Annonce
Erhverv

Efter bøfhus-krise: Palle Skov Jensen har endelig fået solgt Fyns dyreste hus til fynsk rigmand

Fyns dyreste villa i 2019 blev Langelinie 197. Arkivfoto
Efter halvandet års venten har Palle Skov Jensen endelig fået gennemført det sidste store skridt i oprydningen efter krisen i hans tidligere koncern, Jensens Bøfhus. Han har solgt sit hus på Langelinie i Fyns dyreste villa-handel.

Odense: Den tidligere ejere af Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, har solgt sin store villa på Langelinie i Odense tæt på Fruens Bøge og Skovsøen, hvor han har boet i 27 år.

Køberen er en af Fyns rigeste, forretningsmanden Niels Thorborg, der blandt andet ejer L'Easy og OB. Han kender området godt, for han bor selv blot 140 meter nede ad vejen.

Salget af den 717 kvadratmeter store imponerende ejendom op til skoven er et væsentligt led i den afvikling og oprydning, som Palle Skov Jensen har været i gang med i de senere år, efter at Jensens Bøfhus blev ramt af en hård krise. I dag ejer han hverken virksomheden, villaen eller den store jagtejendom ved Bogense, som han også rådede over tidligere.

Foreløbig ser det dog ud til, at Palle Skov Jensen bliver boende i huset. Hans officielle adresse er uændret, selv om Niels Thorborg har overtaget ejendommen. Handlen er registreret 17. september 2019, men den er først blevet officiel på skødedatoen 12. november.

Annonce
Niels Thorborg (til højre) har netop gennemført en af de helt store hus-handler med Palle Skov Jensen (i midten). Her er de to i samtale med tidligere borgmester Anker Boye ved en reception ved en tidligere lejlighed. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Dyrest på Fyn

Salget af den 3400 kvadratmeter store grund ned til Odense Å og med skoven som nabo til den ene side er sket ved en kæmpehandel, der gør adressen til Fyns dyreste bolig i år.

Ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff havde oprindelig prissat villaen, der har udendørs, opvarmet pool, til 28,5 millioner kroner, men efter et halvt år blev prisskiltet rettet til 23 millioner kroner. Derefter gik der næsten et år, før Niels Thorborg og de andre involverede blev enige om den endelige pris på 22,2 millioner kroner.

Det beløb er væsentligt højere end årets næstdyreste fynske hus - ægteparret Thulesens køb af en villa på Rønne Allé klos op ad Svendborg Sund til 15,3 millioner kroner.

Niels Thorborg vil ikke svare på spørgsmål om sit køb:

- Det er udelukkende privat, så det ønsker jeg ikke at kommentere, siger han.

Det er derfor ikke klart, hvad han vil bruge ejendommen til.

Godt hus til kunst

Det er ikke kun størrelsen og beliggenheden, der har gjort Palle Skov Jensens hus helt specielt. Det store hus har været udnyttet som et idéelt hjemsted for mange af de kunstværker, som forretningsmanden har investeret i. En stor del af den kunst er også blevet solgt som en del af aftalen mellem ham og SEB Bank, som han og virksomheden havde en meget stor gæld til.

Den tidligere restaurantejer oplyste mandag, at han ikke havde tid til at udtale sig i dagens løb. Han købte den markante ejendom i 11. februar 1992 for blot 2,6 millioner kroner ifølge tingbogen.

Palle Skov Jensen fik meget stor succes med sin restaurant-kæde Jensens Bøfhus, men i dag har den andre ejere. Arkivfoto: Robert Wengler
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Efter lancering af kæmpeplan: Borgmester lover masser af dialog med borgerne

Annonce