Ærø: Den 27. juni har Agnes Haugaard 25-års jubilæum som præst på Ærø. Men det bliver også hendes sidste gang på prædikestolen. Hun har nemlig valgt at gå på pension efter de mange års tjeneste.
Ifølge menighedsrådsformand Kirsten Svane kommer Ærø til at mangle en helt enestående præst.
- Nu er Agnes jo en institution i sig selv. Hun er virkelig en altomfavnende præst, siger Kirsten Svane.
Menighedsrådsformanden har ikke andet end roser for den snart pensionerede præst.
- Hun er en helt fantastisk præst. Vi kommer virkelig til at savne en præst som Agnes. Hun er virkelig noget specielt. På den gode måde altså.
Hun ville støve sin gamle sygeplejekittel af, og hjælpe til som sundhedsfaglig, hvis det skulle gå så vidt.
- Sådan er Agnes. Hun stiller altid op. Der er aldrig nej i hendes mund, fortæller Kirsten Svane.
I den nyopstået stillingsopslag skriver Fyens Stift, at samarbejde mellem præsterne på Ærø er i højsædet, når de skal finde en erstatning til Agnes Haugaard.
- Vi sætter meget pris på et tæt samarbejde mellem præsterne. Man bliver en ø-præst. Og så skal man virkelig kunne gå ind i det samarbejde. Selvfølgelig skal man også være godt teologisk funderet. Det er klart. Men man skal virkelig kunne gå ind i det fællesskab med de tre andre præster, siger Kirsten Svane.
Det bliver ikke lige sådan at finde en erstatning til Agnes Haugaard, mener Kirsten Svane.
- Der er helt klart noget at leve op til, fortæller hun.