Annonce
Fyn

Efter borgmester fik første stik nytårsaftensdag: Venstre vil have klarhed over omdiskuterede vaccine-lister

Regitze Tilma ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men sammen med Venstres byrådsgruppe rejser hun en række spørgsmål om den omdiskuterede liste over personer, der kan kontaktes i tilfælde af overskydendes vacciner. Foto: Michael Nørgaard
Den blå byrådsgruppe med Regitze Tilma i spidsen stillede lørdag spørgsmål både til forvaltningen og til borgmesteren, blandt andet om hvem der har stået og står listet som berettiget til at blive vaccineret, hvis der er ekstra.

Nordvestfyn: Der har været stor debat på sociale medier, efter Fyens Stiftstidende fredag kunne fortælle, at Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd (S) er blevet vaccineret - og lørdag kunne føje til, at det ikke skete i januar, som borgmesteren ellers oprindeligt havde forklaret, men den 31. december, hvor de allerførste plejehjemsbeboere i kommunen fik det første stik.

Lundsfryd blev vaccineret, fordi han allerede var til stede på plejehjemmet, og der var vacciner i overskud. Han har dog tidligere optrådt på en liste over personer, man ville vaccinere, har forklaringen lydt fra kommunens sundhedsdirektør.

Sagen har nu fået Venstres byrådsgruppe til at stille en række spørgsmål til de omtalte lister over personer, der har skullet tilbydes vaccinen og endnu kan kontaktes i tilfælde af overskydende vacciner.

Annonce

Partiet ønsker blandt andet svar på, hvordan der er blevet prioriteret, og hvilke politikere og medarbejdere der ellers er blevet vaccineret "uden at være i Sundhedsstyrelsens prioriterede rækkefølge".

Det skriver Regitze Tilma, partiets borgmesterkandidat, i et opslag på Facebook.

- I Venstre har vi stillet nogle spørgsmål, hvor vi egentlig bare gerne vil have en uddybning af, hvad det er for en liste, og hvem der er på den, fortæller hun til avisen om spørgsmålene, der er rettet mod borgmesteren og forvaltningen, og som hun regner med snart at blive klogere på.

- Det tænker jeg, at de har nogle svar til os om i morgen (mandag, red.), hvor der er byrådsmøde.

Regitze Tilma ønsker dog ikke at fortælle, hvad hun mener om, at borgmesteren modtog en vaccine den 31. december.


Jeg kan se, at borgmesteren i den grad er klar over, at den beslutning skulle han ikke have taget.

Morten Weiss-Pedersen (K)


Mikkel Dragmose-Hansen (SF) afventer også svar på Venstres spørgsmål og fortæller ligeledes, at han ikke ønsker at kommentere andre politikeres handlinger, herunder borgmesterens i denne sag.

- Jeg kan læse, at Johannes har taget imod (vaccinen, red.), fordi der har været overskydende, der ellers skulle kasseres. Og det forholder jeg mig til, siger han.

Han skriver dog et i Facebook-opslag, at han ikke selv er blevet vaccineret og heller ikke bliver det, før det er hans tur.

- Jeg er i gruppe 12 - altså blandt de sidste som vaccineres. Jeg tager imod vaccine, når den gruppe skal modtage, skriver han.

Tilfreds med borgmesters håndtering

Heller ikke Morten Weiss-Pedersen (K) havde før weekenden hørt om, at der skulle være blevet lavet en liste over personer med såkaldte samfundskritiske funktioner, som borgmesteren i første omgang blev skrevet på.

Han mener, at sagen er meget beklagelig, men glæder sig over, at borgmesteren indrømmer og beklager fejlen, som han gjorde i et opslag på Facebook, efter historien var kommet frem på Fyens.dk.

- Jeg kan se, at borgmesteren i den grad er klar over, at den beslutning skulle han ikke have taget. Det var simpelthen uklogt, og han gør det kloge, at han selvfølgelig siger - hvilket jeg også tror, at han mener - at han godt kan se, at det var forkert. Vi skal jo ikke gøre forskel på politikere og så ældre medborgere og medarbejdere inden for sundhedsvæsenet, siger han.

Morten Weiss-Pedersen ser dog ikke nogen grund til at betvivle, at borgmesteren talte sandt, da han fredag sagde til Fyens Stiftstidende, at han ikke kunne huske, hvornår han blev vaccineret - og det er heller ikke det mest væsentlige, mener han.

- At blande datoerne sammen synes jeg ikke er det afgørende i den her sag. Det afgørende er, at det nu bliver stedsat, at man som politiker ikke skal have særfordele.

Selv ville Morten Weiss-Pedersen ikke tage imod en overskudsvaccine, før det bliver hans tur. Det skyldes blandt andet, at han sidder i regionsrådet og har været med til at uddele flere næser til syddanske direktører, der har placeret sig forrest i køen. Han kender derfor reglerne for, hvem der skal prioriteres godt - og det skal de svage, syge og dårlige først, siger han.

Avisen har også søndag forsøgt at få en kommentar fra Johannes Lundsfryd, men han har ikke ønsket at stille op til interview siden fredag og henviser fortsat til det opslag, han lagde på Facebook fredag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn

Hvorfor glemmer I altid os sejlere: En bro vil tvinge os ud midt på Lillebælt

Annonce