Annonce
Langeland

- Du har ødelagt mit ungdomsliv: 15-årig angreb skolekammerat med lussinger

Retten i Svendborg lod den 15-årige slippe med en betinget dom på grund af hans unge alder og fordi, han ikke tidligere er straffet.
Teenageren forklarede slag i ansigtet på jævnaldrende med, at han havde ødelagt hans ungdomsliv med falske rygter

I forvejen havde han 15 øl i blodet, og da en 15-årig dreng en fredag aften i maj fik øje på en jævnaldrende kammerat, blev der tilsat raseri til cocktailen, og det kogte over for ham.

De to drenge havde gået i parallelklasse siden 7. klasse og havde i en periode været venner, men de var kommet på kant.

Den unge mand, som i denne måned stod tiltalt for vold ved retten i Svendborg, erkendte sig skyldig i at have givet den jævnaldrende 10-11 lussinger på vendtre side af ansigtet. Det skete, da den nu dømte 15-årige, der var på vej i ungdomsklubben, fik øje på kammeraten ved multibanen ved Netto i Rudkøbing. Han forklarede i retten, at aggressionen var bygget op over længere tid. Hans sagde, at da han efter et halvt års venskab droppede kammeraten, begyndte denne at bagtale ham og sprede rygter, som kostede ham venskaber.

- Du har ødelagt mit ungdomsliv, sagde han til kammeraten, før han slog.

Han erkendte, at han havde forsøgt at slå endnu flere gange, hvor han ramte forbi.

Annonce

Har undskyldt volden

Da offeret vidnede i retten, fortalte han den samme historie om selve voldshandlingen, men han benægtede at have spredt rygter om og bagtalt den 15-årige.

Efter slagene havde han et kort høretab på venstre øre, og han var øm i øret og ansigtet efterfølgende. Han blev undersøgt på skadestuen dagen efter volden, og umiddelbart så lægen ingen skader, der burde give varige men, men det blev understreget i rapporten, at det skal undersøges hos en øre-næse-hals-læge. Det havde den unge mand endnu ikke nået under retsmødet, så hans bistandsadvokat forbeholdt sig retten til senere at rejse et erstatningskrav.

Offeret har siden fået en undskyldning fra den 15-årige, da de mødte hinanden ved badeanstalten, og han er blevet spurgt, om han havde lyst til at deltage i et konfliktråd, men han tror ikke, det vil hjælpe.

Den 15-årige er ikke tidligere straffet. Han blev idømt 30 dages fængsel, som blev gjort betinget. Han slipper altså for at afsone straffen, hvis han lader være med at begå noget strafbart i to år. Da han er 15 år, skal Ungdomskriminalitetsnævnet desuden tage stilling til, om der skal gøres noget for at undgå, at han begår kriminalitet igen. Han skal også betale sagens omkostninger.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Profilen skal skæres til for ny kommunaldirektør

Rygterne om, at der var noget på vej, nåede ikke at svirre længe, før bomben detonerede på Langeland torsdag morgen: Kommunen fyrede endnu en kommunaldirektør. Denne gang var det Benny Balsgaard, som efter knapt tre års ansættelse fik fyresedlen. Før det var det Jørgen Christiansen, som efter 10 års ansættelse i samme stilling i samme kommune fik samme besked. Mens der ingen forklaring er kommet på Jørgen Christiansens fyring, så letter nuværende Langelandsborgmester, Tonni Hansen (SF), lidt på låget: - Udviklingen i kommunerne går så hurtigt, og der stilles konstant nye krav, derfor er vi enige om at søge en anden profil, siger han. Med den argumentation er der ikke just lagt op til, at en ny kommunaldirektør kan blive siddende i stillingen i ret lang tid. For er der en ting, der er sikkert, så er det, at udviklingen ikke kommer til at gå langsommere. Den profil, der passer som hånd i handske i dag, risikerer meget vel at passe som fod i samme handske om bare få år. Det stiller store krav til den ansættelsesprocedure, som de langelandske politikere nu skal stå i spidsen for. Det kan da ikke afvises, at der findes en administrativ schweizerkniv derude, hvis største ønske er at stå i spidsen for Langeland Kommunes administration. Sådan én, som både kan udvikle og skære, begejstre og stå for driften og kombinere det varme og empatiske med det koldblodige og kølige overblik. Sådan én som både nyder at være kommunalbestyrelsens forlængede arm og kan træffe selvstændige beslutninger i en omskiftelig hverdag. Grå eminence og farvestrålende inspirator i en og samme spadseredragt eller jakkesæt. De hænger bare ikke på træerne. Så de langelandske politikere vil nok gøre sig selv og kommunen en tjeneste ved at blive helt skarpe på, hvad der er vigtigst ved en ny kommunaldirektør, og så ellers knokle på for en ny overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og DJØF for de kommunale chefer. Vi priser os af en dansk model på arbejdsmarkedet, hvor det er nemt at hyre og fyre. Det matcher ikke just med de aftaler, de danske kommunaldirektører er ansat med, hvor en fyring eller anden opsigelse af samarbejdet har det med at belaste slunkne kommunekasser i årevis.

Langeland For abonnenter

Eks-borgmester om fyret kommunaldirektør: - Der var et eller andet, der sagde mig, at det ikke ville fungere

Annonce