MARSTAL: Søsidens nyhed forrige lørdag om det unikke fund af en 235 år gammel skibsjournal fra en Marstal-jagt førte til en uge med en række positive henvendelser til Marstal Søfartsmuseum.
En af dem kom fra David Thomas, Øster Bregninge på Ærø. Han er tidligere skipper på Svendborg-skonnerten Fylla. På et lokalt loppemarked gjorde David Thomas for nogle år siden et fund, som han købte for en halvtredser. Nu har han doneret fundet til Marstal Søfartsmuseum.
- Vi har fået en navigationsbog fra 1830’erne, fortæller museumsinspektør Karsten Hermansen:
- Den er interessant for os, fordi den er et eksempel på de håndskrevne navigationsbøger, som man brugte på den tid.
Et af bogens kapitler omhandler det såkaldte gyldental. Det er en formel, der på basis af årstal og månecyklus beregner tidspunkt for påske og dermed årets helligdage.
Bogen stammer fra en reder, Hans Brandt i Ærøskøbing. Han havde jagterne De Tre Søstre og Elisabeth Maria.
Den håndskrevne navigationsbog indeholder også regnskaber for begge skibe for året 1833. Det gør bogen til et fint supplement til skibsjournalen, der dækker 1786-1807.
Karsten Hermansen, museumsinspektør, Marstal Søfartsmuseum- Vi har haft et væld af reaktioner i ugens løb.
- Det er en sjov kombination, at fremkomsten af en kilde åbner døren for, at andre kommer i tanker om, hvad de har, fastslår Karsten Hermansen.
Papirkonservator og forsker
På baggrund af avisens omtale af det sensationelle fund af skibsjournalen har museet også haft besøg af en papirkonservator.
Desuden er der kommet en henvendelse fra en forsker, der arbejder med dansk og hollandsk søfartshistorie. Forskeren spurgte til en digital kopi af bogen, men det indgår allerede i museets plan for formidlingen af skibsjournal-fundet.
- Vi har haft et væld af reaktioner i ugens løb. Vi har sjældent oplevet noget lignende. Der er kommet lykønskninger fra hele landet, blandt andet en hel del fra vores maritime fagkreds, siger en glad Karsten Hermansen.