Annonce
Søsiden

Har du kikket i gemmerne? Se is-fotos fra Søsidens læsere

Del dine maritime isvinter-billeder fra det  Det Sydfynske Øhav med læserne her på FAA.DK/søsiden. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Læser-billeder af gammel Marstal-færge, isskruninger ved Langelandsbælt og is-trafik Tåsinge-Birkholm.
Annonce

DET SYDFYNSKE ØHAV: Har du fotos fra ”is-tiden ...”?

Hvis du vil dele dine billeder fra is-sæsoner i eller omkring Det Sydfynske Øhav med Søsidens læsere, kan du maile dem til sosn@faa.dk, stiktitel ”isbilleder”. Gerne suppleret af lidt tekst om motiv.

Billederne skal være maritimt relaterede - dvs. fra fx havne, farvand eller fartøjer i lokalområdet.

Teknisk: Skarpe, god kontrast og højest mulig opløsning.

Du kan nå det endnu.

Send venligst dine billeder til denne mail: sosn@faa.dk "Isbilleder"

-------------------

Annonce

LÆSERNES EGNE FOTOS FRA ISVINTER I DET SYDFYNSKE ØHAV:

Annonce

Annonce

Marstal-færgen i den sidste store isvinter

Foto: Ole Sonne

Fra Lise og Flemming Johansen i Marstal har Søsiden modtaget dette foto af den "gamle" m/f Marstal. Billedet er taget i den sidste store isvinter, 1996.

Den norskbyggede færge besejlede ruten Marstal-Rudkøbing fra 1965-1999. I de første år i regi af Sydfyenske Dampskibsselskab og senere i marstallernes eget rederi, inden færgen indgik i det ærøske færgefællesskab. M/f Marstal blev solgt til Afrika.

Billedet er taget af skibsfører Ole Sonne.

-------------------

Annonce

15 meter høje isbjerge ved Langeland

Foto: Claus Dalskov, Tranekær.
Foto: Claus Dalskov, Tranekær

Claus Dalskov fra Tranekær på Langeland har fulgt Søsidens opfordring til at sende billeder fra isvinter i og omkring Det Sydfynske Øhav. Claus Dalskov skriver:

Et par fotos fra isvinteren 1986-87. Billeder af de store isskruninger er taget ved Botofte Strand, hvor et lille halvøformet, lavere område strækker sig under vandet ud i Storebælt - nok til at standse strømmen af isflager, der så skruedes op til knap 15 m's højde.

-------------------

Annonce

Tåsinge-dyrlægen i sportsvogn over isen

Foto fra ca. 1969-70 udlånt af Søren Nielsen, Troense.

Dyrlæge Søren Nielsen fra Troense var gennem mange år praktiserende med bl. a. en VW Karmann Ghia som transportmiddel. Søren Nielsen har sendt Søsiden et par billeder plus en beretning med egne oplevelser fra "istiden" i Øhavet. Søren Nielsen skriver bl. a.:

Som praktiserende dyrlæge på Tåsinge i 40 år havde jeg den fornøjelse at udøve praksis på nogle af de omliggende øer som Birkholm, Hjortø, Skarø, Drejø og Halmø. Alle disse øer havde kun et meget begrænset antal dyr, men det var alligevel nødvendigt at lade sig befordre dertil, når det var påkrævet. Ofte var det jo fødselshjælp eller et udskudt liv, der krævede hurtig indsats. Når der ikke var isvinter skete befordringen jo til søs enten med egen sejlbåd, færge, motorbåd, speedbåd eller fly.

Hvis isen imidlertid forhindrede denne form for transport, og det skete i gennemsnit ca., hvert syvende år, så var denne form for transport jo ikke mulig og der måtte anderledes dramatiske ”overfarter” til.

Birkholm var den ø, der hyppigst krævede min tilstedeværelse under sådanne dramatiske omstændigheder. Øen ligger mellem Tåsinge og Ærø, ca. tre sømil fra Skovballe Havn, hvorfra ekspeditionerne normalt udgik.

Annonce

Svenskekrigens lære

Min første tur over isen foregik til en fødselshjælp på en ko i bil, da isen efter sigende var tyk nok til at kunne bære min Karmann Ghia, som var en sofistikeret sportsvogn på Folkevognsundervogn.

Bilen var stor nok til at rumme det dengang nødvendige udstyr til fødselshjælp, posegrise mm. Og lidt penicillin og et par flasker kalk var der også plads til. Hermed kunne man dække 90-100 pct. af behovet, når man stak inseminatoren ned i støvleskaftet.

Det var blevet aftalt, at Svend Aage, der var en af de to gårdmænd på Birkholm skulle møde mig ved Vårø Knude, som var Tåsinges sydligste punkt. Han og hans søn Poul var cyklet over fra Birkholm og havde undervejs markeret en rute med årets juletræs afklippede grene, så vi kunne finde vej tilbage.

Svend Aage var dog lidt usikker på isens tykkelse over det dybeste sted (7,2 meter på søkortet) og ville give tegn, når vi nåede det kritiske punkt.

Da vi nåede dertil, gav Svend Aage tegn til at standse og gik en 10-15 meter videre bevæbnet med en økse og en tommestok. Han huggede hul i isen og målte dens tykkelse med tommestokken. På vej tilbage til bilen tog han en lille, sort bog op af overallens brystlomme og bladrede i den. Da han nåede frem til os, spurgte han, hvor meget bilen vejede. ”en 700-800 kg” svarede jeg, men ”hvorfor spørger du, og hvad er det for en lille bog, du har dér?”

”Jo” svarede han. ”Det er en bog fra dengang svensken gik over isen under Svenskekrigen (6. februar 1658), og da målte man isens tykkelse, og når den er så tyk som her, så kunne den bære en kanon og to heste”.

Dengang var hestene nok små og kanonerne ikke så store. Så hvis vi sætter en hest til 300-400 kg, så vejer to heste højest 800 kg, så har vi stadig kanonen til overs.”

Vi åbnede begge døre på vid gab og jeg kørte alene over med radiotelefonen åben og havde givet Grete nøje instrukser om, at hvis hun pludselig hørte en gurglende lyd, så skulle hun ringe til Falck og give dem positionen, som jeg havde tegnet ind på det medbragte søkort.

Dørene stod åben, fordi jeg tænkte, at hvis isen ikke kunne bære, så ville bilen måske kunne hænge på de åbne døre uden at synke helt ned på de 7,2 meter vand.

Vi kørte helt over til Birkholm og tilbage igen uden at gå igennem isen og koen blev forløst for sin kalv.

Foto udlånt af Søren Nielsen, Troense
Annonce

På vej over isen til Birkholm

En anden tur, der blev endnu mere dramatisk, var også en fødsel hos Svend Aage på Birkholm. Han ringede en sen eftermiddag i min konsultationstid og bad mig komme over til en ko, der ikke kunne kælve.

De to nu så berømte fiskerbrødre Frede og Morten Mortensen ville hente mig i Skovballe Havn og køre mig over. ”Men tag søtøj på, for det har regnet og der er en tomme vand oven på isen, så det sprøjter noget” sagde Svend Aage.

Samme aften skulle jeg til Vissenbjerg og holde foredrag for Fyns Gravhundeklub klokken 19:30, så jeg prøvede at lokke først en nabokollega til at tage turen. Men da han hørte, at han skulle køres på motorcykel derover, sagde han: "Er du klar over, at jeg har kone og to ukonfirmerede børn?" Så det afslog han.

Den næste af mine vagtkolleger var en ældre dyrlæge, som boede så langt væk, at det ville blive mørkt, inden han nåede til Skovballe, så han afslog også.

Jeg måtte altså bide i det sure æble, men lige før, jeg skulle køre, kom der en hund, der havde revet sig en flænge på pigtråden. Aldrig har jeg bedøvet og syet et sår sammen så hurtigt.

I Skovballe ventede så Frede og Morten med deres ældgamle Nimbus med kassesidevogn. Kassen var foret med tang. Da jeg ytrede noget om, at de nok havde gjort det behageligt for mig, sagde Frede, at det var såmænd ikke derfor, for jeg skulle sidde på bagsædet.

Nej tangen var resten af det, de for hver ca. 100 meter havde lagt en klat af på isen for at markere ruten over til Birkholm, da de ikke havde flere grene fra juletræet.

Da der var en stor våge et stykke uden for havnen, kørte vi ca. 1 km langs med stranden og stak så over mod Birkholm.

Midt ude så jeg et lys på isen, og det viste sig, at de med en lommelygte havde markeret det sted, hvor vågen var blevet så smal, at de kunne lægge et par planker over, så vi kunne køre over vågen.

Vel ankommet til den anden side af vågen, gik Morten tilbage og vendte lommelygten om, så vi kunne finde stedet igen på tilbageturen. Uden problemer nåede vi øen og fik med vanskelighed og kun med Frede og Mortens stærke kræfter hevet kalven ud – levende.

Nu var det imidlertid blevet helt mørkt og også tåget, men jeg skulle jo tilbage og til Gravhundeklubben i Vissenbjerg. Svend Aage gav os derfor forsigtighedsvis et flot kompas, der var i en mahognikasse, med. Den placerede vi i sidevognen, men kompasnålen pegede lige ind mod Nimbussens motorblok.

Vi kørte imidlertid ufortrødent af sted med kurs mod Tåsinge og fandt godt nok de første klatter tang, som viste ruten tilbage. Frede styrede og gav den så megen gas, at Nimbussen pludselig kørte rundt som en snurretop. På grund af at det havde regnet, og der lå en tomme vand oven på isen, var denne blevet meget glat. For at finde den rigtige retning, tog Morten kompasset og gik et stykke væk fra Nimbussen for at ophæve motorblokkens tiltrækningskraft.

”Du skal mere mod Nordost, Frede” sagde Morten.

Da dette havde gentaget sig et par gange, vidste i hvert fald ikke jeg, hvor vi var, men jeg kendte jo Frede og Morten så godt, at jeg var ganske rolig ved situationen. Der var selvfølgelig ”Mørkedybet”, der gik mellem Birkholm og Marstal og som muligvis havde fået isen brudt, som vi kunne dratte i.

Pludselig så jeg et lys forude. ”Hejsa! dér er jo lommelygten ved vågen”, råbte jeg. Men så var der pludselig to lys, så tre.

Det viste sig, at vi var kommet tilbage til Birkholm.

Så blev jeg der natten over, ringede til Gravhundeklubben i Vissenbjerg og fortalte, at der var indtrådt noget, man i forsikringsverdenen kalder ”force majeure” og bad om at få mødet udsat til en anden gang.

Efter en nat på en drømmeseng i Svend Aages fine stue kørte Frede mig til Skovballe ved dagens lys.

--------------

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Fodbolddrenge tilbage på udendørsbanerne: Vi har glædet os mest til at se vores venner

Debat

Debat: Mareridtet på Ryttermarken

Debat

Debat: Lokalt skal vi også stille krav

Annonce