Annonce
Danmark

DSB fjerner pladskravet i togene mens der er for få mundbind

Mundbind i gadebilledet i myldretiden ved Ringsted Station. Efter lang tids uenighed mellem eksperter anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at vi bruger mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel. DSB vil købe stort ind, og har så fjernet kravet om pladsbillet.
DSB åbner for, at togene kan proppes med passagerer samtidigt er mundbind udsolgt på banegårdskiosker.
Annonce

Coronakrise: Under corona-truslen har man ikke kunnet tage toget uden at have en pladsbillet. På den måde har DSB sikret sig, at togene ikke blev så overfyldte, at smitte lettere kunne blive spredt.

I går droppede DSB imidlertid det krav, så man nu kan tage med et tog, selv om der sidder passagerer på samtlige pladser. Den åbning for stående skulder-ved-skulder-passagerer kommer i kølvandet på, at sundhedsmyndighederne nu anbefaler, at man bruger mundbind i myldretiden. Logikken er, at passagererne jo tager mundbind på, hvis der er for lidt plads i toget.

DSB’s kursskifte undrer dog en del passagerer, som avisen Danmark har talt med. Dels fordi passagererne slet ikke har taget anbefalingen om at bruge mundbind til sig. Dels fordi det kan være svært overhovedet at opdrive mundbind.

Annonce

Udsolgt i kioskerne

DSB skriver på sin hjemmeside, at det er muligt at købe mundbind i 7-Eleven kioskerne på stationerne. ”Så længe lager haves” står der, men det haves ikke. Mange steder er lagrene åbenbart tømt. På Odense Banegård Center er der for eksempel to 7-Eleven kiosker, og de meldte begge udsolgt onsdag – altså samme dag, som DSB åbnede for fri adgang til togene. I de to kiosker kunne personalet ikke sige, hvornår der igen vil være mundbind på hylderne.

På DSB’s Facebook-side hagler kritikken ned over statsbanerne. ” Det er da et dårligt tidspunkt at ændre planer hos DSB!!! Vi er på vej ind i ny bølge, Kåre Mølbak gør ny opmærksom på afstand, afstand, afstand ... og I, I vælger at droppe pladsbilletterne! Hvor er logikken”, spørger en Lotte Andersen. Andre peger på udsolgte mundbind. Og andre igen undrer sig over, at der ikke er spritdispensere ved perronerne, som der er stort set alle andre steder, hvor der kommer mennesker.

Anders Nymand er repræsentant for pendlerne på strækningen fra Horsens til København, og han undrer sig mildeste talt også:

- DSB åbner jo for, at man kan proppe togene fulde med stående passagerer samtidigt med, at det kan være svært at skaffe mundbind. Mundbind er også en ekstraudgift for os pendlere, som i forvejen er hårdt ramt af DSB’s udlugning af årskort og titurskort, siger han.

Annonce

Uforsvarligt

Anders Nymand er dog mest bekymret for, at DSB løber for stor en risiko for smittespredning til de svageste passagerer:

- Det virker som om folk har fået et laissez-faire forhold til afstand og mundbind. Jeg synes faktisk, det er uforsvarligt af DSB at regne med, at alle danskere er flinke og bruger mundbind midt i en pandemi, siger han og peger også på, at DSB’s togpersonale godt kunne gå foran med et godt eksempel ved selv at bære mundbind.

DSB’s informationschef, Tony Bispeskov, mener at DSB’s nye praksis er en logisk konsekvens af, at Sundhedsstyrelsen nu anbefaler brug af mundbind, når der er trængsel i de offentlige transportmidler. Han henviser i øvrigt til, at togene ikke er fyldte og ikke har været det siden coronaens udbrud i marts måned. Læs interviewet med Bispeskov her på opslaget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce