Annonce
Danmark

Dr. Monsters klumme: Jeg er engang blevet krænket af Sanne Salomonsen

Dr. Monster var både langhåret, svømmerslank og fra Kolding, da han i sin pure ungdom mødte den ligeledes unge, kommende rockmama, Sanne Salomonsen. Intet af det hjalp. Hun ville ikke vide af ham. Fotocollage: Jens W. Møller - Fotos: JFM og Willy Henriksen
Annonce

Mange blev udskammet. Hele brancher blev gennemheglet. Toppolitikere holdt op med at være det. Et helt nyt ord opstod: seriekrænker.

Tv-værten Sofie Linde skabte i den grad røre og debat, da hun i et gallashow i august fortalte om en vulgær og intimiderende henvendelse, som hun for nogle år siden fik fra ”en stor tv-kanon”.

Men pludselig døde den ud, krænkelses-debatten. Den døde, da noget andet skulle dø: minken.

Udgør vi virkelig så lille et sprogområde, at der kun er plads til ét tema i dagens debat?

Nu prøver jeg lige at liste emnet på banen igen, men mere i en sproglig end en moralsk sammenhæng.

Mine tanker går i den anledning tilbage til engang i midt-70'erne. Som 18-20-årig deltog jeg sammen med mit vandpolohold fra Kolding i en turnering i København, hvor vi rutinemæssigt vandt det hele stort.

Humøret og selvtilliden var således på toppen, da vi tog i byen og gik på in-stedet Daddy’s Dancehall.

Her faldt mine øjne straks på en ung kvinde med en vis udstråling. Som en mand af ære følte jeg det magtpåliggende at tilbyde hende mit erobrende selskab.

Jeg satte kursen direkte mod hende og udtænkte en række romantiske ordvekslinger, som for eksempel:

- Ka’ du li’ hummer? - Ja, da. - Fint, vil du så ikke se mit?

Den slags.

Men hun havde gennemskuet mig. Netop da jeg åbnede munden, men inden der kom ord ud af den, sagde hun:

- Sku’ du ikke lige se at blive tør bag ørerne først?

Lige i dette frysende øjeblik opdagede jeg, at det var Sanne Salomonsen.

Jeg indså på den ene side, at hun havde en pointe. Hun er trods alt et halvt år ældre end mig.


Netop da jeg åbnede munden, men inden der kom ord ud af den, sagde hun: "Sku’ du ikke lige se at blive tør bag ørerne først?".

Sanne Salomonsens afvisning af Dr. Monster tilbage i et fjernt årti


På den anden side var jeg målløs: Jeg var svømmerslank, og jeg var langhåret. Og så var jeg fra Kolding. Hvad mere kunne hun egentlig forlange?

I virkeligheden følte jeg mig krænket, men det vidste jeg ikke, for det var ikke så brugt dengang.

I dag er det anderledes. Spørg bare på Christiansborg. ”Brugt pillefyr til salg,” siges det at stå på et skilt på døren til de radikales gruppeværelse ... Hvad? For plat? Ja, det er den nok i disse tider, så den stryger vi i korrekturen, hvis den er på arbejde. Nå, det er den ikke.

En tur i arkivet hos én af landets ældste aviser, Århus Stiftstidende, viser, at siden denne avis blev grundlagt 3. januar 1794, har den 22.304 gange i sine trykte udgaver frem til og med 26. november i år anvendt diverse former af ordene ”krænke” eller "krænkelse".

I det første år blev det brugt en enkelt gang; i år er det indtil nu brugt 364 gange.

Først for et halvt hundrede år siden begyndte ordets udbredelse at vokse i avisen, især i juridiske sammenhænge, eksempelvis seksuelle overgreb.

Men vi skal op i de seneste årtier, før det tager fart. 2002 er et usædvanligt stort krænkerår; da anvendte avisen ordet 506 gange. Det var også flittigt brugt i 1999 med 393 anvendelser.

”Jeg følte mig truet og krænket”, forklarede fodboldspilleren Stig Tøfting i retten i 1999. Han havde uddelt øretæver, fordi en ung mand i en fordrukken nattetime på åben gade havde overdænget ham med fornærmelser. Tøfting fik en betinget dom.

Samme år fortalte avisen, at den daværende præsident i Hells Angels' danske afdeling, Jørn Jønke Nielsen, havde tabt en injuriesag mod filmmanden Erik Clausen. I en tv-udsendelse havde Clausen kaldt Jønkes bøger ”fordrejede og fulde af løgn”. Det fik Jønke til at føle sin ære krænket.

I Bogense bor Dansk Sprognævn, som efterhånden skulle være kommet sig over den krænkende udflytning fra København.

Her bekræfter seniorforsker Jørgen Schack, at arkivet i den århusianske avis passer med virkeligheden. Anvendelsen af ordene ”krænke” og "krænkelse" og deres afledte former er vokset i antal de senere år.

Selve de sproglige betydninger har ikke tilsvarende ændret sig. Heller ikke, når man ser bort fra krænkelser af juridiske paragraffer og fra seksuelle overgreb.

- Der er de identitetspolitiske betydninger, som for eksempel at nogle bliver krænket af, at andre går med mexicanerhat til en fest. Anvendelsesgraden her er nok vokset, men betydningen handler grundlæggende stadig om at fornærme eller såre nogen, gøre nogen ked af noget. Det er der ikke noget nyt i, siger Jørgen Schack.

Måske det er på sin plads også at fortælle, at da jeg sad med Århus Stiftstidendes arkiv, spurgte en af avisens medarbejdere, en ældre herre ved navn Morten Svith, hvordan jeg kunne mene, at det var Sanne Salomonsen, der krænkede mig og ikke omvendt.

- Hun sagde jo nej til mine tilnærmelser, svarede jeg og syntes, at så var den sag sat på plads.

Men så replicerede han:

- Sanne Salomonsen er straks steget i min agtelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce