Annonce
Ærø

Efter 12 år og 39 millioner kroner blev skonnerten Bonavista fejret med pomp og pragt

Eriksens Plads var fyldt til Bonavista Festival lørdag eftermiddag. Foto: Anders C. Østerby
Den har været længe undervejs, men lørdag eftermiddag var det halve af Marstal og prominente gæster udefra samlet til for at fejre, at Bonavista er - næsten - klar til nye togter.

Marstal: Solen har i løbet af formiddagen fortrængt tåge og dis, der i morgenstunden hang ind over Marstal. Ved 13-tiden er også skyerne forduftet, så solen forkæler de mange fremmødte på Eriksens Plads med et formidabelt forårsvejr.

Det er som om, det halve af Marstal - og lidt til - er kommet for at fejre, at den 105-årige skonnert efter mange års restaurering nu endelig - i hvert fald næsten, for der mangler lige nogle få godkendelser - er klar til at tage på togt fra Marstal Havn igen, sådan som hun gjorde det for hundrede år siden til Newfoundland.

Helge Engelbrecht fra Ansager i Vestjylland spiller klokken 14.30 for med blandt andet den nye sang til Bonavista og sætter den gode stemning med sit 10 mand store orkester om bord på skibet.

- Velkommen til den første Bonavista-festival nogensinde siger han, hvorefter borgmester Ole Wej Petersen (S) af søfartsmusets leder, Erik Kromann, bliver bedt om at tørne til.

- Det er nu 105 år siden, at skibet afgik herfra mod Newfoundland for første gang, og nu er Bonavista kommet hjem igen, siger han, mens han fra landgangsbroen skuer ud over den imponerende menneskemængde.

Borgmesteren benytter anledningen til at fortælle om Ærø Kommunes planer om at gøre havnen til en skonnerthavn, så skibe lignende Bonavista kan komme på bedding og blive istandsat.

Annonce
Erik Kromann var i hopla på denne for søfartsmuseeumsmanden så store dag. Foto: Anders C. Østerby

Fejring af en storhedstid

Restaureringen af Bonavista har kostet i alt 39 millioner kroner. De 26 af millionerne gik til at ombygge skroget i årene 2008 til 2012, mens færdiggørelsen af skonnerten med aptering, rig, sejl, navigationsgrej, maskineri og så videre har kostet 13 millioner kroner.

Og meget er der ikke tilbage af det oprindelige skib, så kan man egentlig sige, at det er det samme skib? Det filosofiske spørgsmål kommer overinspektør på Nationalmuseet Peter Henningsen, som har stået i spidsen for restaureringen, ind på i sin tale.

- Er det en restaurering af et gammelt skib, eller er det i virkeligheden en nybygning? Er det en kopi? Det findes der ikke noget entydigt svar på, siger han.

Meget er udskiftet, og en forsvindende lille del af det oprindelige skib er tilbage.

- Man kan ikke bevare det uden at forny det, slår Peter Henningsen fast og ønsker god vind på rejsen, takker den A. P. Møllerske Støttefond for finansiering og lokale og ikke-lokale håndværkere for et godt stykke arbejde.

En tak lyder der også til Marstal Søfartsmuseum, som efter planen skal overtage driften af Bonavista.

- Som repræsentant for Nationalmuseet - og som indfødt marstaller - kan jeg ikke andet end at være tilfreds med det samarbejde, Nationalmuseet og jeg selv har haft med søfartsmuseet, og jeg har stor fortrøstning til det fremtidige samarbejde, siger han.

Erik Kromann er - efter at Carsten Jensen har meldt forfald - sidste taler, inden festlighederne fortsætter, og skibet åbner for besøgende, og han retter en tak til de institutioner, der har fået øjnene op for vigtigheden af at støtte den maritime kulturarv.

- Danmark har ikke støttet så voldsomt op om det, men nu er de da ved at komme i omdrejninger, siger han og fortæller, at der i 1914 - året for bygningen af Bonavista - var 261 fragtskibe hjemmehørende i Marstal.

- Vi, der er her i dag, fejrer et lille glimt af den storhedstid. Tak, fordi I er tørnet til!

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lykkelig afslutning på Hamed Rezaiis sag

Endelig fik Hamed Rezaii sit svar. Og lykkeligvis for ham var det et positivt svar. Han har langt om længe fået den opholdstilladelse, han så inderligt har ønsket sig. Det er meget, han har været igennem. Lægeerklæringer har dokumenteret, at de psykiske traumer, han har fået som følge af sin opvækst i og flugt fra Afghanistan, har medført , at han lider af posttraumatisk stress syndrom. Bedre er det ikke blevet af, at hans sagsforløb har været en knudret affære med en del afslag og meget lang ventetid. Nu er det heldigvis overstået. Svaret er nået frem til Ærø, og så er der ikke så meget at sige til, at hans hoved var så fyldt med impulser, at hans umiddelbare behov egentlig var at slukke for hjernen og bare spille Playstation, efter han først havde kaperet, hvad nyheden betød for hans liv og færden. At der så også lige sniger sig yderligere en lettere grotesk detalje ind i sagsforløbet, er på bundlinjen underordnet for Hamed Rezaii. Det vigtigste for ham må være, at han har fået lov til at blive i landet. Nu kan han koncentrere sig om at passe sit arbejde og komme videre med bearbejdningen af PTSD'en. Og naturligvis kan han arbejde videre med integrationen i det samfund, han allerede er en del af. Den groteske detalje er måske også en anelse kendetegnende for et sagsforløb, hvor tidsplanen skred, og det har knebet gevaldigt med den gode og oplysende kommunikation fra Udlændingestyrelsen til Hamed Rezaii og familien Kjelsmark, som han har boet hos, mens hans ansøgning om at få en opholdstilladelse er blevet behandlet. Sidste krølle på sagen er, at Udlændingenævnet ved en fejl ikke fik fortalt Rezaiis advokat, at ansøgningen var gået igennem. Advokaten blev blot bedt om at fremskaffe nogle boligpapirer, og derfor kom det frem, at sagen var afsluttet med et lykkeligt resultat for Hamed Rezaii. Måske er det ikke den største fejl eller den tungeste opgave i hele sagsbehandlingen, der er kikset, men det er trods alt en ret vigtig oplysning, der ikke er blevet givet videre til først Hamed Rezaiis advokat og siden hovedpersonen selv. I sig selv behøver det ikke give meget røde ører. Fejlen har trods alt ikke alvorlige konsekvenser for sagen. Men samlet set, har sagsforløbet ikke været kønt. Set med positive øjne kan det slås fast, at der er lavet en sagshåndtering, der på nogle felter kan danne skole for, hvordan tingene ikke skal gøres. Adskillige små og store fodfejl undervejs har sat Hamed Rezaii under et unødigt mentalt pres, og det vil da være prisværdigt, hvis den slags fejl kan undgås i fremtiden. Han er jo ikke det eneste menneske, der befinder sig i en yderst sårbar position, hvor små administrative fodfejl kan få store menneskelige konsekvenser.

Annonce