skylder vi dem tak for. Det samme er tilfældet for de virksomheder, der har oplevet længere transporttider og dermed øgede omkostninger, i den tid Skovgårdsvej har været spærret og lukket for gennemkørsel.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

112

Uheld på Svendborgmotorvejen

Annonce