Annonce
Faaborg-Midtfyn

Dobbeltjubilæum som selvstændig: - Jeg har aldrig været motiveret af at tjene en masse penge, men mere at kunne bestemme selv

"Farmer" kan nu fejre 20-års jubilæum med Farmers Byggeservice og 25-års jubilæum som selvstændig. Han ved godt, hvad der skal til for at få et multiservicefirma til at fungere. - Man skal tro på, at det lykkes, og så skal man ikke være bange for at kaste sig ud i de opgaver og udfordringer, der ligger og venter. Foto: Maria Retoft Pedersen
1. marts har Niels Henrik Pedersen været selvstændig i 25 år, og de 20 af dem har været med Farmers Byggeservice. Det dobbelte jubilæum skal naturligvis fejres.

Allerup: Meget kan man sige om Niels Henrik Pedersen, bedre kendt som "Farmer". Men bange for at få hænderne op af lommen, det er han ikke.

Det står hurtigt klart, når man taler med ham.

- Jeg har altid bare knoklet på. Det er sådan, jeg er opdraget, lyder det fra manden selv, der inden længe har hele to jubilæer at fejre. 25 år som selvstændig og 20 år med Farmers Byggeservice.

Men hvordan gik det egentlig til, at "Farmer", der egentlig skulle have været landmand, endte som selvstændig med et byggeservicefirma?

Det skyldtes en dårlig ryg.

- Min far arbejdede på sin gård i Nr. Søby frem til sin død for tre år siden, hvor han var 90 år. Det havde altid ligget i kortene, at jeg skulle overtage gården. Som ung tog jeg uddannelse til landmand, men jeg havde dårlig ryg og fik at vide, at jeg skulle finde mig et andet, stillesiddende job, fortæller "Farmer".

- I dag ved man jo, at det er vigtigt at holde sig i gang, og jeg duede heller ikke til at sidde stille, forklarer han.

Først handlede han lidt med gamle biler, så blev han ansat i nogle timer hos en murermester, og da en kammerat bad om hjælp til at få lavet et værtshus i Odense, slog han også til. Og sådan fik han stille og roligt bygget den forretning op, der i dag hedder Farmers Byggeservice.

Annonce

Farmer og kasketten

Hvordan kom "Farmer" egentlig til at hedder "Farmer"?

Måske du allerede har gættet det. Kaldenavnet stammer naturligvis fra dengang, hvor Niels Henrik Pedersen læste til landmand.

- På det tidspunkt var vi en masse unge mennesker, der mødtes om aftenen inde på Flakhaven i Odense for at feste og drikke nogle øl. Jeg havde en T-shirt, hvor der stod "keep on farming". Det begyndte de andre at kalde mig. Og på et tidspunkt var der én, der sagde: "Det er for besværligt. Jeg kalder dig bare for "Farmer", og siden har det hængt ved.

"Farmer" er blevet et kendetegn, og Niels Henrik Pedersen bliver stort set aldrig kaldt sig borgerlige navn.

- "Farmer" er blevet mit varemærke. Ligesom det at gå med kasket. Den tager jeg stort set aldrig af, siger han og understreger, at der findes kasketter både til pænt brug og til arbejdsbrug.

Livets hårde skole

Farmers Byggeservice tilbyder traditionelt byggearbejde, renovering af badeværelser og haveanlæg, flisearbejde, ombygning, sandblæsning og meget mere. Og kunderne kommer typisk fra Odense og Sydfyn.

- Før krisen havde jeg fire mand ansat i en kort periode, i dag har jeg en hjælper på fuld tid, én, der kommer et par dage om ugen, og en fleksjobber. Det er et rigtig fint niveau, og jeg kan også selv komme ud og tjene min løn. Det er vigtigt for mig, fortæller "Farmer" og tilføjer:

- Jeg kan udføre alle de opgaver, der ikke kræver autorisation. Man kan ringe til mig, og så klarer jeg det hele, fremfor at du skal have fat i både en tømrer, en murer, én til at isolere og så videre. Jeg byder ikke ind på større byggerier. Ingen opgave er for lille for mig, men der er mange, der er for store, siger han.

Kompetencerne har han tilegnet sig på "livets hårde skole" igennem mange år i branchen, som han udtrykker det.

- Så sent som i går blev jeg stille over for en opgave, jeg ikke havde prøvet kræfter med før. Og det er jo noget af det spændende og udfordrende ved at have så afvekslende et arbejde som mit, forklarer han.

Særligt nyder han selv at kunne tilrettelægge sit arbejdsliv.

- Jeg har aldrig været motiveret af at tjene en masse penge, men mere at kunne bestemme selv, siger han.

Veteranbiler og traktorpulling

Farmers Byggeservice holder til på Allerupvej 41 lidt uden for Nr. Broby, hvor Niels Henrik Pedersen bor sammen med sin kæreste, Gitte. Når arbejdet tillader det, er der nok at se til på det gamle nedlagte landbrug. Og så er der særligt to hobbyer, der fylder i "Farmers" liv: Veteranbiler og traktorpulling.

I garagen står en Ford Taunus Transit fra 1965 og ved siden af den en Ford Taunus 20M fra 1966, som gerne skal luftes på diverse træf. Blandt andet på havnen i Faaborg.

- Og så har begge biler været filmbiler. De var blandt andet med i "Der kommer en dag" (dansk drama fra 2016, red.), fortæller "Farmer", som naturligvis har Farmers Byggeservice-logo på begge veteraner.

Den anden store passion - traktorpulling - beslaglægger også gerne en del af fritiden, når Gitte og "Farmer" tager rundt til konkurrencer både i Danmark og Europa.

- Det giver mig noget ro og et afbræk i hverdagen, hvor jeg møder nogle andre mennesker end dem, jeg plejer, siger han.

"Farmers" dobbelte jubilæum skal markeres ved et åbent hus-arrangement på Allerupvej 41 lørdag 29. februar klokken 16. Og det er naturligvis både for kunder, venner, leverandører, bekendte, samarbejdspartnere, veteranbilvenner og pullervenner.

Sådan ser den ud, den fine Ford Taunus Transit, der bl.a. er kendt fra filmen "Der kommer en dag". Foto: Maria Retoft Pedersen
- Jeg drikker ikke ret mange øl, lyder det med et grin fra "Farmer". Til gengæld har han sin egen colabænk hjemme på gårdspladsen. Foto: Maria Retoft Pedersen
Når Gitte og Farmer er ude at se traktorpulling, har de disse stole med. Så er de nemme at finde, når venner og bekendte er på udkig. Foto: Maria Retoft Pedersen
Foto: Maria Retoft Pedersen
Foto: Maria Retoft Pedersen
Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce