Annonce
Ærø

Direkte forbindelse til Kastrup Lufthavn: Flixbus har fået busstoppested i Rudkøbing Færgehavn

Flixbus kører nu til Rudkøbing Færgehavn for at hente færgepassagerer fra både Ærø og Strynø. Arkivfoto: PR
Lavprisselskabet Flixbus har fået stoppested på havnen i Rudkøbing. Kontorlederen for Ærøxpressen siger, at det er et kæmpe plus, da der nu er en billig og hurtig forbindelse til for eksempel Københavns hovedbanegård og Kastrup Lufthavn, og han arbejder på at få flyttet busafgangene lidt, så de passer bedre til færgetiderne.

Ærø/Danmark: Det er blevet nemmere at komme med Flixbus, når man kommer med færgen fra Marstal til Rudkøbing. Flixbus har nemlig etableret et busstoppested i Rudkøbing Færgehavn.

Det er Ærøxpressen, der har sørget for, at Flixbus nu kører helt ned til færgen.

- Vi er agent for Flixbus, og vi har længe arbejdet for, at Flixbus skulle have et stoppested på havnen, siger kontorleder Carl Jørgen Heide.

Faktisk var det meningen, at stoppestedet skulle være kommet for flere måneder siden, men coronaen har forsinket det hele lidt.

- Det gode ved Flixbus er, at man kan pakke sin kuffert derhjemme, tage Ærøxpressen og så skal man kun gå nogle få skridt på havnen, og så er man i bussen. Så det er nemt og billigt at komme til for eksempel København, fortæller Carl Jørgen Heide.

Bussen har 16 ugentlige afgange. I sommerferien får den 26 ugentlige afgange, og den kører over hele landet. Man kan blandt andet komme til Københavns Hovedbanegård og Kastrup Lufthavn.

- Desværre passer bus- og færgetiderne ikke altid helt godt, så vi arbejder lige nu på at få ændret lidt på bustiderne, så de passer bedre til færgen, siger kontorlederen.

Det koster et sted mellem 89 og 139 kroner at køre med Flixbus til København, men Carl Jørgen Heide fortæller, at han tidligere har solgt en busbillet fra Rudkøbing til København for sølle 39 kroner.

- Det var før coronaen, hvor Flixbus bare gerne ville have fyldt deres busser op. Der kunne man være heldig at få et slagtilbud, fortæller Carl Jørgen Heide.

I Svendborg kører Flixbus fra et stoppested i krydset mellem Sundbrovej og Johannes Jørgensens Vej. Det tager mellem 15-20 minutter at gå fra havnen til stoppestedet.

Også Ærøxpressens egen bus, som kører i pendulfart mellem Rudkøbing færgehavn og Svendborg banegård, er en succes.

- Det går rigtigt fint med bussen, og vi har sørget for, at den passer til togafgangen i Svendborg og busforbindelsen til Nyborg, siger Carl Jørgen Heide.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce