Svendborg: - Nummer 41. Nummer 41.
Luise Føns Haaber lader tallet strømme ud gennem højtaleren.
Hun er bankoopråber, og ikke mange sekunder efter melder en hvid Suzuki Chevrolet fuld plade med dyt og katastrofeblink.
- Skal vi lige dytte af vinderen?, spørger hun, og det får hornene til at blive trykket i bund henover pladsen.
Det er eftermiddag, og selvom solen står højt på himlen og inviterer til at være udenfor, har 16 biler fyldt op med banko-glade svendborgensere fundet vej til Drive-in Banko på SG-husets parkeringsplads mandag 2. pinsedag.
Handler om samvær
I en lille hvid Kia sidder Hanne Jacobsen, der har lokket sin veninde Yvonne Jensen og mor, Nora Carlsen på 85 år, med til banko.
- Min mor er fast inventar nede i Bingocentret i Svendborg, men har ikke kunnet komme derned siden 11. marts, så jeg har fået hende lokket med ud idag, fortæller hun.
- Det bliver et problem, når man som hende har været muret inde i sin lejlighed og levet isoleret i tre måneder, fordi hun ikke har turdet at tage ud. Så det handler også meget om det sociale.
Og selvom Drive-in Banko måske ikke er helt det samme, som at vende tilbage til Bingocentret, betyder det ikke det store for Nora Carlsen.
- Det handler jo om samværet og at have nogle at snakke med, men bare jeg kan komme lidt ud igen, så er jeg glad.
Taget godt imod
Drive-in Banko har kørt i i alt seks runder henover den forlængede weekend. Præmierne er sponsorerede, og overskuddet går til lokale foreninger.
19-årige Freja Kramer og 20-årige Caroline Højly har været aktive i Svendborg Gymnastikforening, der står for mandagens bankospil, så længe de kan huske, og de er med i dag som frivillige, hvor de hjælper bankospillerne med at tjekke deres numre og dele præmier ud. De er glade for at kunne hjælpe til med at tjene penge til foreningen.
- Det er mega hyggeligt, samtidig med at vi kan hjælpe, og så det er jo efterhånden sjældent, at der er noget at tage ud til efter alt det her corona, siger Caroline Højly.
Den egentlige arrangør er dog Eventklubben, som er en nyopstartet eventvirksomhed i Gudbjerg. Og selvom pinsens Drive-in Bankospil bestemt ikke har været en overskudsforretning for dem, er direktør Benjamin Andersen stadig glad for udfaldet.
- Det er taget rigtig godt imod af både foreninger, der synes det har været sjovt at være med, og også fra gæsterne har der kun været positive tilkendegivelser.
Underskudsforretning
Benjamin Andersen havde dog håbet, at parkeringspladsen ville have været en del mere fyldt, end den har været henover weekenden, hvor omkring 200 biler har været vejen forbi.
- I og med vejret er blevet bedre, og regeringen ikke rigtig kunne finde ud af, hvor meget de ville åbne, er det ikke gået helt, som vi havde regnet med.
Drive-in Banko er det første arrangement, som Eventklubben står bag. Virksomheden startede op 1. april i år og er en søstervirksomhed til Eventbilletten, der allerede har et par år på bagen.
- Vi skød det her i gang midt i corona-krisen, og det var selvfølgelig uheldigt, men så måtte vi jo tænke anderledes.
Tåsinge forenede Boldklubber, Svendborg Basketball Club, Gudbjerg Forsamlingshus og Ulbølle Forsamlingshus har også stået for bankospil henover weekenden, og alt overskud er gået til foreningerne.
Benjamin Andersen vurderer, at Eventklubben til gengæld har tabt mellem 70.000 og 100.000 kroner på arrangementet.
- Vi vidste, at det var en risiko, men det afskrækker os ikke. Det er vores gave til byen, for foreninger har jo også oplevet, at alt har ligget stillet, og de har brug for pengene. Selvfølgelig kommer vi til at starte ud med et hul i kassen, der skal fyldes, men det må vi så gøre en skovlfuld ad gangen, siger han.
- Vi er blevet spurgt mange gange i løbet af weekenden, om vi kunne tænke os at gøre det til et tilbagevendende event, og det skal jeg bestemt ikke afvise. Vi har fået rigtig god respons.
Nyt og alternativt
Tilbage i pinsesolen er Bertil Kjøller og Bente Svensson nogle af de bankospillere, der endnu har tilgode at "dytte banko" til en fuld plade. Til gengæld har de brugt anledningen til at pakke en madkurv og nyde et glas rosé, men de venter. De spiller ikke banko normalt, men de synes, det er sjovt at prøve noget nyt, fortæller Bertil Kjøller.
- Vi går ellers aldrig til banko, men det var noget nyt og alternativt, og det ville vi prøve. Det er et sjovt koncept, og jeg tror ikke, at det var kommet uden corona, for så var vi bare fortsat i de vante baner.