Annonce
GOG

Direktør om aftale med Morten Olsen: Det "nye" GOG's største navn

I gult igen: Landsholdsplaymaker Morten Olsen får overrakt GOG-trøjen af direktør Kasper Jørgensen. Olsen er på plads i GOG i tre år fra sommeren 2020. Foto: Frederik Steen Nordhagen
GOG har skrevet en treårig aftale med landsholdsplaymaker Morten Olsen fra sommeren 2020.

Håndbold: GOG har skrevet en langtidskontrakt på tre år med landsholdets playmaker, Morten Olsen, der til sommer vender hjem til Danmark efter 10 succesfulde år i udlandet - senest i TSV Hannover-Burgdorf i den tyske bundesliga.

Det "nye" GOG har eksisteret i snart 10 år - efter konkursen over det gamle eliteselskab i januar 2010 - og direktør Kasper Jørgensen er kontant i beskrivelsen af aftalen med Morten Olsen:

- Morten Olsen er det største navn, vi har kunnet præsentere i 10 år.

På spørgsmålet fra Sport Fyn, om det også er den dyreste aftale i 10 år, lyder svaret fra Kasper Jørgensen:

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Direktøren slår fast, "at det gennem lang tid har været et stort ønske at få Morten knyttet til GOG".

Reelt er der tale om "en GOG'er, der vender hjem", idet den 35-årige playmaker som helt ung kom til klubben fra Roskilde og spillede i det sydfynske i perioden 2003-2005.

- Noget af det, Morten kan, er noget af det, vi søger, lyder det fra Kasper Jørgensen, der tilføjer:

-Morten har en kæmpe erfaring - et kæmpe katalog af præstationer i store klubber og på landsholdet - og en rutine, som han kan bidrage med hos os.

Annonce

Morten Olsen

Morten Olsen har skrevet en treårig kontrakt med GOG fra sommeren 2020.

Landsholdsplaymakeren blev fredag præsenteret hos Energi Fyn i Odense - en af GOG's mangeårige sponsorer.

35-årige Morten Olsen er gift og har to små sønner. Familien etablerer sig i Ringsted - efter 10 år i udlandet. Morten Olsen stammer fra Osted på Vestsjælland.

I Danmark har han spillet for GOG, Mors-Thy, Viborg og Bjerringbro-Silkeborg men i de seneste sæsoner har han optrådt i den franske og tyske liga.

Playmakeren debuterede på A-landsholdet i 2006 og vandt OL-guld i Rio i 2016 og VM-guld i januar på hjemmebane.

En del af teamledelsen

Morten Olsen bliver ikke "bare" en ny spiller i truppen hos GOG fra næste sæson. Det afslører cheftræner Nicolaj Krickau, der siger:

- Morten repræsenterer alt det ved en spiller, vi jagter allermest, nemlig hvordan man vinder. Vi har behov for alle dem, der kan skabe vinderkultur. Men Morten bliver også en del af den interne, teammæssige ledelse. Jeg kommer til at bruge Mortens erfaring rigtig meget. Han skal også være katalysator og dynamo for, at vi har en god hverdag og få det til at skinne igennem, at det vigtigste er, at vi skal vinde om onsdagen - samtidig med, at vi udvikler talenter, som jeg også ved, Morten gerne vil bidrage til.

Krickau er også "ekstrem tilfreds" med, at aftalen med playmakeren bliver på tre år.

- Det betyder, at vi kan bygge et nyt hold op omkring Morten.

Kasper Jørgensen afslører, at der arbejdes på yderligere nye navne til GOG-truppen til den nye sæson. Det gælder blandt andet en ekstra bagspiller. Venstrebacken Lasse Møller fortsætter i SG Flensburg-Handewitt efter denne sæson.

- Vi arbejder hver dag på at styrke holdet i jagten på medaljer og titler, fastslår direktøren.

Morten Olsen sammen med direktør Kasper Jørgensen (tv.) og cheftræner Nicolej Krickau (th.). Foto: Frederik Steen Nordhagen
Morten Olsen på vej ind til præsentationen hos sponsor Energi Fyn. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Morten Olsen sammen med direktør Kasper Jørgensen (tv.) og cheftræner Nicolej Krickau (th.). Foto: Frederik Steen Nordhagen
Morten Olsen sammen med direktør Kasper Jørgensen (tv.) og cheftræner Nicolej Krickau (th.). Foto: Frederik Steen Nordhagen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce