Annonce
Ærø

Skræddersyet til ærøboerne:  CPH:DOX vil lave en lokal miniudgave på Ærø

Bio Andelen vil være en oplagt samarbejdspartner for CPH:DOX, vurderer Carl Jørgen Heide, der sammen med resten af Kultur- og Socialudvalget forleden gav 35.000 kroner til at den københavnske dokumentarfilmsfestival, der til foråret kan lave en Ærø-udgave. Foto: Linea Andersen
Den internationale dokumentarfilmsfestival CPH:DOX vil lave en lokal miniudgave på Ærø med et særligt skræddersyet filmprogram til ærøboerne. Kommunen støtter med 35.000 kroner.

Ærø: En ny festival indtager i slutningen af april og små to uger frem Ærø.

Det er den internationale dokumentarfilmsfestival CPH:DOX, der i de dage etablerer en satellitfestival med navnet ÆRØ:DOX på øen, og kommunens Kultur- og Socialudvalg sagde på deres møde forleden ja til at støtte projektet med 35.000 kroner fra kulturpuljen.

Festivalen, der blev grundlagt i 2003, viser hvert år det nyeste og bedste, som dokumentarfilmgenren har at byde på. Og det er den grundtanke, festivalen nu vil overføre til Ærø og et par håndfulde andre, særligt udvalgte kommuner.

Programlægger ved CPH:DOX Julie Kjær er med til at planlægge de omkring 10 satellit-festivaler, som den københavnske filmfestival sigter efter at stable på benene rundt om i landet. Hun forklarer:

- Vi har valgt en række kommuner rundt om i landet, som vi ser som særligt kulturstærke, til at være med til at arrangere en lille minifestival. Og alt afhængig af, hvad der er af kulturvenues i de kommuner, vi samarbejder med, så hjælper de os med at få de her minifestivaler op at stå og med at skræddersy dem, så de kommer til at tale ind til befolkningen i den kommune, vi er i. Så det er ikke bare CPH: DOX, der rykker ud til for eksempel Ærø.


Man kan jo så sige, at det ikke er et decideret Ærø-projekt, vi giver penge til, men det at de har valgt os ud til at være mellem de kommuner, de gerne vil ud til, har de jo også vist, at de har hørt om Ærøs fortræffeligheder.

Carl Jørgen Heide (Ærø Plus)


Hun understreger, at samarbejdet med lokale arrangører er grundpillen i konceptet.

- Det centrale er samarbejdet med de lokale venues, som alt andet lige kender publikummet meget bedre, end vi gør, og som kan hjælpe med at få en lokal vinkel på. Det kan være, at hvis noget af det, der bliver vist, taler ind i et politisk emne, at vi så tager det ned på et lokalpolitisk plan. Det kan være, at der bliver inviteret nogle lokalpolitikere ind til at diskutere emnet i filmen, fortæller Julie Kjær.

Annonce

Et godt ry

Medlem af Kultur- og Socialudvalget Carl Jørgen Heide (Ærø Plus) fortæller, at man i udvalget var glade for at imødekomme ansøgningen fra den københavnske festival.

- Det, der gjorde, at vi sagde ja, var festivalens ry. Vi betragter det som en rigtig god aktivitet og har så også givet pengene under forudsætning af, at det bliver med en lokal aktør med ind over. Men det er jo også, det, der er lagt op til i selv konceptet, lyder det fra Carl Jørgen Heide.

Carl jørgen heide, Ærø Plus, fortæller, at Kultur- og Socialudvalget sagde ja til CPH: DOX, da eventet har et godt ry, og fordi at udvalget kan se, at det vil give god aktivitet: Arkivfoto

Puljen, som pengene tages fra, er normalt en, der støtter lokalt udtænkte projekter, men Carl Jørgen Heide understreger, at festivalens ønske om samarbejde, har gjort udsvinget.

- Man kan jo så sige, at det ikke er et decideret Ærø-projekt, vi giver penge til, men det at de har valgt os ud til at være mellem de kommuner, de gerne vil ud til, har de jo også vist, at de har hørt om Ærøs fortræffeligheder. Vi kan jo se, at når CPH:DOX tidligere har lavet noget, har det altid været arrangementer af høj standard, og vi har jo i Andelen en oplagt samarbejdspart til en lokal udgave af festivalen, siger Carl Jørgen Heide.

Annonce

Flere end 10

Fra CPH:DOX side har man endnu ikke lagt et program for, hvilke film der vil blive vist på under de små to uger, festivalen indtager Ærø, ligesom programmet for den store festival heller ikke er på plads endnu.

Men Julie Kjær fortæller, at konceptet ikke er nyt for arrangørerne.

- Formen på det her er ikke ny. Vi prøver så vidt muligt at sprede os rundt om i landet, så det ikke kun er kommunerne lige omkring København, vi kommer ud i. Vi vil rigtig gerne ud på vestkysten og også op nord på, og vi vil rigtig gerne til Sydfyn og ud på øerne. Og det er faktisk lykkedes os at sprede os godt.

Den endelige liste over, hvilke kommuner, der vil få en satellit-festival er heller ikke helt på plads endnu, men Julie Kjær fortæller, at de sidste aftaler er ved at komme på plads.

- Vi er så småt oppe på de 10 kommuner, som vi egentlig gerne vil ud til, og vi forventer faktisk at få et par mere med i den nærmeste tid. Men der er ikke noget fast mål, vi vil bare gerne sprede os ud i landet.

Dokumentarfilmsfestivalen ÆRØ:DOX skal efter planen rulle over det hvide lærred fra 21. april til 3. maj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Bilist ville ikke standse for politiet: Var påvirket, kørte på stjålne nummerplader og havde intet kørekort

Annonce